Hyttehygge, Osijek og Krk

Her er simpelthen skønt. Hytten, vi har lejet, ligger ikke som sådan i nærheden af noget som helst – andet end en masse super dejlig natur.

Vi får cyklet en del i nærområdet. Nogle dage med afsæt fra hytten og andre dage finder vi et sted på vores indkøbte kort, hvor det ser ud til, at vi kan cykle en fornuftig rundtur på små veje. Næsten alle vegne kigger folk lidt underligt efter os, for hvem er dog så tossede at cykle op og ned i 28 graders varme og fuld sol, når man i stedet kan sidde under det store valnøddetræ foran købmanden og nyde en kold øl, mens man bytter løgnehistorier med naboerne? Ja, det er jo så os, der får motioneret alle vores mange cykelgear, og især Camilla har virkelig brug for dem alle. Når Peter stikker af både opad og nedad, så er han heldigvis altid sød at vente, for som Berit meget rigtigt har lært os, så skal alle have en pause – også dem, der kommer sidst!

Vi har gjort flere forsøg på at tømme de forskellige floder for fisk, men bortset fra Peters fine stalling på vores første fisketur, har vi ikke haft heldet med os. Og vi har endda været på indkøb i en større fiskesportsforretning, hvor vi spurgte om gode råd, hvorefter vi forlod forretningen med en pose fuld af flåd, orm og maddiker. Fiskene er nok bare ikke sultne her om sommeren.

Da vi planlagde vores sommerferie, bookede vi to overnatninger i Sarajevo, som folk af vores generation formentlig mest forbinder med starten på 1. verdenskrig og vinterolympiade i 1984. Sarajevo er i dag hovedstad i Bosnien Herzegovina, og da landet dels ikke er medlem af EU og dels ikke har helt styr på coronasmitten, så ville vi ikke kunne komme tilbage til Kroatien. Derfor blev overnatningerne aflyst, og vi bookede i stedet to overnatninger i byen Osijek, der ligger næsten så langt mod øst, som man kan komme i Kroatien, og er “hovedstad” i den region, der hedder Slavonien. Osijek er opstået, hvor floderne Drava og Donau mødes, og Donau danner grænse ind til Serbien. Det var en halvlang køretur; især fordi vi valgte motorvej og betalingsvej fra, så vi kørte langs Kroatiens grænse til Ungarn i nogle timer. Kroatien er fladt som en pandekage mod øst, og alt er opdyrket. Der bliver især dyrket majs, korn og solsikker, og bønderne var i gang med kornhøsten, da vi var der. Seks store mejetærskere på samme mark var helt almindeligt, men der var altså og både mange og meget store marker på et kæmpestort areal.

Vi havde en hel dag i området og havde besluttet, at vi ville ud at se en nationalpark, der ligger i et vådområde skabt af Drava, hvor der skulle være en masse spændende fugleliv. Desværre regnede det om morgenen, så vi udsatte cykelturen rundt i parken til senere på dagen og kørte i stedet mod sydøst til byen Vukovar, der ligger ved Donau og dermed klods op ad den serbiske grænse. Udgravninger har vist, at der i hvert fald har boet mennesker i Vukovar siden 6.000 f.Kr., og det var der lavet et rigtig fint og vellykket museum over lidt udenfor byen. Museet hævder, at det er det første sted i Europa, hvor der er blevet brygget øl, og der har været vinmarker i flere tusind år, så det har formentlig været et muntert sted at bo.

Til gengæld var der ikke så muntert i efteråret 1991, hvor Vukovar blev sønderbombet af den serbiskledede jugoslaviske hær, efter at Kroatien sammen med Slovenien havde forladt Jugoslavien. På en nyrestaureret borg – Eltz – fra 1800-tallet var der lavet et rigtig godt bymuseum, der fortæller om hele byens historien afsluttende med fortællingen om bombningen af byen i 1991. Bl.a. kan man se to film, der bliver vist simultant ved siden af hinanden; den ene viser byen efter bombardementet, og den anden præcist de samme bygninger, som de ser ud i dag. Det er beundringsværdigt, at de har været i stand til at genopbygge byen på så kort tid, for der var ikke et helt hus tilbage for 30 år siden.

Efter frokost var det blevet tørvejr, så vi kørte ud til nationalparken Kopacki Rit og besteg cyklerne. Vi så en del store ørne eller andre rovfugle på vores cykeltur rundt om parken, men det er vist myggene, vi vil huske i længst tid. Vores guidebog havde advaret os om, at der var mange myg, så vi havde masser af god indonesisk myggebalsam med i rygsækken, men så længe vi blot cyklede, var der ikke noget problem. Det blev der til gengæld i det øjeblik, hvor Peters cykel punkterede på fordækket, for så snart vi stod stille, havde vi mindst 10 myg på hver ben. Selvom vi var hurtige med tuben med “antimuk”, som det hedder på indonesisk, så nåede vi at få mindst 50 myggestik hver. Det er herligt at have noget at kradse i.

Nu, hvor vi havde været helt mod øst, besluttede vi os for også at kigge lidt på vestkysten, så i går morges kørte vi mod øen Krk (nej, vi ved heller ikke, hvordan det udtales), der ligger mellem Istrien og hovedlandet. Vi ville virkelig gerne skrive noget pænt og rosende og øen, men den var desværre blevet lavet om til en ucharmerende turistfælde uden noget spor af det oprindelige liv. Det bedste, vi oplevede, var en badetur i det salte Middelhav.

Det er skønt at være retur i hytten med god mad fra Peters Grill og uden en masse larm.