De sidste 12 dage har vi boet i en ferielejlighed i byen Puerto Morelos, der ligger på østsiden af Yucatanhalvøen ca. en halv times kørsel syd for byen Cancun. Vi har med vilje planlagt turen sådan, at vi slutter af på Yucatan, fordi mængden af turister gør, at alting fungerer, så vores rejse kunne ende med lidt luksus. Mht. mængden af turister tog vi ikke fejl, og det er oven i købet lavsæson nu i et år, hvor ikke så mange rejser, men heldigvis har vi lavet vores benarbejde godt hjemmefra, da vi valgte at bo i Puerto Morelos, der ligger imellem to “turisthelveder”, Cancun og Playa del Carmen. Byen er stille og hyggelig med fem parallelle veje fra havet og ind i landet og ti andre parallelle veje på tværs. Der er et udmærket supermarked, to fiskeforretninger, diverse souvenirforretninger, nogle restauranter og en mole, hvorfra man kan komme ud at snorkle med lokale både.

Her sidder Peter foran vores værelse/lejlighed på Righetto Vacation Rentals, der meget belejligt ligger 3 meter fra poolen, hvor vi køler af, når de 28 grader og solskin bliver lidt for anmassende. Misundelig? Det kan vi godt forstå.

Noget af det, som det meste af Yucatanhalvøen er kendt for, er sine mange cenoter. En cenot er et såkaldt jordfaldshul, der ifølge et opslag på vores alle sammens Wikipedia kan beskrives som “… en underjordisk sammenstyrtning. Jordfaldshuller kommer især, hvor undergrunden indeholder kalk, og hvor kalken er skyllet væk af vand, eller hvor der er eller har været minedrift.” Rigtigt mange af cenoterne her er fulde af ferskvand, der er helt rent og klart, og for et mindre (i nogle tilfælde større!) beløb kan man få lov at bade i dem. Vores cenot-dåb foregik ca. 5 km syd for byen Cobá, og det er altså en ganske særlig og svært beskrivelig oplevelse at gå ned ad en temmelig stejl trætrappe direkte ned i et hul jorden kun iført badetøj og snorkel. Og vi var heldige, for vores første cenot havde vi stort set for os selv, og der var en udspringsplatform 10 meter over vandet, som Peter selvfølgelig måtte prøve. Alle, der kender Peter, ved, at han ikke stikker op for bollemælk (hvad det så end er), men at stå 10 meter oppe og kigge ned i krystalklart vand med 20 meter til bunden, føles altså som at skulle hoppe 30 meter direkte ned på stengrund, så Peter talte til 2, inden han sprang. Klik på videoen herunder for at se legebarnet.

Peter fik mulighed for at dykke med Tyrehaj (Bull Shark), der er én af de tre hajarter i verden, der er farligst for mennesker. Til alt held er de tyrehajer, der her i vintermånederne besøger havet ud for Playa del Carmen, kun hunner, der er her for at føde deres unger tæt på land, hvor vandet er lidt varmere end der, hvor de normalt færdes – og måske bider lidt i en nysgerrig dykker. Peter så 10-15 tyrehajer på sit dyk, og de kom ret tæt på.
Der er utroligt stærk strøm i havet øst for Yucatan, så for ikke at blive taget med, måtte Peter holde fast i et reb, imens han “sad” på bunden. Lige ved siden af boede denne grønne murene, der adskiller sig fint fra alt det andet med sin flotte farve.
Hvor der er hajer, er der også pudsefisk. Som regel er det hajerne, der løber med al opmærksomheden, men her har Peter fanget en pudsefisk uden haj (den største af de to fisk), og den er jo ganske fin i sig selv.
Camilla har af Peter fået ny dykkermaske med styrke i glassene, så for første gang kan hun faktisk se, hvad der foregår under havoverfladen. Så gør det ikke så meget, at man ser lidt tosset ud.

Den nye dykkermaske blev indviet på en snorkeltur, hvor vi så denne fantastiske Eagle Ray. Klik på videoen og nyd, hvordan den flyvesvæver gennem vandet.

På vores snorkeltur ud for Puerto Morelos så vi også disse tre blæksprutter (squid). Det er altid en god oplevelse af se blæksprutter, og så smager de jo godt!
Midtvejs under vores ophold i Puerto Morelos tog vi to overnatninger på øen Cozumel, der ligger ud for Playa del Carmen. Billedet viser udsigten fra vores hotelværelse, hvor noget af Verdens bedste snorkling ifølge Lonely Planet og diverse hjemmesider skulle foregå. Det lykkedes os dog ikke rigtigt at finde nogen fantastiske snorkelsteder trods ihærdig søgen.

Ca. 200 km vest for Puerto Morelos ligger ruinbyen Chichén Itzá. Det er for en gangs skyld ikke mayaerne, der har været på spil, men et folk, der hedder toltecere, og det er måske derfor, at bygningerne er lidt anderledes end de andre ruiner, vi har set. Vi havde læst, at hvis man ikke skal kæmpe sig vej frem mellem alt for mange turister, så skal man sørge for at komme tidligt, så vi var der 8:15 – et kvarter efter åbningstid – og alligevel var der allerede temmelig mange. Hvordan det ser ud i højsæsonen midt på dagen, tør vi slet ikke tænke på.

Her står Camilla foran Chichén Itzás vartegn, El Castillo. Det er den eneste fritstående pyramide på Yucatanhalvøen, og den er vitterligt meget imponerende.
Toltecerne var et ret blodigt folkefærd, der halshuggede fjender for et godt ord. Denne frise er en blandt mange på en bygning, der har været brugt til henrettelser. Læg mærke til, at manden holder et afhugget hoved i sin ene hånd. I udkanten af ruinbyen ligger der en stor åben cenot, som toltecerne har brugt til menneskeofringer.
Den mest berømte cenot at dykke i på Yucatan hedder The Pit, og den skulle Peter naturligvis dykke i. Her er Peter lige hoppet ned i hullet og gør klar til 35 minutter under jorden. Peter var heldig, at han og hans divemaster var de første i vandet, så de fik grotten for sig selv i den første halvdel af dykket. 20 minutter senere vrimlede det med dykkere, så der næsten ikke var andet at se end luftbobler og finner.
Efter dykket i The Pit tog vi hen til to andre cenoter i området, Dos Ojos (To Øjne), hvor vi snorklede. Selvom vandet i cenoterne er utroligt klart, så er det meget svært at tage skarpe billeder under vandet, men her er det lykkedes Camilla at fange Peter iført snorkel og redningsvest! Ingen får lov til at snorkle uden redningsvest på Yucatan, hvilket desværre forringer oplevelsen ganske gevaldigt.

Og nu er vi på vej til lufthavnen i Cancún for at aflevere vores lejebil og flyve til Mexico City. Bilen har tjent os godt gennem 8500 km, og vi har kun været forbi et værksted én gang for at få skiftet forruden efter et stenslag. Vi håber, at det bliver mere smertefrit at aflevere bilen end at få den udleveret, for vi skal altså nå vores fly kl. 13:30.