Erin’s Place Resort og Tinipak River

Fra d. 9. januar til i dag har vi boet på Erin’s Place Resort nogle km oppe ad en sidevej til hovedvejen, der går nord om den store sø, Laguna de Bay, der ligger øst for Manila.

Området lader til at være under stor udvikling, for der bliver bygget store, mondæne boligområder, der er indhegnede og med vagter ved bomanlæg. Det lader også til at være et område, som den velstillede middelklasse fra Manila søger ud til i deres fritid, bl.a. på mountain bikes eller halvstore motorcykler iført alt det rigtige udstyr. Der bruger de så en del tid på at fotografere sig selv og deres grej, indtil de kører videre i de ca. 30 grader.

Vores hotel er startet som en slags privat fritidssted for en familie, og først i maj 2018 blev det åbnet som hotel/resort for betalende gæster. Vejen derop fra hovedvejen er stadig mest jordvej, men der bliver hele tiden støbt mere betonvej. Vi ankom om eftermiddagen og havde nok sat næserne op efter et varmt bad efter mange timer i en varm bil, men der var kun koldt vand i hanerne; efter tre dage uden barbering ligner Peter en ung udgave af George Michael. Wifi var der heller ikke noget af, hvilket lod til at være en helt generel mangel i området. Til gengæld havde vi direkte udsigt til mere end 100 kamphaner, der tilhørte ejeren af stedet, og de galede om kap fra omkring kl. 5 om morgenen til solnedgang.

Første eftermiddag gik vi en tur ned ad vejen, og da der bor mennesker langs næsten enhver meter vej i Filippinerne, varede det ikke længe, før vi havde en hale af børn efter os.

Vi var åbenbart vældig spændende, og de ville så gerne snakke. Vi fandt ud af, at skolesystemet fungerer sådan, at nogle børn går i skole om formiddagen og andre om eftermiddagen. Det er formentlig først, når de kommer i highschool, at de går i skole hele dagen. Og børnenes alder siger ikke noget om, hvilken klasse de går i; vi talte med en pige på 9, der gik i 4. klasse, mens hendes veninde på 11 gik i 2. klasse. Om det hænger sammen med forældrenes økonomi, eller at de ikke automatisk bliver rykket op i næste klasse, ved vi ikke, men måske er det en kombination.

Torsdag var vi på vej op til Tinipak River, men det begyndte at regne temmeligt meget, så vi besluttede at gemme det til fredag, og kørte i stedet rundt for at finde et sted, der havde wifi, så vi kunne få styr på noget knas med nogle flybilletter.

Vi endte ved et klubhus ved en golfbane i et af de aflukkede velhaverområder. Selvom der var security-vagter posteret tre steder, og der var skiltet med, at man ikke kom ind, hvis ikke man havde de rigtige papirer og klistermærker i sin bil, så blev vi mødt med honnør og åbne bomme, hver gang vagterne så, at vi var hvide. Det er altså temmelig underligt at blive behandlet på den måde bare på grund af hudfarve.

Fredag var vejret heldigvis blevet meget bedre, så vi kunne komme af sted til Tinipak, der var den egentlige grund til, at vi havde planlagt at bo i området. Det var en køretur på ca. 40 km fra Erin’s Place, og de sidste 10 foregik ad meget bumlet jordvej, der tog omkring 40 minutter at tilbagelægge. Vi siger det igen: Tro aldrig på Google Maps’ tidsangivelser i Filippinerne.

Vejen mod Tinipak standser ved en flod, hvor man for 5 peso pr. person bliver staget over. På den anden side holder der tricycles, der for 60 peso kørte os op til en by med ca. 3.000 indbyggere, hvor vi blev registreret, betalte entre til nationalparken og blev udstyret med en guide, der skulle følge os. Det var en super fin tur på i alt 6,5 km langs floden, der løber igennem et bjergområde af kalksten, så flodvandet har den smukkeste isblå og grønne farve.

Det blev også til en dukkert, men til Peters store fortrydelse ingen hovedspring fra klipperne.

På vej tilbage til hotellet hentede vi det vasketøj, som vi dagen i forvejen havde afleveret til en af de lokale piger. Hun var i gang med at vaske tøj i en lavvandet flod torsdag morgen, da Peter stoppede bilen og spurgte, om hun ville vaske vores. Den var hun frisk på, men da vi spurgte, hvad hun skulle have for det, var hun helt i vildrede, indtil hendes veninde råbte 500 peso. De har formentligt syntes, det var en formue, men vi er glade, for vi har for ca. 60 kr. fået rent og fint foldet tøj til de næste 10 dage.

Inden vi forlod hotellet i morges for at køre videre nord og øst omkring Laguna de Bay, nåede vi lige at punktere på hotellets parkeringsplads. Som det vist altid er i Filippinerne stod der straks tre af de mandlige ansatte og en halvstor dreng, der alle i forening og lidt forvirring gav sig i kast med at skifte hjul på bilen. De kom dog lidt til kort, da det punkterede hjul ikke lod sig vriste fri, men et veltilrettelagt spark fra Peter løste problemet. En gang imellem er det en fordel at være en høj dansker med rigtige sko på.

Lidt faktuelle oplysninger:

• Erin’s Place Resort er trods manglende wifi, aircon og varmt vand, men til gengæld en overflod af plasticknirkende madrasser og en hengemt lugt af fugt i vores “unit”, som de ansatte insisterede på at kalde vores vores hytte, et udmærket sted at bo i området med venligt og imødekommende personale, to pools og god mad.
• Det tager 2-3 timer at køre fra Erin’s Place Resort til der, hvor man sætter bilen ved Tinipak.
• Tinipak har udover turen til floden også mulighed for heldagsture, hvor man trekker op ad et af de tre bjerge, der ligger i nærheden.
• Man kan overnatte ved Tinipak River på et etableret camp site.
• Det koster 500 php at tage en guidet tur og 1.250 php at overnatte ved floden. Der skal betales 100 php pr. person i afgift for at komme ind i parken og efterfølgende 20 php pr. person ved den lille landsby, hvor man kan bade.
• Hanekampe finder kun sted om søndagen og kun i arenaer, der har licens.
• Det koster 80 php (10 kr) at få vulkaniseret og monteret et hjul.