Colombo

Mandag d. 30. december landede vi i Sri Lankas internationale lufthavn i Negombo, der ligger ca. 25 km nord for hovedstaden, Colombo. Oven på Bangkoks og Thailands velordnede forhold var det en noget kaotisk oplevelse at træde ud i Sri Lankas virvar.

Ved hjælp af app’en maps.me, som vi slet ikke kan undvære, hjalp vi vores taxachauffør med at finde vej til vores hotel, Grand Oriental Hotel, der er landets ældste. Det ligger i den gamle del af Colombo indenfor det gamle forts område, der blev bygget af hollænderne, men siden er blevet revet ned for at give plads til, at byen kunne vokse. Fra hotellets restaurant ser man lige ud på byens store containerhavn, og der er liv døgnet rundt. Hotellet er mildt sagt temmelig slidt, og der lugter hengemt og fugtigt, men det har et ‘swung’ af historiens vingeslag, og vi blev gratis opgraderet fra et standard dobbeltværelse til et deluxeværelse med masser af m2, så vi var godt tilfredse.

Da vi var blevet installeret på vores værelse, begav vi os ud i byen, og så begyndte kampen for at få lov til at GÅ rundt i byen. Alle tuk-tuk-chauffører stoppede os og ville køre os rundt i en time til alle byens seværdigheder for priser mellem 1-5 USdollar. I starten forsøgte vi at være venlige og takke pænt nej til de fine tilbud, men ret hurtigt begyndte vi – meget uhøfligt – at ignorere dem, for ellers var de næsten umulige at ryste af.

Det var sparsomt med rigtige restauranter i nærheden af vores hotel, og vi havde ikke rigtigt mod på et gadekøkken på vores første dag i landet, men til sidst lykkedes det os at finde en restaurant med aircondition og lokal mad, hvor vi spiste frokost for omkring 30 kr. inkl. drikkevarer. Pengene rækker langt i Sri Lanka!

Inden aftensmaden gik vi hen på The Kingsbury Hotel, der ligger i første parket til vandet, hvor man ifølge vores guidebog skal tage en drink på tagterrassen og nyde udsigten, mens solen går ned. Vi kom vist lige i sidste øjeblik, for al jorden foran hotellet er blevet opkøbt af kinesere, der har inddæmmet og opfyldt et kæmpe område, hvor der skal bygges store hoteller og en golfbane. Til gengæld var det nogle afsindigt dyre drinks.

Bagefter gik vi mod syd langs vandet, hvor der ligger et grønt område, Galle Face Green, hvor byens indbyggere tager ned ved solnedgang for at spise, bade, sætte drager op, se flaget blive taget ned, spille cricket eller fodbold og alt muligt andet hyggeligt. Der er selvfølgelig en masse madboder, og vi købte også to ‘rejekager’, der smagte alt for meget af tørret fisk, så de røg i skraldespanden.

Aftensmaden spiste vi på en indisk restaurant, Chutneys, der ligger i stueplan af Cinnamon Grand Hotel. Deres butterchicken var rigtig god.

Nytårsaftensdag begav vi os igen ud på gåben, og Peter fik kigget lidt på nogle knive i et par antikvitetsforretninger, dog uden at købe noget.

Varmen i Colombo er ret massiv, så vi fandt hurtigt ind i byens mest fancy indkøbscenter, Galle Face One, hvor der er aircondition over det hele og overraskende mange meget dyre forretninger som fx Rolex, Furla og Mont Blanc. Vi havde booket bord til nytårsgalla på vores hotel om aftenen, og vi var blevet gjort bekendt med, at shorts ikke var godkendt påklædning, så Peter gik på udkig efter et par lange bukser og endte med at købe to par hørbukser, et par hvide og et par beige. Bagefter fandt vi i nærheden af vores hotel en mand med en gammel Singer-symaskine, der godt ville lægge bukserne op for 400 rupee (ca. 15 kroner).

Nytårsaften på hotellet var præcis så anderledes, som vi havde håbet på. Gallamiddagen startede først kl. 20.30, og hele restauranten var fint pyntet med duge og servietter i alle mulige farver. På alle borde var der nytårsknallerter og paphatte, så ingen undskyldning for ikke at være i festhumør. På trods af Peters pæne nye bukser var vi klart de mest dagligdags at se på. Nu ved vi, at gallapåklædning i Sri Lanka for kvinders vedkommende betyder kropsnære kjoler i klare farver med pailletter og blankt stof over det hele, mens mænd kan nøjes med skjorter og jakker i klare farver med lidt guld- eller sølvsyninger her og der.

En del af festlighederne bestod i et lotteri, hvor der blev udtrukket tre vindere af noget, der lignede poser med whisky-flasker i. Hvor vi i Danmark ville have startet med at trække vinderen af 3. præmien, så starter man i Sri Lanka med 1. præmien. Det har den lidt morsomme sideeffekt, at der ikke rigtigt var nogen, der opdagede, at lodtrækning var gået i gang, med undtagelse af damen der vandt 1. præmien, så ingen klappede. Da 2. præmien blev trukket, var lidt flere blevet opmærksomme på, hvad der foregik, så der var spredt bifald, mens vinderen af 3. præmien fik aftenens største bifald. Desuden var der en dansekonkurrence, som parret ved siden af os vandt, men de havde også helt sikkert øvet sig hjemmefra, og så var der en præmie til det flottest klædte par. Pga. den totale mangel på pailletter var vi diskvalificeret på forhånd.

Vi havde betalt ca. 400 kroner pr. person for at deltage i arrangementet, så der var naturligvis også live-band. Det spillede stort set kun popmusik fra 80erne, så vi følte os katapulteret tilbage til vores ungdom – med den væsentlige forskel, at den kvindelige forsanger var ude af stand til at synge rent. Da klokken var tæt på midnat, samledes vi alle på dansegulvet foran bandet, hvor sangerinden gerne ville tælle ned til nytåret, men forsangeren ville hellere spille videre, så det gik helt i fisk. Da serveringspersonalet begyndte at ønske hinanden godt nytår, tog vi det som et tegn på, at klokken var 12.

1. januar ville vi have besøgt Colombos vigtigste buddhistiske tempel, men 1. januar er åbenbart en vigtig dag for buddhister, for der var en alenlang kø. Derfor nøjedes vi med et nærliggende ikke særligt vigtigt tempel, hvor der ikke var kø.

Bagefter gik vi videre til Nationalmuseet, som faktisk imponerede os ret meget. Det var velstruktureret, udmærket skiltet på srilankansk, tamil og engelsk og så var der masser af spændende ting udstillet, der viste en masse om de forskellige kulturer, der har været fremherskende på øen. Mens vi i Danmark gik rundt og var analfabeter og trak ravperler på en lædersnor, skrev man på Sri Lanka bøger på palmeblade og lavede avancerede smykker af guldfiligran.

Museet har også en stor og sjov samling af træmasker, som klart er de bedste, vi nogensinde har set. Bortset fra, at det var meget varmt at gå rundt i de mange rum, så kan vi kun anbefale, at man bruger et par timer på et besøg, hvis man kommer til Colombo. I ‘museumshoppen’ fik Peter købt en rigtig god – og tyk! – bog om srilankanske knive, så nu har vi en meget bedre idé om, hvad vi skal kigge efter.

Lidt faktuelle oplysninger:

• Sri Lanka er 4,5 time foran Danmark.
• Møntfoden hedder rupee, og man skal ca. dele priserne med 30 for at få beløbet i danske kroner.
• Man kan køre langt med tuk-tuk for 300 rupee, og man sidder overraskende godt i dem, selvom de ser meget små og kompakte ud.
• En flaske vand koster ca. 1 krone.
• Der er gratis entré på det økonomisk-historiske museum (ligger i Chatham Street), og man bør gå derind for at nyde den smukke bygning.
• Det koster 1000 rupee (ca. 30 kroner) per person at komme ind på Nationalmuseet. For 1200 rupee køber man en billet, der også giver adgang til det naturhistoriske museum, der ligger lige ved siden af.
• En cocktail koster omkring 800 rupee, mens Kingsbury Hotel uden blusel tager 1.400 rupee. På Chutneys kan to personer spise sig rigeligt mæt for 8000 rupee inkl. en flaske rødvin.
• Alle priser på restauranter, caféer osv. lægger et servicegebyr på 10% oven i deres priser.
• Vi har købt et lokalt sim-kort til Camillas mobiltelefon med omkring 56 GB data, der virker i 30 dage, for 999 rupee (ca. 40 kroner). Internetforbindelsen deler vi til Peters telefon via Bluetooth. Det fungerer super fint.