Søndag d. 29. september holdt vi flyttedag fra nord- til sydkysten. Vi havde booket ophold i byen Agrigento på et hyggeligt B&B i den gamle bydel, og på vej ned til byen kørte vi forbi den gamle, græske by, Selinunte, der vrimler med ruiner, hvoraf de ældste er 2500 år gamle. Det er imponerende, hvor store bygninger af kæmpemæssige sten man har kunnet bygge så tidligt.

Peter foran det mest velbevarede tempel i Selinunte, der er indviet til Hera. (Peter er heldigvis indviet til Camilla.)

 

Noget af det mest imponerende ved Selinunte var, at det stadig var tydeligt at se de veje, der blev anlagt for mere end 2200 år siden. Så længe kommer nutidens sicilianske veje vist ikke til at holde.

Vi kom som nogle af de første besøgende, og med undtagelse af myriader af firben så havde vi området næsten for os selv.

Et meget sjældent firben, der var villigt til at stå stille, mens det blev fotograferet, i stedet for at suse af sted hurtigere end vinden.

Efter 5 km på gåben i den sicilianske varme var det godt at komme tilbage til bilens aircondition og hurtigt køre ned til en strand, hvor vi kunne blive kølet af i bølgerne.

Vores frokost nød vi i Sciacca, der er en aktiv fiskerby uden alt for mange turister. Vi fandt en skøn fiskerestaurant med udsøgt betjening og formentlig den bedste mad, vi har fået på hele turen. Efter tre retter kunne vi trille, og vi var så mætte, at vores aftensmad mange timer senere blev reduceret til en tallerken med kolde specialiteter fra Sicilien til deling.

Peter på vores frokostrestaurant, der serverede både meget velsmagende og meget smuk mad.
Camilla på restauranten, hvor vi spiste mager aftensmad efter vores frokostorgie. Der var utroligt hyggeligt, og alle restaurantens borde var båret udenfor, fordi vejret stadig er dejligt på Sicilien.

Mandag d. 30. september kørte vi ca. tre km syd for Agrigento til Tempeldalen, hvor der ligger flere gamle, græske ruiner på et meget stort område. I modsætning til Segesta og Selinunte var der ganske mange andre turister på trods af, at vi kom kl. 9, da stedet åbnede, og vi er her sent på sæsonen. I højsæsonen må der være sort af mennesker. Det mest interessante ved dette sted i forhold til de to andre er, at der er bygget kopier af de maskiner, som grækerne gjorde brug af, da de byggede de store templer mm. Naturligt nok vakte det især Peters begejstring som bygningskonstruktør.

 

 

 

Peter-Pilfinger i gang med at lure de gamle grækeres tricks af.
Efter at have gået i solen og varmen i Agrigento i en god time fandt Peter et stykke med skygge, og så fandt Camilla kameraet og selfie-knappen.

Efter at have gået rundt blandt en helt masse mennesker og ruiner kørte vi mod vest langs kysten for at se et naturfænomen, der går under navnet Scale dei Turchi – Den Tyrkiske Trappe. Der var om muligt endnu flere turister end i Tempeldalen, så det virkelige naturfænomen lod til at være, hvor mange selfier det er muligt at tage, mens man poserer, laver trutmund og står på en stor hvid klippe. Peter mener, at hvis man har arbejdet hos Faxe Kalk, er klippen ikke særligt imponerende.

På de tyrkiske trapper mødte vi et par, som boede på det samme B&B som os, og så var det nærliggende at bytte kamera. Kalkklippen, der ligger helt ud til havet, er eroderet af vinden og minder om noget, Gaudi kunne have tegnet.

Om aftenen havde vi bestilt bord på en Bib-restaurant i Agrigento, der hedder Osteria Ex Panificio. Nu er ingen af os madanmeldere for Michelin-guiden – selvom vi godt nok at spist med arme og ben den sidste uge – men vi var faktisk ikke særligt imponerede over stedet. Bevares; maden var velsmagende, og priserne absolut rimelige, men det var overhovedet ikke bedre, end så meget andet vi har nydt på Sicilien. Måske siger det mere om, hvor god maden generelt er på Sicilien, end vores smagsløg, for man bliver sør’me forkælet madmæssigt på en ø, hvor alt åbenbart kan gro og trives. Det er bare om at komme af sted!