Lørdag d. 23. kørte vi til staten Chiapas for i første omgang at tilbringe seks dage i byen San Cristóbal. Chiapas er én af Mexicos to “gule” stater på coronakortet, hvilket betyder, at vi kun er nødt til at bruge mundbind indendørs lige som i Danmark, og det er rigtig rart. Derudover ligger San Cristóbal i 1950 meters højde, så de 23-33 grader, vi havde vænnet os til ved Stillehavet, blev vekslet til 8-25 grader. Det var super fint om dagen, men aften, nat, og morgen var der temmelig koldt. Vi syntes faktisk, at vi havde pakket fornuftigt tøj hjemmefra – også til de steder, hvor det ville blive lidt koldt – men inden det første døgn i San Cristóbal var gået, havde Camilla købt både et sjal og en dynejakke.

San Cristóbal er i bund og grund en fin by med masser af muligheder, og som sagtens kan bære, at man bruger 3-5 dage til at indsuge atmosfæren, bl.a. har byen et godt rav-museum og to fine barokkirker. Byen bærer præg af at være et sted, hvor ”nutidens hippier” tager hen og leger ”jeg er også maya-indianer” og har piercinger, tatoveringer og hjemmehæklet rasta-hår. Vi ølte dog ikke, at de fyldte alverden, udover en enkelt gang hvor vi en aften blev tilbudt både alt, der kan ryges og sniffes – vi takkede dog pænt nej og fik en GT mere.

Gadebilledet er præget af gademusikanter (bedre standard end i Veracruz), gadehandlende (mayafolk) og skopudsere. En skopudsning koster mellem 15 og 30 pesos afhængig af skopudserens opfindsomhed, når du forhandler pris. Fx får Peter her pudset sko for 15 pesos, hvilket dog efterfølgende kostede 30, fordi den aftalte pris selvsagt kun var for én sko! (Det er hermed bevist, at en 10årig mexicansk knægt sagtens kan narre en 54årig europæer.) Da Peter fik pudset sko næste gang (det er den bedste måde at give ”ulandshjælp” på i stedet for bare at stikke dem nogle penge), blev det nøje aftalt, at prisen var for begge sko. (Det er hermed bevist, at en 54årig europæer lærer meget hurtigt.)
Den første dag besøgte vi Na Bolom (Jaguar-huset). Det var tidligere privat hjem for et dansk-schweizisk ægtepar, der hed Frans og Gertrud Blom, og er nu museum. Frans Blom, der var født i 1898 i København, var arkæolog og har været med til at udgrave nogle af de vigtigste og største maya-ruiner i den centrale og østlige del af Mexico. Hans kone var fotograf og engagerede sig i at forbedre forholdene for mayaerne. Billedet viser ryglænet på Frans Bloms kontorstol med flagene fra både Danmark, Schweiz og Mexico.
Når man et helt voksenliv beskæftiger sig med mayaernes kultur, får man naturligvis samlet nogle bøger sammen, og hr. og fru Bloms bibliotek rummer mere end 9.000 bind. Peter er her i gang med at pille i hr. Bloms kartotek.
San Cristóbal har selvfølgelig også et stort marked, der ligger omkring den gamle kirke i centrum. Dette billede overdriver på ingen måde farveorgiet.

Nordvest for San Cristóbal ligger en kløft, der hedder Cañon del Sumidero. Selvom det er en populær turistattraktion, var det faktisk en rigtig god oplevelse at tage en bådtur på floden i bunden af kløften, fordi sejlturen kom igennem nogle spektakulære områder, som fx klippesider med stalagmitter, lavaformationer formet af vandfald (som de lokale kalder juletræsvandfaldet) og lodrette klippevægge på 800 meters højde.

Og så så vi endelig nogle vilde dyr som fx denne krokodille, der endte med at blive tilpas irriteret over vores larm til, at den flyttede sig.

Det er helt umuligt at tage et billede af 800 meter stejle klippesider, så vi har i stedet forsøgt med en video, som afspiller, hvis du klikker på nedenstående link.

På Camillas fødselsdag kørte vi rundt til tre små landsbyer nord for San Cristóbal. I den ene var der heldigt nok torsdagsmarked, og det fejrede de lokale mænd ved at have taget deres allerfineste tøj på. (Og Camilla fik lov til at købe en pose flæskesvær.)
I samme by fandt Peter turens første Omega-ur, men det var desværre ikke til salg.
I landsbyen Chamula besøgte vi deres kirke, hvor de gjorde et betydeligt større nummer ud af Johannes Døberen end af Jesus. Om der er en sammenhæng mellem at døbe og drikke, ved vi ikke, men en del af det at bede i kirken indebar også, at der blev indtaget større mængder pox, som er stærk alkohol lavet på sukkerrør, samt cola, for det at bøvse er det samme som at holde de onde ånder væk. Så SKÅL i (kirke)skibet! En spændende kombination til de alkoholdrikkende mænd var, at der var flere tusind tændte stearinlys over alt på gulvet. Vi beklager den dårlige billedkvalitet, men billedet er taget med skjult kamera, da det at tage et billede kostede 3.900 pesos (1.200 dkr.) i bøde, men selvsagt kunne Peter ikke stå for fristelsen til at fotografere den underligste gudstjeneste, vi har oplevet.
Camillas fødselsdag sluttede med butterchiken, pahratas og fantastisk chilensk vin (læs: aldrig har vi haft så mange tømmermænd pga. dårlig vin) på den lokale – og eneste! – indiske restaurant, som vi faktisk godt kan anbefale, da maden er god, og kokken kan engelsk.
Efter 4.500km var det tid til en bilvask, og for den urimelige sum af 50 pesos (15 dkr.) fik vi højtryksrenset, poleret, pudset, støvsuget og banket måtter af tre mexicanske drenge på 10-15 år, mens vi indtog en fyrstelig frokost på den lokale taco-restaurant.