Fra Kotor til Zabljak

Onsdag var skiftedag, hvor vi skulle flytte ‘kvarter’ fra Kotor ude ved kysten til Zabljak inde i landet. Vi gjorde os umage med at køre ad små kringlede veje i stedet for store kringlede veje. (Montenegro er så fyldt med bjerge, dale og kløfter, at stort set ingen veje går ligeud mere end få hundrede meter ad gangen.)

Indimellem er det nødvendigt at standse for at vente på, at en flok af geder, får eller køer trækker ind til siden. Her fik vi mulighed for at klappe et enkelt får.

Vi tog en lille omvej for at se Ostrog Kloster. Det lader til, at den ortodokse kirke i Montenegro har haft en forkærlighed for at placere klostre og kirker på afsides og svært tilgængelige steder, men Ostrog Kloster er bygget i 1700-tallet direkte ind i klippen, og så bliver det vist ikke mere afsides. I dag kan man selvfølgelig køre hele vejen derop, men klosteret er stadig et imponerende syn.

Ostrog Kloster som nogen (på guddommelig vis?) for næsten 300 år siden har bygget ind i en lodret bjergside.

Derefter kørte vi mod Niksic og gjorde igen en lille omvej for at se en romersk bro fra 3. århundrede. Vejen i begge ender af broen er forlængst flyttet andre steder hen, og den flod, som broen oprindeligt er gået hen over, er også blevet omdirigeret, men broen står stadig og vidner om dygtig bygge- og ingeniørkunst.

Vores lejede hus i Zabljak ligger i udkanten af byen, der ligger i 1500 meters højde; Montenegros højst beliggende by. Den er centrum for landets skisport, så her er masser af hytter, der om sommeren bliver lejet ud til turister, der cykler eller vandrer i bjerge.

Vores “alpehytte” i Zabljak. Peter sidder på terrassen i solskin og snitter kartofler til vores aftensmad.

I Montenegro har man stadig mulighed for at blive indlogeret sammen med sådan en her. Vi er meget ærgerlige over ikke at have taget vores TDK-samling med i kufferten.

Der er to kogeplader i vores hytte, og ellers står den på brændekomfur, der også laver varmt brugsvand og vand til radiatorerne. Temperaturen i området falder stadig til omkring 5 grader om natten, så det er rart at have.

Torsdag kørte vi ud for at finde et sted at fiske i floden Tara. Den skærer sig gennem bjergene og har skabt Europas største kløft (verdens næststørste), og det er vildt at stå midt på broen og kigge ned i den brusende flod.

Fordi kløften er så bred og dyb, er det svært at komme ned til floden, men det lykkedes et par steder, men vi blev desværre ikke ramt af fiske-held. Der er rigtig meget vand i floden nu (smeltevand fra bjergene), og kalken i klipperne bliver vasket ud, så vandet er “mælket” og uklart, så vi ved faktisk ikke, om der overhovedet er noget at fiske efter. Der er i hvert fald ingen forretninger i området, der sælger friske fisk, så måske er den sidste ørred spist for længst?

Fredag morgen granskede vi vores indkøbte kort over området ved Tara og fandt en mountainbike-rute, der fører ad en meget kringlet vej 30 km syd og vest for Zabljak i fugleflugt. Vi endte dagen med at køre omkring 150 km. Men hold nu op, hvor så vi meget smukt landskab!

Det her MÅ være en af verdens smukkeste skovsøer. Vi lavede to kast med fiskestængerne, men vidste godt på forhånd, at der ikke var noget at komme efter. Men det var altså smukt helt ind i sjælen.

Til sidst endte vi ved den serbiske grænse, hvor en ung familie havde satset hele deres opsparing (måske?) på at etablere et feriecenter ved floden Piva (biflod til Tara) med hytter, riverrafting og kro.

Da vi kom til stedet “Waterfall”, hvor vi spiste frokost, blev vi af ejeren straks “gennet” ned til floden, hvor der også var en bænk, hvor vi kunne nyde den smukke flod. Og hun har ret i, at det er “like a fairytale”, så vi undskylder, at vi forstyrrer billedet.

Det sidste var vi glade for, for klokken var 13:30, og vi havde ikke fået frokost endnu. Manden på stedet var heldigvis meget ærlig og sagde, at det efterhånden var meget svært at fange fisk i både Tara og Piva pga. overfiskning, så vi pakkede mentalt vores fiskestænger sammen og bestilte to stegte ørreder til frokost. Hvilket ørredbrug, de kom fra, spurgte vi ikke om.

Hjemturen gik langs den serbiske grænse (Tara danner grænse mellem Montenegro og Bosnien-Hercegovina, indtil den pludselig fortsætter ind i Bosnien-Hercegovina). Vi havde ingen planer om at besøge Bosnien-Hercegovina og havde derfor ikke vores pas med, men pludselig var der alligevel en grænsekontrol, fordi der var en bro over Tara til den vej, vi kørte på. Peter steg ud af bilen med sit kørekort og blå sygesikringsbevis og sagde, at vi altså overhovedet ikke havde været i Bosnien-Hercegovina, men boede inde i Zabljak, og så blev vi viftet forbi alle de ventende ved grænsekontrollen – og i den modkørende bane! – og kunne fortsætte mod syd. Vi er ikke helt sikre på, hvor meget lid, man skal sætte til grænsekontrollen i Montenegro.

Floden Piva er opstammet af en dæmning, der er fra 1976, så den kørte vi ned for at kigge på. Opdæmningen danner Balkans næststørste sø.

Og så kørte vi ellers hjem til vores hytte efter 8 timer i bilen.

I dag, lørdag, gjorde vi det sidste forsøg på at finde en egnet fiskeflod, enten er årstiden helt forkert, eller også er vi det forkerte sted i Montenegro, for der er ikke andre fisk, end de frosne kulmuler i det lokale supermarked. Til gengæld er her smuk natur overalt, så vores frokost spiste vi med udsigt til en smeltevandssø i 1600 meters højde til lyden af frø-kald.