Mandag d. 6. januar forlod vi Dambulla og kørte sydpå til byen Kandy; en kvik tur på 70 km og ca. 3,5 time i Sri Lankas afsindige trafik. Omkring halvvejs stoppede vi for at se en af de mange krydderihaver, der ligger i området ved byen Matale. Vi startede med at få en kop urtete indvortes og noget hjemmelavet myggebalsam udvortes, og så blev vi vist rundt i haven og fik forklaret en masse om mange af de forskellige krydderier – især ingredienserne i karry. Det var interessant og lærerigt, selvom det også kammede lidt over, når vi fx fik forklaret, at man kan kurere depression ved at drikke en teskefuld kakao rørt ud i en kop mælk hver aften i syv måneder, eller at det er muligt at kurere Alzheimer med muskatnød.

En kardemommeblomst.
Os sammen med vores guide rundt i haven på Euphoria Spice & Herbal. Han var så tynd, at han så ud som en, der knækker i blæsevejr.

Vi havde booket et standardværelse på Thilanka Hotel i Kandy, og så til vores gru, da vi parkerede, at det meste af fronten af hotellet var én stor byggeplads. Peter marcherede direkte hen til skranken i receptionen og sagde, at vi ikke ville acceptere et værelse med støj, og ‘svup’ stod der en lille, myndig herre med en nøgle til værelse 808 – A very quiet room, Sir! Så vi har tilbragt tre dage på et kæmpestort værelse uden byggelarm.

Kandy er Sri Lankas tredje hovedstad og fungerede som sådan i ca. 500 år indtil 1815. Da valgte landets sidste konge at overgive magten til briterne. Byen er anlagt omkring en stor kunstigt skabt sø med bjerge på tre af ‘siderne’, så det er let at komme til at tænke på en by i Alperne, når man ser udsigten med huse op ad bjergsiderne. Der er anlagt en vej rundt langs hele søen, men omkring 500 meter af den er lukket af for alt andet end gående trafik, så al trafik på tværs af byen skal den samme lange vej syd om søen.

Der er masser af fodgængerfelter i Sri Lanka, og i Kandy har de dem på den avancerede måde, men ingen bilister respekterer dem, og alle fodgængere færdes på vejene med livet som indsats.

Tirsdag d. 7. januar kørte vi ned til nogle antikvitetsforretninger, som vi havde fundet adresser på hjemmefra. Især den ene forretning havde mange spændende knive, som vi tog billeder af, så Peter kunne overveje, hvilke der eventuelt skulle hjem at hænge på stuevæggen.

Facaden på Sriya & Daya Antiques; et slaraffenland af gamle spændende og originale antikviteter.

Bagefter kørte vi ud af Kandy og op ad bjergsiden for at besøge et temuseum. Det var en smaddergod idé. Museet var indrettet i Sri Lankas ældste tefabrik og husede de første maskiner fra 1880.

Peter sammen med guiden på temuseet ved den store motor, med remhjul, der oprindeligt trak alle fabrikkens øvrige maskiner.

Guiden var super god til engelsk og forklarede os grundigt hele processen fra tebusk til færdig te i både sort, grøn og hvid udgave. Fx lærte vi, at der kun blev brugt brænde fra gummitræer til kedlen, der tørrede de knuste teblade, fordi det ikke afgiver smag til teen, at de maskiner man i dag bruger til at knuse bladene er konstrueret fuldstændig ligesom de gamle fra 1800-tallet, kun kraftkilden er anderledes, og at kvinderne, der plukker tebladene, som minimum skal plukke 20 kg om dagen, hvilket de får 800-1000 rupee for (35 kr.) Efter rundvisningen fik vi som en del af besøget en kande sort Broken Orange Pekoe Fanning-te, eller BOPF som det for nemheds skyld kaldes. Det smagte rigtig godt. Men da vores guide havde forklaret os, at det bedste, fineste og dyreste te var henholdsvis Silver Tip og Golden Tip (hvid te) købte vi en kop af hver for at smage det, der skulle være det ypperste. Det kan godt være, at vi tager fejl, men det smagte altså ikke af andet end varmt vand, så vi holder os i fremtiden til BOPF.

Et meget informativt skilt, der forklarer de forskellige typer te, der laves i Sri Lanka.

Onsdag d. 8. januar var vi tidligt på færde for at besøge Kandys vigtigste attraktion – Den hellige Tands tempel.

Inde bag de blankpudsede sølvdøre befinder Buddhas kindtand sig.

Den rummer efter sigende Buddhas ene kindtand, der efter hans kremering blev reddet ud af asken i Indien. Et par hundrede år senere er buddhismen under pres i Indien, og tanden bliver smuglet til Sri Lanka, hvor den bliver opbevaret i de skiftende hovedstæder på øen. At have tanden bliver lig med at have statsmagten. Da portugiserne kom til Sri Lanka, havde de ikke meget til overs for den lokale religion og kultur, så de stjal tanden og tog den med til deres koloni, Goa, i Indien, hvor de brændte og pulveriserede den. Ifølge legenden samlede støvet sig og fløj gennem luften tilbage til Kandy, der igen havde Buddhas tand, eller også stjal portugiserne en forkert kindtand. I hvert fald er den rigtige buddhatand helt sikkert i templet i Kandy, og derfor er templet og byen det vigtigste, hellige sted for en bestemt retning af buddhismen, der hedder theravada. Naturligt nok betyder det, at der altid er mange besøgende i templet, men Peter havde af en ansat på vores hotel fået at vide, at hvis vi var der kl. 6.30-7.00, så ville der ikke være så mange mennesker, og det var også rigtigt. Der er ikke noget som en rask omgang buddhisme inden morgenmaden; man bliver så kvik i hovedet af massiv røg fra røgelsespinde.

Man skal klæde sig anstændigt og ikke vise skuldre og knæ, når man besøger buddhistiske templer, så Peter har købt en longy, som mændene bruger i stor stil herude. Og den klæder ham jo fint.

Efter morgenmaden kørte vi ud til Kandys botaniske have, hvor vi på temuseet dagen i forvejen havde fået at vide, at Sri Lankas allerførste tetræ (teplanten er reelt et træ, der bliver klippet ned til en busk, fordi en busk er lettere at plukke bladskud fra) fra 1840.

I botanisk have gik nogle køer og græssede, og Camilla ville så frygteligt gerne klappe en af dem. Det havde koen til gengæld en anden mening om.

Teproduktionen udgør i dag 2% af landets BNP, så man skulle tro, at landets første plante havde en vis interesse for havens ansatte og besøgende i haven, men vi løb den ret store have rundt i cirkler og spurgte rigtig mange ansatte, før en mand i grønt endelig vidste, hvad vi ledte efter. Han beklagede meget, at de lige havde været nødt til at beskære træet kraftigt og fjerne den ældste del af stammen, der var gået ud. Men det betød alt sammen ikke noget, for Peter havde fundet stamfaderen til Ceylonte, og alt hvad der er godt om morgenen.

En teblomst.
Hr. Ceylonte ved siden af modertræet til al te i Sri Lanka.

Inden vi kørte retur til hotellet, kørte vi forbi to af antikvitetsforretningerne fra dagen før, så Peter kunne købe nogle knive. Som en del af handlen fik han i den ene forretning to masker med i købet til Camilla og i den anden nogle postkort.

Peter sammen med ejerne af Sriya og Daya Antiques.

Lidt faktuelle oplysninger:

  • Det magiske ord i Sri Lanka er ‘epa’. Det betyder noget i retning af ‘nej tak, det har jeg ikke brug for’, og det får både tuk-tuk-chauffører og handlende til at kigge efter en anden mulig kunde.
  • Sørg for at have lige penge med til billetten, hvis du vil besøge Den hellige Tands tempel (1500 rupee pr. person). De automater, man skal købe entrébilletten i giver ikke penge retur.
  • Man skal ikke være nervøs for at løbe tør for kontanter på Sri Lanka. Der er lige så mange ATM’er, som der er fluer.
  • Man behøver ikke være nervøs for at skulle gå hjem, hvis man bliver træt. Der er en tuk-tuk for hver 10 meter.
  • Befolkningstætheden på Sri Lanka er den samme som i Indien, men Sri Lanka virker langt mindre kaotisk, fordi man ikke bliver overfaldet af handlende og tiggere.
  • Hvis man er dårligt gående og har det skidt med tætkørende trafik, skal man nok vælge et andet rejsemål.
  • Befolkningen i Sri Lanka består af 74% singalesere og 26% tamiler, og det virker som om, at de lever i fordragelighed trods (eller måske på grund af?) den lange borgerkrig.
  • Militæret er meget synligt i gadebilledet, og soldaterne går med automatvåben med magasinet i. Vi ved ikke, om det er en reminiscens fra borgerkrigen, eller om det er pga. terrorangrebet i påsken sidste år.