Med lidt besvær og halvanden times forsinkelse fløj vi fra Banda Aceh til Medan d. 1. februar. Vi havde to hele dage i byen, så på nettet fandt vi en forretning, der lejede motorcykler ud, og som havde en hjemmeside på engelsk. Endnu engang kunne vi konstatere, at WhatsApp fungerer rigtig godt herude, for på 15 minutter havde vi lavet en aftale om levering af en Yamaha NMAX på vores hotel næste morgen kl. 9.

I en by med massevis af tricycles er det her et ret underligt skilt.

Medan er Sumatras største by og Indonesiens tredjestørste med 2,2 mio. indbyggere, men der er ikke mange turister. De fleste nøjes med en enkelt overnatning på vej til eller fra nationalparken Gunung Leuser. Byen har som sådan heller ikke alverden at byde på i form af store seværdigheder, men engang imellem er det også rart at opleve steder, der ikke er til for turister. Og selvfølgelig er der noget at se i så stor en by.

Efter en uge på Pulau Weh, hvor det var mere end svært at finde en øl, besluttede vi at købe lidt at tage med videre, når vi kom til Medan. I et indkøbscenter fandt vi B&W Winecellar, der både havde vin og spiritus, så Peter lagde kuffertplads til en enkelt flaske.

Vi faldt især for det, der hedder Tjong A Fie Mansion. Det er en privat bolig bygget af Tjong A Fie, der i 2009 blev lavet til museum af hans barnebarn. Huset er bygget i år 1895 af Tjong A Fie, der udvandrede fra Kina omkring år 1880 for at søge lykken på Sumatra ved Deli-floden.

Facaden på Tjong A Fie Mansion, som det lykkedes os at køre forbi uden at se. Vi fandt museet fra bagsiden, men i Medan er det åbenbart ikke noget problem, for vi fik lov at parkere motorcyklen sammen med de ansattes og blev lukket ind ad køkkenvejen.

Han kom hurtigt til at fungere som bindeled eller mellemmand mellem de hollandske magthavere og den voksende gruppe af kinesiske arbejdere, der emigrerede eller blev hentet som kulier til at arbejde på kaffe- og gummiplantagerne. Tjong A Fie kom ret hurtigt til selv at eje plantager og fabrikker og blev Medans rigeste mand. Og hvis man var rig på Sumatra i starten af det 20. århundrede, så var man rig for alvor! Bl.a. startede og ejede han sin egen bank, og han finansierede så stor en del af byggeriet af jernbanenettet i Kina, at hans ansigt er trykt på obligationerne, der blev udstedt.

Dagligstuen på 1. sal. Alle lofter er dekorerede, møblerne er fra England og lysekronerne af krystal fra Østrig. Det er et imponerende hus, men det er desværre i en noget miserabel forfatning, og det virker ikke, som om der er noget restaureringsarbejde i gang, så spørgsmålet er, om huset også eksisterer om 50 år.

I samme gade som Tjong A Fies hus ligger, fandt vi restauranten Soto Kesawan, hvor vi fik den lokale specialitet Soto Medan (suppe ala Medan), der er lavet på kyllinge- eller hønsefond og fås med enten kylling eller ‘blandet kød’, og det smagte super godt. Restauranten lukker allerede kl. 14, og man bør ikke snyde sig selv for oplevelsen.

Soto Kesawan, der er en lang, smal forretning som så mange i Asien. Damerne, der laver maden og serverer, kan præcis så meget engelsk, at alt kan lade sig gøre. 2 x suppe + 2 x vand kostede 76.000 IDR.

Vi var også forbi sultanpaladset, hvor kroningssalen er åben for besøgende. Efter sigende foretrækker sultanen at bo på Sulawesi sammen med sin mor og kommer kun til Medan, når han skal passe sine ceremonielle forpligtelser, så paladset bebos af hans andre familiemedlemmer.

Peter foran sultanens palads.

Paladset som sådan er der ikke så meget ved, men det var smadder sjovt at se på de andre besøgende. Der er nemlig flere forretninger inde i kroningssalen, der udlejer fantastiske kopier af sultaners og sultaninders dragter, så man kan blive fotograferet foran guldtronen i guldtøj, guldsnabelsko med guldhat på hovedet, og der var mange både mænd, kvinder og børn, der gik rundt og var kongelige i en halv times tid.

Kroningssalen, hvor en stolt far er ved at forevige sin guldklædte søn.

Medan har også et museum over Nordsumatra, og igen blev vi positivt overraskede over den høje standard. Udover en meget fin samling af knive, som Peter gennemfotograferede, så var der rigtig flotte modeller af de forskellige typer traditionelle huse, som forskellige etniske grupper i Nordsumatra har bygget, og de etniske grupper blev præsenteret i både tekst (på både indonesisk og engelsk) og med typiske hverdagsting fra husholdning og håndværk.

Én af de mange flotte modeller af traditionelle huse fra Nordsumatra.

Og nu vi havde kigget på museets fine knivsamling, var Peter i den grad klar til at besøge antikvariater. Vi var forbi fire forretninger, og Peter endte med at købe tre knive hos Putra Art Galery, som ejeren pakkede ind efter alle kunstens regler, imens vi kørte ind til centrum for at lænse en ATM for kontanter.

Peter sammen med ejeren af Putra Art Galery og pakken, der nu er på vej til Camillas mor. Vi så ikke ejeren pakke knivene ind, så vi krydser fingre for, at han ikke bare har solgt os sit køkkenaffald.

En fin bivirkning af, at Peter køber knive, er, at bagefter er vi nødt til at køre på posthuset for at sende dem til Sæby, og så kan Camilla købe frimærker til vores postkort. Det lader til, at der er meget varierende priser på at sende et kort til Danmark alt efter, hvilket posthus man forhører sig på, for på Pulau Weh kostede det 25.000 IDR (12,50 kr) for et kort, mens vi i Medan kunne nøjes med 8.000 IDR (4 kr). Nu er vi spændte på om både de dyre og billige kort når frem.

Medans flotte posthus, der er bygget af hollænderne i 1911.

Lidt faktuelle oplysninger:

  • Vi kan anbefale GandaRental.com, hvis man er i Medan og vil leje en motorcykel. Vi gav 300.000 IDR for en stor motorcykel i to dage, og den blev både leveret til og afhentet på vores hotel. Vi betalte 500.000 i depositum, som vi fuldstændig uden problemer fik tilbage. Firmaet har også mindre maskiner, der er billigere at leje.
  • Det koster 35.000 IDR at komme ind at se Tjong A Fie Mansion.
  • Det koster 10.000 IDR at komme ind at se kroningssalen og de udklædte besøgende i sultanpaladset.
  • Vi vil meget gerne anbefale restauranten Cahaya Baru i Little India, hvor vi spiste indisk den sidste aften. Vi fik samosaer og chicken pakora til forret og 2 x butterchicken med fire parathas (fladbrød) til hovedret + to Bintang-øl for 280.000 IDR (140 kr), og det smagte virkelig godt.
Facaden på Cahaya Baru.
  • Der er rigtig mange ensrettede gader i Medan, så det, der på et kort, ser ud til at ligge lige rundt om hjørnet, kan i en taxa eller på motorcykel ligge nogle km væk.
  • Der er ca. 35 km fra lufthavnen til centrum af Medan, og det koster i omegnen af 300.000 IDR at tage en blå taxa, der kører på taxameter.
  • Hvis man gerne vil sidde på andet end en plastikstol, når man spiser, så skal man ind på en hotelrestaurant, men det er dyrt, og maden er ikke nær så god.