Søndag kørte vi efter endnu en lækker morgenmad på vores B&B mod Siracusa, hvor vi også havde booket to overnatninger. Vi holdt os til de små veje og kørte gennem et fantastisk landskab med masser af oliventræer. Hoved- og landeveje mellem Ragusa og Noto var nok turens smukkeste landskab.

Peter smager på oliven uden for Ragusa

På vejen mod Noto kom vi forbi en olivenoliefabrik, så vi holdt ind og fik en fin rundvisning af barnebarnet til grundlæggeren, Don Ciccio. Vi købte to liter af deres bedste nypressede grønne olie med. Den slags kan slet ikke købes i Danmark.

Vi gjorde holdt i byen Noto, der er kendt for sine barokbygninger. Den var faktisk mere imponerende end Ragusa, men også mere overrendt af turister end Ragusa, så vi kørte hurtigt igen.

Et smukt kirkeloft i Noto
I Noto har de en festival, hvor hele hovedstrøget bliver dekoreret med billeder lavet af blomster og grønsager. Da vi var der, var der et enkelt billede af en ridder.