Torsdag d. 9. januar kørte vi fra Kandy til Ella, der ligger omtrent midt på øen. Det var en tur på 140 km på serpentinerveje med 25-30 km i timen, så vi havde fået nok af Sri Lankas vanvittige trafik, da vi nåede frem til vores hotel, Ella Mount Heaven. På turen gjorde vi et kort stop i byen Nuwara Eliya, der ligger i 1900 meters højde. Da briterne havde kolonimagten, brugte de byen som sommerresidens pga. den meget behagelige temperatur, så byen har – naturligvis – både en 18hullers golfbane og en galopbane.

Fredag d. 10. januar startede vi med at gå op på et udsigtspunkt, der hedder Little Adam’s Peak, hvor vi kunne se ned på vores hotel.

Hvis vi ikke stod og blokerede for udsigten, kunne man se vores hotel nede ad skrænten.

Bagefter gik vi ned til Sri Lankas formentlig mest berømte togbro, Nine Arch Bridge, og da det er Sri Lanka, kan man selvfølgelig bare gå rundt på togsporet, hvor der i øvrigt også er en masse boder, der sælger souvenirs og drikkevarer.

Peter i hvid skjorte på Nine Arch Bridge, der som navnet siger har ni buer.
Hvis man går lidt mod vest ad banelinjen efter Nine Arch Bridge kommer man til denne tunnel, der er hugget ud af klippen.

Manageren på vores hotel havde nævnt et sted, der hedder Lipton’s Seat, og da Lipton i Peters univers er lig med en god kop te, så skulle vi selvfølgelig se det. Vi tastede navnet ind på maps.me, og så begyndte ellers en helt skør køretur op igennem temarker. De sidste 10 km var vejen kun så bred som vores bil, men det betød ikke, at vi ikke mødte modkørende. I Sri Lanka er trafiklogikken sådan, at man hellere vil bruge 10 minutter på at snige sig forbi hinanden et sted, hvor der reelt ikke rigtigt er plads til, at fx en bil og en tuk-tuk kan passere hinanden, end at den ene bakker 20 meter ned til et sving, hvor der er bedre plads. Måske taber man karma-point, hvis man bruger sit bakgear? Da vi manglede ca. 5 km til toppen, blev vi indhentetaf en turist på motorcykel, så han kørte foran os, og fik sigaleret til de modkørende, så de stoppede, hvor der var plads til, at to biler kunne køre forbi hinanden. Udsigten fra toppen var klart turen værd, og vi fejrede det med to kopper Lipton-te og to samosaer. Og så kørte vi hele vejen ned igen.

Udsigten fra toppen af Lipton’s Seat.
Peter fejrer turen til toppen af Lipton’s Seat med en kop sort, stærk Lipton-te.

Lørdag d. 11. januar kørte vi fra hotellet kl. 6:30 for at se Yala Nationalpark, der ligger ved sydkysten. Vi havde forventet en tidsmæssigt lang tur, men det tog kun knapt halvanden time, fordi der ikke var ret meget trafik så tidligt, og fordi vi efter de første 25 km var væk fra bjergene, så vejen var dejligt lige.

Man må ikke selv køre ind i nationalparken, men skal booke en tur med en særlig slags firhjulstrækker med sæder på ladet. Da vi nåede byen Tissamaharama 15 km fra parken, spejdede vi efter en ‘safari-tur-udbyder’, men blev selv spottet af en mand på motorcykel. Hvordan han kunne se, at vi var turister, fandt vi aldrig ud af, men i løbet af ingen tid var vi udstyret med en safaribil med chauffører, og så var vi på vej til Yala.

Camilla om bord på vores safaribil.

Ved indgangen til parken, hvor vi købte billet hoppede en parkranger op i vores bil, og han havde rigtigt gode øjne, så de næste 2,5 time fik vi peget en masse dyr – især mange fugle – ud. Selvom vi helst vil køre selv (bestemme selv), så var turen i Yala Nationalpark alle pengene værd.

En sjov stork med lyserød rumpe, som vi så flere af.
En krokodille, der solbader.
En lille leguan eller gekko.
Dette er Sri Lankas nationalfugl – og vi pjatter ikke. De kalder den en jungle bird.

På vej tilbage til Ella kørte vi en lille omvej, så vi kørte på den landevej, der går tværs igennem Yala Nationalpark, og tre gange stod der pludselig en stor hanelefant midt på vejen. Sådan en har man lidt mere respekt for end en fasan.

En elefant på vejen lister man sig lige så stille forbi.

Søndag d. 12. januar kørte vi til Horton’s Plains, der er et stort plateau med en temperatur og natur, der mere ligner noget, der ligger i Skotland end i Sri Lanka. Der er en 10 km lang vandrerute i området, hvor man bl.a. kommer forbi vandfaldet Baker’s Fall og udsigtspunktet World’s End.

Camilla ved Verdens Ende.

Turen er ikke anstrengende, for der er en fin sti hele vejen rundt, men det lykkedes da alligevel Camilla at skvatte på et trappetrin 200 meter, inden vi var ude, så nu er der sår på begge knæ.

Et kæmpeegern, der virkelig lever op til sit navn. Den er på størrelse med en kat.

På vandreruten går man gennem et fantastisk og meget forskelligartet landskab med vilde rododendron over alt. Især Peter var meget begejstret, for det var første gang, siden vi forlod Danmark, at han havde en hel dag, hvor han ikke svedte.

Peter iført dynejakke i starten af vores vandretur på Horton’s Plains. Der gik dog ikke længe, før den røg af igen, og på køreturen tilbage til Ella forærede Peter den til en mand, der passede bommene ved en jernbaneoverskæring. Han blev glad!

Mandag d. 13. januar havde manageren på vores hotel arrangeret en togtur for os med afgang fra stationen i Ella og slutpunkt i Nanu Oya. Det var en smaddergod tur på 2,5 time, hvor vi kørte gennem meget af det landskab, som vi selv havde kørt rundt i i bil de foregående fire dage. Det er bare altid en rigtig god idé at køre tog!

Ella Station da toget kommer ind.

I Nanu Oya blev vi hentet i bil med chauffør, og så var det vist meningen, at vi skulle lade os køre rundt til en masse forskellige turistattraktioner, men vi nøjedes med et besøg på en tefabrik og efterfølgende frokost i Nuwara Eliya.

Peter hang ud af togdøren det meste af turen og tog billeder. Her er toget på vej ind i en af de utallige tunneller.

Da vi kom tilbage til hotellet, var alle vores ting blevet flyttet til et andet værelse, for vi var blevet opgraderet til en suite med egen pool. Vandet i poolen var ganske vist hundekoldt, men det var da lidt særligt at bo en nat på sådan et værelse. I det hele taget blev vi forkælet rigtig meget af personalet. Den ene tjener lavede hver aften en særlig stærk salat med chili til Peter, og det var en ny salat hver aften. (De ansatte var ret imponerede over, hvor meget chili Peter satte til livs, så alle vidste, hvem vi var.) En af de andre tjenerne lånte sin motorcykel ud til en anden ansat, så han om aftenen kunne køre ind til Ella efter en flaskevin til vores aftensmad. Manageren var super hjælpsom med at bestille og hente togbilletter til os og fortalte os den sidste aften, at han har sit eget firma ved siden af, der arrangerer guidede cykelture rundt til Ellas seværdigheder inkl. togtur, så fang ham på Hotel Ella Mount Heaven; han er vist altid på arbejde.

Normalt tager vi billeder af hoteller fra facaden, men Hotel Ella Mount Heaven skal helt klart ses fra værelsernes bagside. Det her var udsigten fra vores terrasse.

Tirsdag d. 14. januar skulle vi køre 240 km til Galle, der ligger på øens sydvestligste punkt. Som vi vist har nævnt før, så er trafikken i Sri Lanka fuldstændig sindssyg, så vi havde adviseret hotellet om, at vi ville køre kl. 6:15 og gerne ville have en lille morgenmadspakke med. Kl. 6:10 stod der en mand klar udenfor vores værelse til at tage vores kufferter. En anden var klar til at tage nøglen. Da Camilla kom op i receptionen efter de to pakker morgenmad, fik vi desuden en gave fra hotelejeren, der selv sad i receptionen; en pose med mindst 20 bananer fra hans egen have og en flaske kold hvidvin. Peter fik af den ene tjener en blikplade med et udhamret billede af en elefant og teksten Sri Lanka Tours, som helt sikkert skal på vores juletræ.

‘Namaste’, som hotelejeren sagde, og det er vi helt enige i.

Lidt faktuelle oplysninger:

  • Befolkningens tilgang til natur gør, at der bliver plantet masser af træer og planter, der er fisk i floder og søer, der er mange forskellige slags store fugle som storke, pelikaner og rovfugle, og der er flokke af vilde aber også i byerne. Der er massevis af kæmpestore og gamle træer alle vegne med stammer på mindst en meter.
  • De fleste ture i Yala Nationalpark starter kl. 5:30 eller kl. 13:00. Det betyder også, at bilerne kører i lange kolonner efter hinanden, og den massive støj skræmmer en del dyr væk. Vi kørte ind i parken omkring kl 10, hvor de fleste andre biler var på vej ud, så vi havde det næsten for os selv.