Søndag morgen forlod vi Zabljak for langsomt at køre sydpå mod Podgorica. Det skorter ikke på naturskønne ruter i Montenegro, så vi valgte at snørkle af sted langs floderne Tusinja og Moraca. Vi havde ikke helt opgivet håbet om at spotte en fisk, men trods mange stop er det desværre stadig vores overbevisning, at der ikke findes flere fisk i floderne i Montenegro.

Til gengæld er der skovbrug, og det så meget, at vi kom til at vente i 20 minutter, mens far & søn fik hevet en træstamme op ad skrænten med spillet på en gammel militærbil, der allerede var gammel og slidt i Titos tid.

Sådan får man en kæmpestor træstamme slæbt 50 meter op ad en skrænt, mens trafikken pænt venter.
Kineserne er også til stede i Montenegro, hvor de hjælper med at lave infrastruktur, som de gør så mange steder i verden. Vi kom til at tænke på vores gode ven, Lars, da vi så dem støbe den kæmpe betonbro.
Lige så imponerende beton er, når den bruges til fx broer, lige så grim kan den være, når den bruges til menneskesiloer.

I formiddags nåede vi forbi det store marked for at købe hvidløg og tomat med hjem; så må vi se, om hvidløgene og tomatfrøene vil blive til noget i drivhuset. Peter fik sig også den obligatoriske ferieklipning.

Peter i frisørstolen.

Det har regnet hele formiddagen, men vi gjorde alligevel vejen forbi Niagara Falls, der ligger ca. 10 km udenfor byen. Det er et underligt og uforklarligt vandfald, der er menneskeskabt vha. meget store mængder beton. Hvad den oprindelige idé har været, har vi ingen anelse om.

Vandfald i regnvejr.
Inden vi afleverede den lejede bil, kørte vi i den lokale vaskehal, hvor man ved møntindkast på 1€ vinder retten til at højtryksrense sin bil med sæbevand i nogle minutter.