Selvom vi kun skulle køre omkring 370 km fra Catemaco til Oaxaca (udtales wa ha ka), så tog turen godt 8 timer, fordi vi skulle hen over to bjergkæder ad serpentinerveje det meste af vejen. Vi var oppe i 2950 meter som det højeste og endte i Oaxaca, der ligger 1550 meter over havet. Det har vi været glade for de sidste to dage, da det dæmper temperaturen på dage uden skyer til udholdelige 25 grader midt på dagen.

Vi havde lidt besvær med at finde et sted at spise frokost på vejen til Oaxaca, for en del landsbyer var fuldstændigt lukkede med afspærring og politi. Men heldigvis belønnes tålmodighed, så denne søde dame lavede fire lækre tortillaer til os på sin brændeopvarmede bageplade. Vi måtte slippe den fyrstelige sum af 72 pesos (20 kr.), men så fik vi også en stor flaske vand til.
En stor del af vejen mod Oaxaca kørte vi i et landskab, der meget ligner det, vi kender fra Midt- og Sydeuropa med masser af skov, og der blev også drevet skovbrug. Nogle steder blev der lavet grillkul, og her tjekker Peter kvaliteten af en kulmile, der lige var blevet tømt.

Oaxaca ligger i en dal, hvor fire dale samles, og vi har kørt ud af tre af dem i de fem hele dage, hvor vi har boet i byen. Det lader til, at alle i dette område har et kunstnerisk talent (eller gerne vil lade som om), for vi har aldrig været et sted, hvor så mange kan male, snitte i træ, lave læderarbejde, væve, hækle eller sy.

I byen Tilcajete arbejder alle på en eller anden måde med at lave malede træfigurer med gamle zapotekermønstre. Her på billedet er Jacobo Ángeles, der sammen med sin kone driver et værksted med landets dygtigste træmalere. Vi fik en fin rundvisning og var meget benovede over deres dygtighed.
Peter har købt denne 30 cm lange øgle som gave til Camilla på hendes fødselsdag. Zapotekernes religion omhandler en række hellige dyr bl.a. øgler, aben (Camillas dyr) og bæltedyret (Peters dyr).
I byen Santiago Matatlán bliver halvdelen af staten Oaxacas mezcal lavet. Mezcal er det samme som tequila, dog er det ikke produceret i en af de tre stater i Mexico, hvor man må kalde produktionen af “snaps” for tequila. På billedet ses den traditionelle og nutidige måde at producere mezcal.
Mezcal produceres af 8-10 år gamle agave-kaktusser. Hjertet bliver neddelt med macheter og fermenterer i 4-6 dage under tag. Efterfølgende knuses fibrene ved hjælp af møllesten trukket med hest. Den nedknuste masse lagres i træbeholdere i 6-8 dage, hvor sukkeret fra kaktussen gærer. Derefter foregår destilleringen som ses på billedet. Et “agavehjerte” kan veje op til 200 kg, og ca. 8 kg agave giver 1 l færdigdestilleret mezcal. Vi kan IKKE anbefale at prøvesmage de forskellige typer mezcal! (Men vi har naturligvis købt to flasker med hjem efter at have smagt på varerne.)
På en af vores ture i Oaxacas tilstødende dale forsøgte vi at komme til at se det træ i Verden, der har den største diameter (14 meter). Som så meget andet, havde nogen besluttet, at det måtte vi ikke, fordi der er Covid19 i Verden. Heldigvis er Peter god til at planke den, så han kravlede op og tog dette billede, så Camilla også kunne se træet.
Træet set på afstand afslører, at selv en almindelig kirke ser lille ud i forhold til et over 40 meter (Rundetårn) højt træ.

Vest for Oaxaca ligger en by med 14.000 indbyggere, der hedder Tlacolila. Byen er kendt for sit søndagsmarked, der fylder det meste af byens centrum, så der kørte vi ud i søndags. Fordi det arealmæssigt fylder så meget, så er der væsentligt mere luft mellem de forskellige handlende i forhold til de fleste andre markeder, vi har besøgt både her og i Asien, så det var rigtigt behageligt at gå rundt og kigge på det hele. Og så var de kvinder, der tilhører den oprindelige folkestamme, der hedder zapotekere, klædt utroligt fint i kjoler med fine forklæder og fletninger, uanset om det var piger på 3 år eller gamle damer på 70. Vi ville så gerne have taget billeder af nogle af dem, men det virkede upassende at stille sig op med sit kamera, som om de var noget fra et frilandsmuseum, så I må selv køre derud en søndag og opleve det.

Mængden af chili på et almindeligt marked er simpelthen enorm og over alt.
Også cacaobønner, -pulver, -klodser, -mole og andet godt på basis af cacao ses over alt i enorme mængder. Det bedste (eller værste?) er, at det ingenting koster.

Udover alt det, der var at kigge på, så var der også masser for smagssansen, så vi slæbte af sted med en rygsæk fyldt med kager, hjemmelavet chokolade med honning, chips, chorizopølse og flæskesvær. (Vi har ikke så meget af det tilbage længere.) Hvis du klikker på linket/billedet herunder kan du se en video, der viser, hvordan man laver chips på den hurtige måde i Mexico.

Det er bestemt ikke kun byerne rundt om Oaxaca, der har noget at byde på. Oaxaca selv er super hyggelig med en lav, gammel bydel med masser af barokkirker fra 1500tallet.

Peter foran en typisk spansk barokkirke med masser af krummelurer og udskæringer på facaden (dog ikke på de tre andre sider).
Den fuldstændigt overvældende Santo Domingo-katedral er typisk spansk-katolsk med masser af guld, symbolik og overdådighed. Den er utroligt smuk, men vi kan næsten kun tænke på, hvem der har bekostet denne overflod i et ellers fattigt land.

Byen har også mange gode restauranter, og hver kok har sin egen mole (chilibaseret sovs), som han/hun er meget stolt af. Også den mexicanske Cæsarsalat bliver serveret på bedre restauranter, hvor tilberedningen sker ved siden af dit bord af kokken. Vi kan snildt anbefale det som en god frokost. Peter er dog ikke sikker på, at han vil give 100 dkr. for en portion salat selv i Danmark 🙂

Her ses et typisk eksempel på en “pizza” i Oaxaca, som består af den altid tilstedeværende majspandekage med fyld af oksekød, salat, ost og masser af mole. Den er et sundt alternativ i denne mad-by, hvor meget er friturestegt.
Et andet sundt alternativ i Oaxaca er at leje cykler for at kunne se hele byen på en dag. Det koster 100 pesos for 8 timer pr. cykel hos Mundo Ceiba og de var i forbavsende god stand, hvilket vil sige, at de 7 gear og håndbremser virkede (ikke et kendt fænomen i Asien).

I dag, vores sidste dag i Oaxaca, lykkedes det os endelig at se noget af det unikke for Mexico, nemlig zapotekerbyen Monte Albán, hvilket var en helt fantastisk oplevelse. Monte Albán, der kun ligger 10 km vest for Oaxaca, var hovedstaden i zapotekernes rige og fungerede som religiøst centrum i 1200 år fra 500 f.Kr. til 700 e.Kr. Monte Albán er strategisk utroligt velplaceret på en bjergtop, som står i det kæmpe dalområde Valles Centrales, hvilket har givet byen udsyn 360 grader rundt på et område af 100 x 100 km (vores gæt).

Et udsnit at den centrale plads i byen. For et bedre indtryk af området, må I se den video, vi har lagt op herunder.

Klik på videoen herunder, hvis du vil se et udsnit at det imponerende og meget store område (vi gæsteoptræder selvsagt til sidst).