Lørdag d. 25. januar fløj vi fra Kuala Lumpur til Banda Aceh, og derfra tog vi videre med færge til øen Pulau Weh, hvor vi skulle bo på Casa Nemo i en uge.

Udsigten fra restauranten på Casa Nemo. Den kompenserede i nogen grad for det lidt pauvre køkken.

Aceh-provinsen dækker den nordligste del af Sumatra og har udstrakt selvstyre mht. bl.a. religion, kultur og undervisning, og det er delvist sharia-lov, der er gældende. Aceh holdt stand mod hollænderne langt op i 1800-tallet, hvor resten af Indonesien havde været koloniseret siden starten af 1600-tallet, og efter 2. Verdenskrig, hvor den moderne indonesiske stat blev udråbt, forsøgte Aceh-provinsen at løsrive sig. Siden 60’erne og frem til 2005 har der været meget uro i området med kidnapninger og politisk betingede drab mellem tilhængere af et fortsat tilhørsforhold til Indonesien og separatister. Tsunamien d. 26. december 2004 satte en stopper for konflikten, for ødelæggelserne var massive – især i provinshovedstaden Banda Aceh – hvor 170.000 døde, og alle havde mistet familiemedlemmer, naboer eller venner. Det kunne kun lade sig gøre at komme videre, hvis alle hjalp alle, og den fornemmelse eksisterer stadig sammen med en udtalt taknemmelighed over omverdenens hjælp.

Midt i Banda Aceh er der en stor mindepark, hvor der hele vejen rundt er rejst stenmonumenter for de 53 lande, der hjalp byen efter Tsunamien i 2004. Hver sten er udsmykket med det pågældende lands flag og en kobberplade med ordene ‘Tak og Fred’ på landets sprog.

Pulau Weh er en ret lille vulkanø på 156 km2, så vi havde rigeligt tid til at komme ud i alle hjørnerne i løbet af den uge, vi boede der.

Vi kom vist til Pulau Weh i højsæsonen for høst af nelliker, så der duftede herligt af jul alle de mange steder, hvor blomsterne lå og tørrede. Når de er nyplukkede, er de helt grønne og dufter slet ikke af noget. Tre dage senere er de blevet lysebrune og dufter svagt, og efter seks dages tørring i solen ser de ud og dufter, som dem vi kan købe i Danmark. Manden, der havde høstet de mange nelliker på billedet, sagde, at Pulau Weh er kendt for at producere nelliker af meget høj kvalitet.

Der er stadig masser af vulkansk aktivitet, men det er mange tusind år siden, der sidst har været et vulkanudbrud. Øen er meget frodig, og der er især bemærkelsesværdigt mange sommerfugle.

Der er vilde aber mange steder på øen, men de adskiller sig desværre fra andre aber, vi har set rundt omkring i Verden, ved at være temmelig aggressive, så vi kører hurtigt forbi dem på vejene.

Vejene er i overraskende god stand, og vi tror, det hænger sammen med genopbygningen efter tsunamien, hvor bl.a. FN var til stede på øen i nogle år bagefter.

Gennem vores hotel lejede vi motorcykel, og det er en super god måde at komme rundt på. Der var ikke så meget trafik, og folk kører generelt pænt og tålmodigt, så det var en fin kontrast til trafikken på Sri Lanka.

Nogle gange, når man kører motorcykel i Asien, bliver man overrasket af en tropisk regnbyge. Sådan én kan indeholde ganske meget vand.

Vi havde læst, at der skulle være rigtig god dykning og snokling på Pulau Weh, så noget af det første, vi gjorde, var at lave en aftale med Lumba Lumba Divecenter om to dyk til Peter.

Peter sidder og steger i solen, inden han skal ud på sit prøvedyk.

Der ligger et vrag fra 2. Verdenskrig, Sophia Rickmers, på ca. 55 meter ca. 10 minutters sejlads fra kysten, som Peter gerne ville dykke på. Da han ikke havde dykket så dybt før, var det nødvendigt med et prøvedyk på 45 meter en eller to dage i forvejen, så instruktøren kunne se, at Peter kunne finde ud af at dykke rigtigt ud.

Billedet viser Peters dykkertabel fra dykket på Sophia Rickmers. Den viser, at Peter havde 2 minutter til at komme ned til vraget på 50 meters dybde. Derefter havde han 16 minutter til at udforske vraget og dets dyreliv, hvorefter uddykningen begyndte med 1 minut på 18 meter, 2 minutter på 15 meter, 3 minutter på 12 meter, 4 minutter på 9 meter, 6 minutter på 6 meter og til sidst 17 minutter på 3 meter. Dvs. at dykket i alt tog 54 minutter, men det var kun de 16 minutter, der blev brugt til det, der var målet for dykket. For at undgå dykkersyge pga. det meget dybe dyk er det nødvendigt med så lang tids uddykning, så kroppens væv kan udskille det ophobede kvælstof.

Det var selvfølgelig ikke noget problem for Peter at dykke rigtigt ud, så to dage efter lavede han ‘det rigtige’ dyk. Vores undervandskamera er kun vandtæt til 30 meter, så vi har ingen billeder af vraget.

Peter på vej ud til sit første dyk på 50 meter.

Hos Lumba Lumba anbefalede de, at vi kørte ud til øens vestkyst for at snorkle, og det var et godt råd, så vi snorklede der tre gange. Der var rigtigt fine koraller helt ind til kysten, og de var stort set ubeskadigede – formentlig fordi der næsten ingen turister var på den side af øen. Det vrimlede med fisk, og den ene dag så vi en skildpadde på omkring en meter, så selvom sigtbarheden ikke var specielt god, var der hele tiden masser at kigge på. Og man skal altså være meget blasert, hvis man ikke bliver imponeret over farver, form og mønstre på tropiske koralfisk.

Sigtbarheden på Casa Nemos homereef var virkelig god, og der var næsten lige så fine koraller og forskellige slags fisk som på den vestlige side af øen.

Vi kørte ned til The Padé Resort, som vi havde næsten for os selv, og der kunne vi og få meget lækker frokost for 200.000 IDR.

Her spiste vi frokost tre gange på The Padé Resort efter at have snorklet på deres homereef.

På den nordvestligste pynt på Pulau Weh står der et stort betonmonument, der markerer Indonesiens vestligste punkt med et kilometer 0-skilt. At der ligger en anden indonesisk ø længere ude mod vest, har man åbenbart valgt at se stort på, for den er ubeboet, så den tæller ikke rigtigt med.

Os ved Indonesiens Kilometer 0. Vi var derude en søndag, selvom manageren på vores hotel havde advaret os om, at det også er et yndet udflugtsmål for øens beboere, og de var der vist næsten alle sammen den søndag.

Tirsdag var det Camillas fødselsdag, og hun havde bestemt, at den skulle bruges til et besøg på vulkanen Jaboi og et vandfald, som vist ikke hedder noget. Men inden vi tog på vulkaner skulle vi have morgenmad, og Peter havde selvfølgelig rottet sig sammen med personalet, der havde lavet en fødselsdagsmuffin med lys og sang en fødselsdagssang som overraskelse.

Peters fødselsdagsgave til Camilla: et par terrængående sandaler, der kan tåle vand.
Fødselsdagskagen, som Peter havde arrangeret til morgenmaden, men han blev vist selv lidt overrasket over, at Camilla var blevet forfremmet til Mrs. Peter.

Vulkanen Jaboi var en smaddergod oplevelse. Det er en ung vulkan, så den har ikke et klassisk vulkankrater. I stedet er krateret på siden af bjerget, hvor der konstant bliver lukket tryk ud med kogende vand og svovl.

Peter Pilfinger var så ivrig efter at få fat i en klump svovl, at han brændte fingrene på dampen, der konstant kom ud af ‘skorstenen’.

Der er ca. 1,2 km fra asfaltvejen op til ‘krateret’ ad en afmærket sti gennem tæt skov. Vi havde det helt for os selv, hvilket kun kan undre, for det var en helt unik oplevelse at se og lugte de mange svovlaflejringer, det vrimlede med.

Indgangen til stien, der fører op til Jaboi er godt gemt, men selve stien er fint afmærket, og det var en smuk tur gennem tæt skov.

Bagefter kørte vi ca. 8 km mod nord til vandfaldet, hvor det bedste næsten var vandreturen derop.

Der var mange af de her store edderkopper på vejen op til vandfaldet. Deres spind var flere meter brede.

Bl.a. kom vi forbi tre høje træer, der var fyldt med flyvende hunde. Luften var fuld af deres skrig og lugten af deres afføring. Og så var der ekstra mange forskellige sommerfugle, men de var desværre ikke så flinke til at sidde stille, så vi kunne tage nogle ordentlige billeder.

Vandfaldet som ender i en pool, der ville have været oplagt at bade i, hvis der ikke havde været så utroligt meget affald.

Om aftenen spiste vi fødselsdagsmiddag på Freddies, der er et hotel, der ligger et par hundrede meter fra Casa Nemo, og som har en god restaurant, hvor man også kan få vin. Peter havde igen været på spil og havde lavet en aftale med ejeren, Freddy, der selv står i køkkenet, så Camilla fik dagens anden fødselsdagskage og tredje fødselsdagssang (den første sang Peter, da vækkeuret ringede om morgenen).

Bananfødselsdagskage med lys og vingummier – Mums!

I løbet af vores uge på Pulau Weh fik vi vist kørt på alle asfalterede veje og også et par grusveje. Der var søde og smilende mennesker over alt, og vi har vinket til de første 500 børn, der grinende råbte “hello”.

Vi har set vildsvin, paradisfugle, monitor lizards, aber, flyvende hunde og myriader af flotte sommerfugle. De eneste andre hvide turister, vi har set, har været på færgen og på Lumba Lumba Divecenter, så vi er virkelig lykkedes med at komme væk fra de overrendte turiststeder.

Der er selvfølgelig masser af fiskere på Pulau Weh, og deres fiskerbåde er faktisk præcis så smukke, som billedet viser.

Lørdag d. 1. februar tog vi morgenfærgen til Banda Aceh, hvor vi brugte fem timer i byen, inden vi kørte ud til lufthavnen for at flyve til Medan. Vi besøgte Acehs Nationalmuseum, Tsunamimuseet og gik rundt i bazaren ved den store moské.

Denne fladbundede pram på 2.600 tons blev af tsunamibølgen kastet 4 km ind på land, hvor den stadig ligger som et mindesmærke.
Ved Acehs Nationalmuseum er der opført en traditionel bygning fra området. Den er bygget på stolper og naturligvis helt i træ med tag af bananpalmeblade.
Banda Acehs store moské, der er utroligt flot. Der var bøn, da vi var der, så vi nøjedes med at se den udefra.

Lidt faktuelle oplysninger:

  • En enkeltbillet med ekspresfærgen fra Banda Aceh til Pulau Weh koster 80.000 IDR (40 kr.), og turen tager 45-60 minutter.
  • En flaske vand koster 5.000 IDR (2,50 kr.).
  • Pulau Weh holder siesta fra kl. 12:30-17:00, hvor næsten alle forretninger er lukkede. Mange forretninger åbner slet ikke efter kl. 17, så hvis man skal have købt noget, skal man gøre det om formiddagen.
  • Hvis man gerne vil have en øl eller et glas vin på Pulau Weh, er det kun muligt på nogle få hoteller. Vi kan anbefale Freddies lidt udenfor Sabang, hvor maden også er helt forrygende.
  • Det koster 7.000 IDR (3,50 kr.) at få vasket et kg tøj, og så får man tøjet tre dage senere. Vil man have vasket fra dag til dag koster det 40.000 IDR (20 kr.) pr. kg.
Så meget tøj fik vi vasket, tørret og foldet for 16 kroner.
  • Hvis man kommer til Banda Aceh og har brug for transport, færgebilletter, kontakter til gode dykkersteder eller andet i hele Ache-provinsen, så skal man kontakte Ifan. Han er super god til engelsk og svarer med det samme på WhatsApp. Vi betalte ham 140.000 IDR (70 kr) for at køre os fra lufthavnen til færgen i Banda Aceh og købe færgebilletter til os.
Ifan Lutfi som hjalp os med transport og gode kontakter på Pulau Weh foran sin meget luksuriøse Toyota. Man kan kontakte ham på e-mail ifan.lutfi@yahoo.com eller bedre på WhatsApp på nummer +628126931693.
  • Og så vil vi gerne reklamere for app’en WhatsApp, der fungerer som et sms-program blot via internet. Alle her i SØ-Asien lader til at bruge den, så nu er vi kommet med på bølgen, og det er faktisk ganske smart at kunne sende beskeder fra sit danske telefonnummer til fx et indonesisk, uden at det koster noget.