Spoiler alert! Bali er overhovedet ikke som Indonesien. Det kan godt være, at Bali er en del af Indonesien, men man skal ikke tage derud og tro, at man har været i Indonesien. Man har nok snarere været i en slags Thailand, der bare ligger lidt længere væk. Alting virker, der er hundredvis af hyper-fotogene steder, ting & udsigter, man kan få svinekød, der er masser af god dykning og snokling, man kan leje en bil uden chauffør og så er der myriader af hoteller og restauranter til de mange turister, der gæster øen hvert år. Februar er lavsæson, så vi tør slet ikke tænke på, hvor mange turister der er på øen om sommeren. På trods af det store pres af turister – ca. 10 mio om året – så formår balineserne stadig at være imødekommende, smilende, venlige og hjælpsomme.

Der er stadig meget landbrug på Bali, og på grund af det meget gunstige klima, kan de høste ris tre gange om året. Og uanset hvor mange rismarker, vi efterhånden har set, så bliver vi vist aldrig trætte af at stoppe op og tage billeder af de grønne, grønne marker, der breder sig i landskabet.

Vi boede på hotellet Genggong i byen Candidasa fra d. 16. til d. 25. februar (ca. 2 timers kørsel i bil fra lufthavnen i Denpasar), og det var virkelig et godt hotel. Området havde et fint udvalg af gode restauranter – en del i kombination med hoteldrift – så vi slap for at drukne i andre turister. Selvom der er mange hoteller langs meget af kysten, så er kystlinjen ikke spoleret, for det er relativt lavt byggeri i maksimalt tre etager, så kun i området ved Denpasar er der den klassiske samling af meget højt hotelbyggeri. Det betyder, at selvom Bali har været et yndet turistmål siden 70erne, så er øen faktisk stadig indbydende og relativt uspoleret.

Vores hotel, Genggong, set fra søsiden. Vi boede i værelse 33, der var dejligt stort og lyst med udsigt over havet og fin terrasse, og så lå værelset længst væk fra reception og restaurant, så der var roligt og stille.

Bali er på størrelse med Sjælland, men har en fastboende befolkning på 4 mio, så det er lidt svært at komme rigtigt langt væk fra andre mennesker, selvom vi på vores lejede scooter gjorde nogle ihærdige forsøg. Men det var faktisk ikke så slemt, at der var mange mennesker, for når vi blev fanget af en tropisk regnbyge, så var der altid et sted at søge ly, og det regnede næsten alle dage. Til sidst blev vi gode til at forudsige, hvornår det var tid til at vende om og køre tilbage mod hotellet.

Den første dag, vi blev overrasket af et pludseligt og voldsomt regnvejr søgte vi ly ved en lille butik, hvor vi for 6 kroner købte to fine, grønne regnjakker. Dem blev vi svært glade for, og vi ser jo også ganske festlige ud med dem på.

På Bali er omkring 90% af befolkningen hinduister, men det er en særlig udgave af hinduisme, hvor de har inkorporeret deres oprindelige naturreligion, hvor ånder og forfædre spiller en stor rolle. Og de tager deres religion alvorligt, så der er templer og små altre alle mulige steder, ligesom de placerer små offergaver med røgelsespinde på jorden foran indgangen til deres boliger og forretninger hver morgen for at holde de onde ånder væk. Det virker meget oprigtigt, og handlingen har en reel betydning, så når offergaven placeres på jorden, bruger de tid på det – også selvom det bliver kørt over af en bil eller hakket i stykker af en høne på jagt efter ris to minutter efter.

Her er en kvinde i gang med det daglige ritual at lægge offergaver til ånderne ved husalteret. Nogle gaver har til formål at holde ånderne væk (de dårlige ånder holder især til ved vand og i træer), mens andre gaver er til de gode ånder, der holder til i bjergene. De små altre omviklet med stof står alle steder.

Det er også tydeligt, at religionen er med til at holde gamle håndværk i live, for templer og altre er lavet af udskårne lavasten, mens vinduer og døre i templerne er lavet af minutiøst udskåret træ med et mylder af detaljer af figurer, blomster og mønstre. Offergaverne er som regel lagt på en flettet kurv af strimler af bananblade, som kvinder sidder og laver alle vegne, og der skal bruges nye hver dag.

Det er også en rigtig god idé at udsmykke sin motorcykel eller bil med en offergave, så sådan én måtte vi også have. Vi har købt nogle med hjem til juletræet, så det også kan blive beskyttet mod eventuelle onde ånder, selvom det heldigvis ikke er det, vi er plaget mest af i december.

Den overvejende grund til, at vi overhovedet havde valgt at tage til Bali, var, at verdens største klumpfisk, Mola-Mola, har det med at komme op til overfladen ved Nusa-øerne vest for Bali, og sådan én ville Peter så voldsomt gerne dykke med. Det viste sig, at Mola-Mola kun kommer op til overfladen fra sit sædvanlige værested på 1,5-2 km dybde i august til oktober, så Peter fik desværre ikke opfyldt sin drøm i denne omgang. I stedet lod vi os nøje med en dykkertur til Manta Point og Coral Garden, men da det jo var dykning ved Bali, så var det to rigtigt gode dyk, Peter fik med fin sigtbarhed, flotte koraller og masser af liv. Hvis du klikker på videoen herunder, så kan du se, at levede Manta Point op til sit navn med masser af de næsten overnaturlige Manta Rays, der kommer for at få renset huden af de små pudsefisk.

Og så var Peter også heldig at fange et par blæksprutter i et intimt øjeblik, som videoen herunder viser, hvis du klikker på den.

Ifølge samtlige guidebøger og internetsider så har man ikke været på Bali, før man har besøgt øens kulturelle hovedstad, Ubud, så der kørte vi selvfølgelig over en af dagene. Byen var en anelse for turistet efter vores smag, men der var et fint kunstmuseum, Neka Art Museum, med en masse malerier af lokale kunstnere og udlændinge, der var blevet inspireret af deres ophold på Bali. Det var et privat museum startet af en skolelærer, der havde været på besøg i Europa i 70erne, hvor han opdagede, at der på europæiske museer var udstillet balinesisk kunst, men sådan noget fandtes slet ikke på Bali, så det lavede han om på, da han kom hjem. Udover de mange gode moderne malerier var der en kæmpe stor udstillet samling af balinesiske knive på 1. sal. Der er en stor og stolt tradition med at lave smukke knive i det meste af Indonesien og Malaysia, men knivmagerne på Bali har altid været lidt bedre end alle andre steder, og materialevalget er generelt mere overdådigt. De knive, vi så på Neka Art Museum, overgår alt, hvad vi ellers har set – også på nationalmuseet i Jakarta, hvor vi ellers blev meget imponerede. Forståeligt nok var Peter næsten ikke til at lokke videre.

Denne indgangsport er meget typisk for templerne på Bali. Der kan bare ikke være krummelurer og gesvejsninger nok, og de minder om overdådige konditorkager. Her står Camilla ved indgangen til paladset i Ubud, hvoraf noget er åbent for offentligheden, og adgang er ganske gratis.

På vejen tilbage fra Ubud kørte vi igennem byen Celuk, som vi havde læst skulle kunne noget med sølvsmedearbejde. Vi var også inde at kigge i en stor forretning, hvor indehaveren startede med at love os 15% rabat, så 20% og til sidst 25% på hvad som helst, når bare vi ville købe noget, men selvom der var mange fine ting, så er vi bare mest til det mere enkle Danish Design, så vi købte ikke noget. Til gengæld kom vi i udkanten af byen forbi et skilt, hvor der stod “knivmager”. Selvom forretningen var lukket, fik Peter vendt motorcyklen og med håndtegn og fagter forklaret en gammel dame i naboforretningen, at han da var vældig interesseret i, hvad der gemte sig bag den lukkede dør. Den venlige dame greb straks en mobiltelefon og i løbet af to minutter kom ejeren af knivforretningen susende på en motorcykel og åbnede sit butik. Den var et slaraffenland af håndlavede knive, som han, hans far og en ven fremstillede i fællesskab, og den ene var mere fantastisk end den anden. Der er jo ikke nogen grund til at trække spændingen ud, for selvfølgelig kunne Peter ikke nøjes med at kigge, når der nu var en mulighed for at eje. Efter lidt forhandling om prisen, var Peter indehaver af butikkens pragtstykke; en kniv med damaskusklinge, skæfte af udskåret elghorn og halvædelsten og skede i sølv, træ og elghorn.

Knivforretningen i Celuk, hvor Peter kiggede med både øjne og fingre.
Her står Peter og ejeren af knivforretningen udenfor forretningen med den fantastiske kniv mellem sig. Peter viste efterfølgende kniven til nogle mænd, der alle var enige om, at så flot en kniv fortjente, at Peter lavede en ceremoni over for den, så den kunne blive beskyttet af gode ånder.

Mens vi var på Bali, fejrede balineserne nytår. Det er noget, de gør, temmelig meget oftere end andre, for dels fejrer de nytår d. 31. december ligesom alle os andre, men derudover har de det balinesiske nytår, der forskydes med 210 døgn (et balinesisk måne-år) og så fejrer de også hinduistisk nytår, der følger en anden månekalender og som regel falder på forskellige datoer i marts. Vi kom til at opleve den midterste, og de gør altså noget ud af det. Fejringen forløb over flere dage, og hele øen tog det tydeligvis meget alvorligt.

Man kan jo ikke fejre nytår uden god mad, så masser af steder så vi mænd, der i fællesskab var i gang med at slagte grise og dele alt det gode kød i retfærdige bunker, så der kunne blive lavet god mad til mange familier.
Næsten alle gader var pyntet med lange bambusstokke, der blev omviklet med siv og pynt. Det så rigtig flot ud. På den tredje dag af nytårsfejringerne var der “Silence Day” fra kl. 7 om morgenen til 7 om aftenen, så vi måtte bl.a. ikke køre på vores lejede motorcykel. Den regel kunne der dog kompenseres for, viste det sig. Vi skulle blot betale 25.000 IDR (12,50 kr) til de politimænd, der sad ved vejspærringen, og så fik vi en fint underskrevet seddel, der gav os lov til at køre.

I en lille landsby oplevede vi i forbindelse med nytårsfejringen et optog, som vi fangede på nedenstående video, som du kan se ved at klikke på den. Vi fandt ikke rigtigt ud af, hvad det gik ud på, men optoget gjorde holdt ved alle husene, og måske blev der samlet penge ind som offergaver, eller også var det tænkt som endnu en måde at beskytte sig mod alle de drilagtige og ondskabsfulde ånder, der åbenbart er løs på Bali.

På andendagen af nytårsfejringen lejede vi en bil og kørte ind midt på øen, for at se et af de største og vigtigste templer, Pura Luhur Batukaru. Normalt ligger Balis templer øde hen uden aktivitet, men vi kom så på en af de få af årets dage, hvor templerne var i brug. Der var et leben af mennesker overalt i deres stiveste puds, og vi blev også ekviperet i låne-tempel-tøj, inden vi fik lov at komme ind. På videoen herunder kan man – hvis man klikker på den! – få et lille indtryk af de mange, mange mennesker, der var til stede, for at bede for et godt nyt år, og Peter dukker også op i chik Bali-mandehat og lilla skærf.

Den flotte indgangsportal ved Pura Luhur Batukaru.

Nedenfor vores hotel var der fiskerbåde, og vi fik lavet en aftale med en af de lokale fiskere om, at han skulle sejle os ud til nogle småøer, hvor vi kunne snorkle, og så skulle han tage fiskegrej med, så vi kunne fiske og forhåbentlig fange en mahi-mahi, der er en meget stor makrellignende fisk. Vi fangede ikke noget som helst, men det var hyggeligt at sidde i båden og tøffe rundt, og vi så en anden fisker fange en Blue Marlin og kæmpe med at få den gjort så træt, at han kunne få den op i sin båd.

Det tætteste Peter kom en havfrue – og en klumpfisk – på turen.
Der var fine uspolerede koraler og god sigtbarhed, så selvom der er mange turister og fiskerbåde, så bliver der passet på naturen.

Den sidste dag på Bali kørte vi stille og roligt op langs østkysten; en del af Bali, der næsten ikke har nogen turister. Da dagens regnbyge begyndte at samle sig over øens højeste vulkan, vendte vi om og kørte tilbage og nåede lige præcis indenfor på vores hotel, inden regnen indhentede os.

På vejen op ad østkysten kom vi forbi dette bådebyggeri, hvor de vist ikke har hørt om åndedrætsværn og udsugning. Der var tykt at støvpartikler fra slibemaskiner og tæt af dampe fra opløsningsmidler, så alle i området må have stenlunger og gå rundt i en evig bimmelim.