Vi har nu været af sted i godt en uge og er endelig kommet ud til det Filippinerne, som vi kender og godt kan lide. Selvom der er en uendelig vrimmel af filippinere – næsten – over det hele, og at de næsten alle sammen sidder på en knallert, en tricycle eller i en jeepney, så støjniveauet ligger på et konstant højt niveau, så er trafikkaoset opblødt af venlig hensyntagen, arbejdsomhed og smilende ansigter overalt. Her er simpelthen rart at være.

Nogle gør lidt ekstra meget ud af deres tricycles og udstyrer dem med højttalere nok til at gøre de fleste diskoteksejere misundelige.

I søndags ankom vi efter en lang køretur fra Manila til Villa Esmeralda Bryan’s Resort, der ligger mellem byerne Palayan og Bongabon.

Villa Esmeralda, hvor der både er lægeklinik og kapel.

Da vi kom, var stedet fyldt med bryllupsgæster, brudepar, præst og en konstant talende konferencier med egen mikrofon, så vi kørte hurtigt tilbage mod Palayan for at finde en øl og noget aftensmad. Der faldt vi i snak med nogle piger, der synger i samme kirkekor, og efter de havde sunget en filippinsk julesang for os, havde vi fået nye venner på Facebook.

Camilla sammen med det lokale kirkekor

Da vi skulle tilbage til hotellet, opdagede vi, at vi ikke havde slukket lyset på bilen, så der var ikke strøm nok på batteriet til, at bilen kunne starte. Straks stod der tre mænd klar – ingen over 160 cm og alle iført klipklapper – der skubbede bilen hen til den nærmeste automekaniker. Startkabler hjalp ikke, så mekanikeren flyttede midlertidigt batteriet fra sin egen bil over i vores, og efter bilen var blevet startet, blev det flade batteri sat tilbage igen. Så gik turen hjem i listetempo og kun med positionslyset tændt, mens vi håbede, at de ca. 9 km var nok til at lade batteriet, så bilen kunne starte næste morgen. Det var de heldigvis.

Mandag kørte vi gennem Aurora Nationalpark for at komme ud til byen Baler, der er mest kendt for at være et godt sted at surfe.

Peter på den hængende bro i Baler.

Vi må være kommet på et forkert tidspunkt, for der var kun tre surfere ude, og næsten alle restauranter og hoteller var lukkede. Men køreturen gennem parken ad serpentinevej var fin; også selvom vejen ikke alle steder var lige farbar pga. voldsomme regnskyl med efterfølgende jordskred.

Nogle gange fylder et vandfald bare hele vejen.

I dag, tirsdag, har vi kørt mod nordvest mod vandfaldet Pinsal, som vi havde fundet på app’en maps.me (en app som vi ikke kan rose og anbefale nok). På turen er vi kommet igennem store landbrugsområder, hvor der især bliver dyrket løg, ris og majs. Lige nu ser det ud til, at de er i gang med at klargøre marker, plante løg og tørre ris, og langt det meste foregår ved håndkraft. Der er ikke nogen, der kan beskylde filippinerne for at være arbejdssky.

En mand og hans vandbøffel, der er ved at harve en mark.

Og det lykkedes os at finde vandfaldet, så Peter kunne komme i vandet for første gang på turen – og oven i købet to gange – mens Camilla nøjedes med at soppe.

Pinsal-vandfaldet

Det var helt klart et sted, som stort set kun blev besøgt af de lokale, og markarbejderne i området samledes der for at holde frokost. Fint sted!

Camilla sammen med nogle af de lokale børn ved vandfaldet. Nu har vi købt børnelokker-bolcher, så vi kan lokke endnu flere børn til os.

På tilbageturen spiste vi frokost på et af de mange eateries, der ligger langs vejene alle steder. De drives af kvinder, der morgen og formiddag laver lokale retter, og til frokost åbner de så deres lille “restaurant”, hvor der tit er nogle borde og stole, så man kan spise maden på stedet. Maden serveres kold, men det betyder ingenting, for den smager fantastisk. De lokale bruger eateries i stor stil, for maden er både god og billig. I dag kom vi af med 200 php, der svarer til ca. 25 kr, og det var vel at mærke for fire forskellige retter, ris og to flasker vand.

Peter i gang med frokost på et eatery.

I morgen skal vi videre igen og har en lang køredag foran os. Selvom Google Maps siger, at turen kun tager to timer, så kan vi helt sikkert ikke gøre den på under seks. I Filippinerne er det den langsommeste tricycle, der sætter farten!

Lidt faktuelle oplysninger

  • Man drikker ikke alkohol på offentlig vej. Hvis du vil have en øl, må du finde en restaurant eller drikke din øl på dit hotel.
  • Man kan ikke hæve kontanter på sit Visa-kort ved enhver ATM. Find en international bank som fx China Bank.
  • En liter diesel koster ca. 5 kr.
  • Turen gennem Aurora Nationalpark ad serpentinevej tager ca. 2,5 time hver vej.
  • Turen fra Manila til Bongabon tager omkring 5 timer – uanset hvad Google Maps siger!
  • Spisesteder lukker kl. 20:00, så sørg for at få spist aftensmad inden da.
  • Et frokostmåltid for to på et eatery koster 200-250 php.