Selvom Baita del nonno, som vi har lejet i tre uger, ser dejligt ud på de rette billeder, så har vi haft rigtig mange aftner med massiv regn og/eller tåge.

Aften-ærtesuppe-tåge ved vores hytte. Den kommer rullende i løbet af ingen tid om eftermiddagen.

Uanset regn eller sol har vi også haft en næsten konstant galpende hund som nabo, så vores nattesøvn har været lidt hullet. Derfor valgte vi i mandags at laste Forden med rent tøj til tre dage og forlægge vores sommerferie til en lejlighed i udkanten af Bologna lejet via AirBnB.

På vej sydover gjorde vi holdt i byerne Maróstica og Vicenza. Førstnævnte har en skakturnering hvert andet år, som spilles af rigtige mennesker og heste som brikker på et stort skakbræt på byens centrale torv. Der er ca. 600 medvirkende, der alle er klædt ud i middelalderdragter.

Peter sammen med de fire tårne til skalspillet i Marostica.

Vi gik ind og så den gamle borg, der ligger ved torvet, hvor nogle af kostumerne til skakturneringen er udstillet, og det var en super god oplevelse både at se borgen, udsigten over byen og historien om skakturneringen.

Marosticas skakbræt, der bliver brugt næste gang i september 2020.

Vicenza har en rigtig flot bymidte fra middelalderen, og hvor vi havde svært ved at nyde de gamle bygninger i Verona, fordi der var så mange turister, så var der en helt anden afslappet stemning i Vicenza.

Camilla foran muren rundt om et hus i Vicenza. Huset er tegnet af en berømt arkitekt, der hedder Palladio, og som har tegnet omtrent halvdelen af de gamle huse i Vicenza. Det interessante ved muren er, at den er udsmykket med en masse forskellige statuer af dværge.

Og her kommer der en spoiler alert: VI KAN RIGTIG GODT LIDE BOLOGNA!

Lejligheden var fin, men især fordi vi havde cyklerne med bag i Forden, så vi hurtigt kunne cykle ind til centrum og derfra bevæge os rundt på gåben. Bologna er Europas ældste universitetsby, og det afslører sig især på den måde, at den meget tidligt har haft en voldsom befolkningstilvækst af studerende (tidlig middelalder), hvor man har løst behovet for boligkvadratmetre ved at lave arkader med buegange over fortovene, og derved på 1. sal og op kunne bygge helt ud til vejen. Bologna er således i dag den by i verden, der har det længste antal km arkader – og det er vældigt charmerende.

Nogle af buegangene i Bologna er fantastisk flot dekoreret.

Udover de mange arkader har der også meget tidligt i byens historie været mange rige familier, der gerne har villet prale med deres rigdom, og hvad kan så være bedre end at bygge et tårn? Hvis man er RIGTIG rig, bygger man et RIGTIG højt tårn, og hvis man er byens to rigeste familier, bygger man sine tårne lige ved siden af hinanden. Uheldigt for den ene familie – den, der oprindeligt byggede højest – så havde de ikke en bygningskonstruktør inde over, så det halve tårn styrtede sammen i løbet af det første par år, og efterfølgende begyndte resten blot at hælde mere og mere. I dag hælder begge tårne og oven i købet i hver sin retning, men de er imponerende som de magtkolosser de er.

Bolognas to skæve tårne.

Centrum af Bologna er skøn for enhver med lyst til forretninger, der sælger intet mindre end ALT! Udover de sædvanlige dyre mærkevareforretninger som YSL, Hermes, Gucci og deslige, så er der de skønneste specialforretninger. Hvad med en forretning, der næsten udelukkende sælger seler? Peter faldt i svime udenfor en forretning, der kun solgte “frimærkegrej” (om der overhovedet var frimærker eller kun pincetter og albums til mærkerne vides ikke, for det var heldigvis siesta). Vi fandt også en super fin hatteforretning, hvor Peter endelig fik købt den filthat til vinterbrug i Danmark, som han har ønsket sig så længe. Der var service på højt niveau i forretningen, hvilket jo desværre er ved at være en sjældenhed i Danmark.

Peter med sin nye, flotte filthat. Den passer bedre til vintertemperaturerne i Danmark end sommer i Bologna.

Onsdag gik vi ad en af verdens længste arkader op mod kirken Madonna di San Luca. Arkaden er ca. 4 km lang og har 658 buer. Det var varmt, meget varmt, men vi prøvede at holde os i skyggen, så godt det lod sig gøre, og så kunne vi heldigvis købe koldt vand, da vi nåede frem.

Udsigten fra tårnet i Madonna di San Luca, hvor man kan se det meste af det gamle Bologna i baggrunden. Det er gratis at komme ind i kirken, men hvis man vil op i tårnet koster det 5€ pr person.

Tilbageturen forsødede vi først med en ispause og kort efter med frokost på Trattoria Casa Mia, der holder til mellem buegang 34 og 35. Vi bestilte en pastaret og en salat fra dagens menu, og det smagte helt fantastisk og kostede kun 26€ for os begge. Til overflod fik vi til slut en gratis dessert og tilbud om kaffe.

Her kan vi varmt anbefale at spise frokost, og man skal endelig lade sig friste af dagens menu. Super god mad og meget venligt personale. Det ligger mellem buegang 34 og 35 i arkaden op mod Madonna di San Luca.

Om eftermiddagen cyklede og slentrede vi rundt i byen på må og få – Bologna egner sig rigtig godt til at holde i hånd med sin søde kæreste – og undervejs var vi inde at se universitets gamle dissektionssal inkl. forelæsningsbænke til anatomistudier fra midt i 1600-tallet. Hele rummet er bygget i træ og vældig imponerende, og i eftermiddagsheden var der så varmt, at Peter rejste sig og gik ud igen efter 20 sekunder.

Den gamle forelæsningssal helt i træ. På marmorbordet har den døde ligget, og talerstolen er flankeret af to træstatuer af menneskekroppe uden hud.

Aftensmaden spiste vi på et trattoria, der ude fra vejen ikke så ud som mere end et simpelt pizzaria, men vi blev bænket indenfor i en gårdhave med dejlig aircondition og imponerende menu- og vinkort. Da vi efter tre skønne retter gik derfra igen, erklærede Peter, at han var helt kvæstet af al den mad. Camilla syntes, mængden af mad var aldeles passende.

Lidt faktuelle oplysninger

  • Et osteria var oprindeligt et spisested med en meget simpel menu, hvor man fik serveret stedets egen vin.
  • Et trattoria var et spisested af lidt højere kvalitet med et mere udbygget menukort og flere vine.
  • Et enotec var udelukkende en vinbar, hvor man højest kunne få en lille snack at spise.
  • En restaurant var det fineste spisested, hvor man blev taget imod af en vært eller værtinde, og hvor der var en udstrakt service og formentlig en vinkyper.
  • I dag bruges de fire begreber lidt som synonymer, omend ‘osteria’ lader til at blive brugt af restauranter, der gerne vil slå sig op på, at de bruger lokale råvarer og har lokale retter på menukortet.