Fra d. 14. til d. 19. januar boede vi på Abundia Homestay i Unawatuna, der ligger lidt udenfor byen Galle.
Da vi planlagde turen, havde vi håbet, at det var muligt at arrangere en dykkertur, hvor Peter kunne dykke med blåhval, men det viste sig at koste en formue i afgifter til adskillige statslige instanser, så Peter nøjedes med et enkelt ‘almindeligt’ dyk, hvor der ikke var alverden at se.
Vi lejede en motorcykel på hotellet og kørte ganske langt omkring på de fire hele dage, vi var der, i håb om at finde et godt sted at snorkle, men det eneste, vi lykkedes med at finde, var en helt masse russiske turister.
Men selvfølgelig var vi rundt at se, det som området bød på. Byen Galle er etableret omkring et gammelt fort, hvor den ældste bygning er fra omkring 1675 og i dag fungerer som Søfartsmuseum.
Bygningen var velholdt, og museet havde nogle flotte eksempler på typiske både og skibe.
Bagefter var vi på Galles nationalmuseum, der var en sløj og støvet oplevelse, der slet ikke kunne leve op til det, vi havde set i Colombo. Selve fort-området var overrendt af turister, men vi fik i det mindste en god is. Udenfor fortet – i det, der er den egentlige by – fandt Peter en dygtig men gravalvorlig frisør, og et par gader længere henne en skrædder, der lavede hørbukserne indkøbt i Colombo d. 31. december om til shorts – så nu er de blevet langt op to gange.
En af dagene tog vi bilen og kørte øst på mod byen Tangalle, hvor der ligger et klippekloster ved navn Mulkirigalla.
Vi forsøgte at køre den mest kringlede vej for at komme væk fra de mest trafikkerede veje, og det lykkedes at få nogle gode naturoplevelser.
En af dagene gjorde vi også et hæderligt forsøg på at finde en fungerende ædelstensmine, men vi fandt kun nogle for længst udtømte huller i jorden, hvor smykkeforretningsejere bildte turister ind, at der stadig blev hentet månesten op hver dag, selvom der stod mere end 10 meter vand i skakten.
Tre aftner spiste vi på Jungle Beach Inn, som stadig er under opførelse. Der var en fuldstændig fantastisk udsigt ud over vandet og solnedgangen, og af uforklarlige årsager var vi de eneste gæster til aftensmad. Den sidste aften forærede ejeren Peter en pose Ceylonte BOPF.
Rejseklubben 