Junglen omkring floden Lancandón er gammelt maya-territorium og blev i midten af det 20. århundrede udforsket af bl.a. Frans Blom, som vi har skrevet om tidligere. I hans hus i San Cristóbal var der en del billeder af én bestemt ung maya, som Frans Blom tydeligvis havde en nær relation til. Lige netop denne unge mands søn viste sig at være vores vært, da vi tjekkede ind på Top Che, og vi var oven i købet så heldige at få et tretimers jungletrek med ham som guide, hvor han viste os en gammel mayaruin, store vandfald i junglen samt diverse træer og urter. Trods den træge kommunikation – han kan maya og lidt spansk, vi kan dansk og meget lidt spansk – men ordet “bonito” (smuk) blev brugt flittigt.

Her sidder Camilla og vores vært foran det gamle mayatempel, som er helt gemt i junglen, og nyder stilheden, der er en stor sjældenhed i Mexico.
På vores jungletrek kom vi forbi dette 400 år gamle Ceiba-træ, som får selv en voksen mand til at se meget lille ud.

Efter tre timers hike og 1.000.000 myggestik (godt nok tilsammen) var det forfriskende at nyde synet af en jungleflod, som skærer sig igennem landskabet fuldstændig uberørt af mennesker. Klik på filmen/linket herunder, hvis du vil nyde lyden af brusende flod.

Lyden af vandfald var konstant og beroligende at falde i søvn til i vores ultraspartanske hytte i de tre dage, vi boede på Top Che.

Nationalparken Lancandón (opkaldt efter floden, der løber igennem den) er kendt for bl.a. sine to store og velbevarede mayabyer, Bonampak og Yaxchilan. De er begge kendt for meget velbevarede inskriptioner i sandsten.

Selvom vi boede inde i junglen på Top Che var det åbenbart muligt at køre 45 minutter i meget høj fart direkte dybere ind i junglen ad en vej, som kun havde samme formål: at nå ind til Bonampak. På dette billede giver det god mening, at Bonampak først blev (gen)opdaget i 1946 på trods af utallige ekspeditioner i området, da byen er fuldstændig opslugt af jungle på alle fire sider.

For at komme til Yaxchilan er man nødt til at sejle med speedbåd ned ad floden Rio Usumacinta, der danner grænse ind til Guatemala, i en lille times tid, da det er den eneste adgang til den gamle ruinby. Fordi Yaxchilan ligesom Bonampak ligger dybt inde i junglen, er der kun én slags permanente beboere. Godt gættet – nemlig brøleaber. Hvis du klikker på filmen/linket nedenunder, kan du både høre og se, hvilket fantastisk sted Yaxchilan er.

Ligesom i andre meget udviklede civilisationer har sport været en vigtig del af mayaernes kultur. Boldspillet er simpelt beskrevet en kombination af fodbold og basketball, der selvfølgelig spilles med en oppustet jaguarblære som bold. Spillet har både været for sjov, men også med døden som udgang, hvis man tabte til en anden konges/høvdings hold.

Vigtigheden af boldspillet er helt tydelig, når man ser banens placering i de gamle ruinbyer, samt de meget fine beskrivelser af spillet i sandstensfriserne.
Her står Peter midt på boldbanen i Yaxchilan, der bl.a. er kendetegnet ved skrå banketter, som kunne bruges som bander, når man slog til bolden, der kun måtte røres med hofte, albue og knæ.
Ligesom alle de andre nationale seværdigheder i Mexico var der rigtigt meget, der var spærret af med plasticbånd pga. corona. Til vores store held mødte vi en guide/vagt, der tydeligvis kedede sig, og som godt kunne bruge 200 pesos (60 kr.), så han viste os rundt i en ellers afspærret labyrint, der var beboet af masser af flagermus samt den navnkundige Haleløse Piskeedderkop, som vi jo alle kender?! Vi var smadder bange for den 15 cm store edderkop, som guiden sagde var meget giftig, indtil vi fik adgang til internettet igen. Her kom Wikipedia ind i billedet som “faktatjek”, der kunne afklare, at edderkoppen er fuldstændig harmløs og ofte bruges som kæledyr.