Fra d. 4. til d. 10. februar boede vi på Kupu-Kupu Garden Guesthouse lidt udenfor landsbyen Bukit Lawang med nationalparken Gunung Leuser som genbo lige på den anden side af floden.

Kupu-Kupu Garden Guesthouse, hvor vi boede. Det ligger for sig selv ca. 1 km udenfor Bukit Lawang.

Alle, der tager til Bukit Lawang, gør det af den samme grund; man skal ind i nationalparken og se så mange vilde dyr som muligt. De fleste vælger en halv- eller heldages tur. Vi havde booket en tredages trekkingtur med to overnatninger i junglen og fuld forplejning undervejs. Inden vores jungletur havde vi halvanden dag, som vi bl.a. brugte på at få vasket tøj, så vores kuffert kunne være velassorteret med rent tøj, når vi vendte tilbage fra junglen.

Bukit Lawang ligger langs floden, og der er tre broer over – alle meget ‘spændende’ at gå over.

Vi brugte også en formiddag på at trekke på egen hånd længere op ad floden og op ad bjergsiden for at få nogle km i benene, inden det blev alvor. 30 grader, skyhøj luftfugtighed og stigninger på mere end 45 grader sætter altså gang i ens svedproduktion!

I får lige en sved-selfie.

Og så blev det torsdag d. 6. februar kl. 8:30, hvor vi gik af sted med vores to guider, Arif og Julien. Alle ture uafhængig af varighed starter ved en rangerstation, hvor man betaler indgang til parken på 150.000 IDR pr. person (75 kr).

Vi så flere Thomas Leaf-aber som denne. Arten findes kun på Nordsumatra.

Oprindeligt var området et rehabiliteringscenter startet i 1973 med fodringsstation for orangutanger, der var kommet til skade, havde været holdt i fangenskab eller unger, der havde mistet deres mor, men centeret er nu lukket, fordi der i mange år ikke er kommet nye orangutanger til, og dem, der har været tilknyttet, har lært at klare sig selv.

En af guiderne tog dette billede af os med Minna, skovens dronning. Hun har åbenbart noget af et ry, for ALLE kender hende. Hun er ca. 35 år og er blevet rehabiliteret på centeret, efter at hun har været holdt i fangenskab. Hun har derfor nogle meget dårlige oplevelser med mennesker, så hun kan godt være lidt aggressiv, og mange guider er efter sigende blevet bidt af hende. Vores guide, Julien, havde dog solsikkefrø med, som han bestak hende med, så vi kunne komme forbi uden problemer.

Vi synes, det er en udtalt succeshistorie, og det var tydeligt, at alle, vi talte med i området, er meget stolte af den natur, de bor midt i, og de ved godt, at de skal passe på den bl.a. ved ikke at smide affald andre steder end i skraldespanden.

Igler er bare en del af oplevelsen.

Den første dag trekkede vi i 6-7 timer, og fordi vi bad om, så vidt det overhovedet var muligt, at undgå andre turister, så gik det meget op og ned. Det var i hvert fald ikke svært at holde varmen!

Vi var heldige at finde denne næsehornsbille. Vores guider sagde, at de bliver mere og mere sjældne.

Og vi fik rigelige belønninger i form af mange, mange orangutanger. En del af dem var semivilde, men i slutningen af dagen, da vi var kommet væk fra de områder, der bliver besøgt af éndagesturisterne, så vi også vilde orangutanger; bl.a. også en yngre han, der fulgte efter en hun, som han gjorde sin opvartning, så om 9 måneder er der nok endnu en orangutang i Gunung Leuser.

Vi var heldige at se denne Argus-påfugl, der ligesom Thomas Leaf-aber kun findes på Nordsumatra.

Det kan ikke overdrives, hvor fantastisk det er at stå 2 meter fra en orangutanhun med en unge på 6-8 måneder og kigge ind i hendes øjne. Man kan simpelthen mærke de 96,2% dna, vi har til fælles med dem.

Mens vi spiste frokost dukkede denne vilde orangutanhun med en unge op, og hun syntes vist, at vi var lige så spændende, som vi syntes de var, for hun valgte at blive en halv times tid.

Om eftermiddagen nåede vi frem til det sted, vi skulle overnatte ved en lille lavvandet flod, som vi heldigvis kunne bade i og få skyllet dagens ophobning af sved og junglestøv af os. Der var sat et myggenet op med to fornuftige madrasser til os af Eddie, der fungerede som kok og praktisk altmuligmand. Det var meningen, at vi skulle have lavet et nattrek op ad floden, men efter aftensmaden begyndte det at regne, så vi valgte at blive inde i tørvejr.

Vi var heldige at tage et billede af skovens farligste dyr.

Næste morgen var det blevet tørvejr, så vi kunne spise morgenmad udenfor det shelter, vi havde sovet i.

Denne store, flotte Pigtail Macaque-abe dukkede pludselig op, da vi spiste morgenmad, og han gik fuldstændig målrettet hen mod os for at tage noget af maden. Vores guider fik den dog jaget væk ved at kaste sten efter den, men så gik den bare 50 meter længere ned ad floden til et andet shelter, hvor guiderne ikke var så opmærksomme, og så stjal han deres mad.

Der kom en flok longtail macaque-aber på ca. 30 individer forbi i håb om en bid let morgenmad, så Eddie smed resterne ud i floden til dem. Flere af de små aber dykkede efter maden, hvilket vi aldrig har set en abe gøre, men vi fangede det på video, så klik på linket herunder, hvis du også vil se det.

Efter morgenmaden startede vi med at trekke op ad floden, og så gik det ellers næsten lodret op og ned i omkring 6 timer. Desværre begyndte det at regne, så vi fik ikke set ret mange dyr på trekket, da de søger ind mod træernes stammer for at komme i ly. Men det var en fin tur i overvældende natur alligevel, og Peter fik testet sit knæ til Kilimanjaro senere i år.

Det gik rigtig meget både op og ned.

Trekket endte ved den flod, som Kupu-Kupu Garden Guesthouse ligger ved, hvor der også er etableret sheltere. Vores guider lavede lejrbål nede ved floden af drivtømmer, de samlede mellem stenene, og det var super hyggeligt at sidde i mørket og spise Eddies gode mad.

Lejrbål og aftensmadshygge.

Vi gik på et lille nattrek efter maden, men det var ret begrænset, hvad vi fandt af padder og andet natkryb.

En skollopender på ca. 10 cm.

Lørdag morgen var Camillas lårmuskler så maste, at vi besluttede ikke at trekke mere, men blot bede om at blive fragtet tilbage til hotellet i den ‘jungletaxa’, som Eddie havde båret op ad floden den forrige dag. At sejle ned ad en indonesisk flod i store bilringe er en fin måde at afslutte en jungletur på, selvom Peter var skuffet over ikke at blive gennemblødt på turen.

Vores jungletaxa, hvor vi fik den midterste ring.

Og så tog vi et velfortjent bad, pakkede alt vores våde og meget beskidte tøj og afleverede det nede i landsbyen til den dame, der havde vasket for os tre dage før. Hun modtog grinende det våde tøj og spurgte, om vi havde haft en god tur.

Vores sidste dag i Bukit Lawang lejede vi en motorcykel. Vi havde hørt rygter om, at der var en blomstrende Amorphophallus Titanium (verdens højeste og tungeste blomst, der også bliver kaldt for ligblomst pga. lugten) ved en landsby en halv time væk, men da vi kom derhen, fik vi at vide, at den var blevet spist af et pindsvin. I stedet kørte vi rundt på en masse små grusveje og vinkede til en helt masse søde, smilende mennesker. Til frokost købte vi en pose med sprøde, friturestegte kyllingestykker, som vi spiste midt i en gummiplantage.

Søndag er den dag, hvor dem, der passer gummiplantagerne, sælger ugens høst til opkøberne. Det lugter mildt sagt grimt, men det er interessant at se de firkantede klodser på 40 kg. Prisen på rågummi er faldende, så de får kun 7000 IDR pr kg (3,50 kr).
Ham her kunne lave stegte kyllingestykker, der gav KFC baghjul.

Lidt faktuelle oplysninger:

  • Det koster 600.000 IDR (300 kr) at blive kørt fra Medan til Bukit Lawang i privatbil, og det tager 3-4 timer afhængig af trafikken. Det koster 700.000 IDR (350 kr) at blive kørt fra (eller til) lufthavnen til (eller fra) Bukit Lawang, og det tager også 3-4 timer.
  • Det koster 150.000 IDR (75 kr) at komme ind i nationalparken Gunung Leuser, og man bliver registreret med sit fulde navn og nationalitet ved indgang, så rangerne har styr på, hvem og hvor mange der er i parken. Man skal desuden være i følge med en uddannet guide.
  • Vi gav 5.100.000 IDR (2.500 kr) for vores tredages trekkingtur i Gunung Leuser inkl. alt.