Nu har vi resideret i Baita del nonno i en halv uge og har efterhånden fundet ud af, hvordan tingene fungerer i området. Fx er det vigtigt at have styr på siestaen, der varer fra 12:30-15:30, hvor alt – stort set uden undtagelse – lukker ned. Selv en åben frokostrestaurant kan det være svært at finde.
Og så er det vigtigt at have styr på, hvornår klokken bliver 17:00, for da kommer skyerne ind over bjergene og giver alt fra nogle smådryp til en ordentlig skylle. Peter har fået sig selv og vores nyindkøbte grill arrangeret under tagudhæng og parasol, så aftensmaden alligevel kan laves udenfor.
Og så er vores alpehytte et godt udgangspunkt for ture rundt i det nordlige Italien. Tirsdag kørte vi til Verona og gjorde på vejen holdt ved en kæmpestor naturbro, Ponte di Veja. Den ligger midt i ingenting og er et imponerende syn. Der var masser af informative skilte – alle på italiensk – men vi tror nok, at nogle arkæologer har fundet rester af neanderthalere i området.
Verona var spækket med andre turister, så selvom det var let at se, at det gamle bycentrum fra 1400-tallet var arkitektonisk smukt, så var det svært at gå og nyde byen, fordi man næsten hele tiden er ved at træde op i hælene på nogle andre. Især foran Julies Hus var det helt galt, og vi undlod da også pænt at stille os i kø sammen med alle de andre for at komme ind at se verdens mest berømte balkon. I stedet gik vi hen og købte en is til Camilla.
I går, onsdag, kørte vi mod Bolzano, hvor vi i vores guidebog havde læst, at man kunne cykle en rundtur ad noget, der hedder Vinruten! Det er den slags, vi forstår. Vi satte bilen i landsbyen Eppan og valgte at køre mod syd til landsbyerne Kaltern og Tramin. Sidstnævnte er ophavsstedet til hvidvinsdruen Gewürztraminer, så godt svedige fandt vi en isbar med udendørsservering, der også var leveringsdygtig i en halv liter af den lokale hvidvin på lokal drue, og sammen med en skål små saltstænger gjorde det os klar til hjemturen, der desværre næsten udelukkende gik op ad bakke.
Videoen herunder viser lidt af det landskab, vi cyklede igennem.
Næste gang vi cykler, sørger vi for at cykle op af først og ned til sidst, så lidt har vi da lært. Turen blev afsluttet med en Tyrolerpizza mit Speck, Wurst und Zwiblen. Det smagte langt bedre, end der lyder.
I dag har været en “stille” dag, hvor vi har luftet vores fiskestænger for første gang på turen. Vi har set store fisk, men de virkede ret uimponerede over vores spindere, så nu har vi Googlet os til nogle floder i området, der ifølge en italiensk hjemmeside skulle vrimle med alle mulige forskellige slags ørreder, så dem prøver vi næste gang.
Rejseklubben 