Vi har været tilbage i “alpehytten” en lille uges tid, og vejret er heldigvis blevet bedre, mens vi var i Bologna. Vi havde også fået nye naboer, mens vi var væk; tre kvier og et æsel havde indtaget marken op mod vores hytte, så dem har vi hygget os med at fodre med rester af vores morgen- og aftensmad. Der er altså noget særligt fint ved køer, der kommer gungrende hen imod en for at blive fodret med rå bagekartofler.

Kæle-klappe-køer er nu utroligt hyggelige naboer. Men antallet af fluer indenfor i hytten eksploderede i takt med, at køerne fik gødet marken.
Peter fodrer æslet – som vi døbte Æselbeth – med grissini.

En af dagene kørte vi igen til Bolzano – en skøn by, som vi virkelig kan anbefale. Sidst vi var der, gik vi forbi en knivbutik, men siestaen var selvfølgelig lige begyndt, og vi ville ikke vente i tre timer, så for at give Peter ro i sjælen, var vi nødt til at komme tilbage. Den venlige mand i butikken havde mange dejlige kniv, og Peter fik lov til at pille ved dem alle sammen, men endte med alligevel ikke at købe noget, fordi knivene ikke var lavet af lokale knivmagere.

På vej hjem fra Bolzano kørte vi forbi Geoparc Bletterbach, der er en kløft, som er skabt af en flod, der har eroderet bjerget væk. Man går i flodlejet, hvor der er mulighed for at finde fossiler.

Bletterbach var et imponerende og smukt sted at gå. Og så er det umuligt ikke at bøje sig mindst tusind gange for at kigge efter forsteninger.
Pga. nedstyrtningsfare er der krav om, at man skal have hjelm på, når man går i kløften. Heldigvis kommer man jo til at se vældigt kæk ud med sådan en halv æggeskal på hovedet.

Vi var heldige at finde en forstening hver, så de kommer med hjem til hytten i Sverige, hvor vi har andre “gode” sten fra andre ferier.

Vores fossil-fangst; det var vi klart bedre til end til at fange fisk.

Det var et dejligt sted på alle måder, og heldigvis havde vi købt to panini i Bolzano, som vi sad i kløften og delte til frokost.

Det vrimler med vilde orkideer i Sydtyrol, og på vejen med til Bletterbach fandt Camilla denne helt hvide gøgeurt.

En af hovedattraktionerne i Sydtyrol er Dolomitterne, så dem ville vi naturligvis også gerne se. På vejen derop kørte vi forbi Karersee – eller familiesøen, som Peter kalder den. Den havde den mest fantastiske blågrønne farve og var lige så klar som en slebet ædelsten.

Ejerskabet er der vist ingen tvivl om!
KARERsee er unægteligt et meget smukt syn.

Det viste sig, at vi ikke var de eneste, der gerne ville se Dolomitterne den dag, så da vi var blevet trætte af at køre i kø, fandt vi en rasteplads, satte bilen og kravlede lidt ned ad bjergsiden med vores medbragte frokost. Udsigten var upåklagelig, så vi blev enige om, at selvom vi ikke havde set Dolomitternes mest berømte bjerge, så havde vi fanget ideen. Vi ville hellere vende næserne hjemad mod hytten i stedet for at køre mere i kø.

Frokostudsigt i Dolomitterne.

Nogle få km fra vores hytte ligger en ret stor sø, hvor der er masser af fisk og af en rigtig pæn størrelse. I Italien skal man ikke have fisketegn for at fiske i søerne, så vi brugte en halv dag på at prøve at lokke en italiensk fisk til at bide på krogen. Desværre uden held. De var fuldstændig uimponerede over alt, hvad vi smed ud til dem.

På trods af at vi ingenting fangede, var fiskesøen et fint sted at sidde et par timer.

I vores guidebog havde vi læst, at man fra en by nede ved Gardasøen kunne tage en svævebane op til et udsigtspunkt omkring 1700 meter højere oppe sammen med sin cykel, så man kunne trille nedad de små bjergveje og tilbage til udgangspunktet. Hvad vores guidebog havde glemt at fortælle var, at skulle man have sin cykel med, skulle det være senest kl. 9:15. Ellers måtte man pænt vente til kl. 15:15. Vi stod ved billetkontoret kl. 10:30, så der blev ikke nogen tur med svævebane til os. Til gengæld fik vi set lidt af Gardasøen og det turisthelvede, der åbenbart er i hele området, så der kommer vi nok ikke igen.

I stedet parkerede vi bilen lidt syd for Gardasøen, sprang på cyklerne og kørte langs en afvandingskanal fra Gardasøen mod syd, indtil vi fandt et lille osteria, der serverede hjemmelavet tortellini med ost og orangesovs. Det smagte himmelsk!

I det hele taget har vi fået mange skønne pasta-oplevelser hernede og har bl.a. opdaget, at der er noget, der hedder et pastaria. Her kan man købe alle mulige slags lækker frisk pasta, som søde og dygtige damer har stået og rullet, trillet og foldet. Vi anbefaler spinattortellini med ricottaost og mortadella.

Her købte vi feriens absolut bedste hjemmelavede pasta.

Da cykelturen fra højderne over Gardasøen var gået i vasken, besluttede vi dagen efter i stedet at køre op vest for Bolzano til byen Meran. Her tog vi og vores cykler toget endnu længere mod vest til byen Mals. Der er cykelsti hele vejen mellem de to byer ved siden af floden Etsch. Mals ligger 700 meter højere end Meran, så det går nedad alle 64 km. Det var varmt – omkring 35 grader – med temmelig meget modvind nogle steder, men udsigten og omgivelserne var skønne og med en gedigen wienerschnitzel-frokost undervejs og fyldte vandflasker var det en super god tur.

Et eksempel på noget af det landskab vi cyklede igennem fra Mals til Meran.