Så er vi tilbage i Mexico City efter to måneder rundt i landet. På de to måneder er det blevet til en helt anden by, da den kom i orange zone d. 15. februar, hvilket betyder, at langt de fleste forretninger og restauranter nu er åbne.

På trods af orange zone er der stadig sat gule bånd op som restriktioner. Her er et rigtig godt eksempel på hvor konsekvent og uigennemtænkt disse restriktioner bliver gennemført. Her ses 15 meter almindeligt rækværk skiftet ud med ca. 10 meter restriktionsbånd, hvilket i praksis betyder, at det samme antal mennesker skal opholde sig på en mindre strækning. Dette har selvsagt INGEN indflydelse på Peters humør, da han jo som bekendt takler fjollede løsninger med sindsro – NOT! (Hvis det interesserer nogen, så er billedet af det gule bånd taget ved Templo Mayor, der er de gamle azteker-ruiner, som spanierne har bygget Mexico City oven på.)
Lige ved siden af Templo Mayor – og det gule bånd! – ligger Mexicos største katedral, der egentlig er to kirker, der hænger sammen. Ca. 98% af den mexicanske befolkning er katolikker, så det giver god mening at bygge STORE kirker. Et lille problem er dog, at undergrunden, som bærer dette kæmpe bygningsværk, ikke kan klare opgaven, og derfor hælder søjler, vægge og gulve i katedralen, som af samme grund også revner over alt i loft og kupler. Katedralen ligger på byens største plads, Zócalo.
Som altid, når vi er ude at rejse, bliver der brugt meget tid på at finde knive fra der, hvor vi er. Det har dog været noget besværligt her i Mexico pga. coronasituationen, der har lukket mange forretninger, og at der ikke er tradition for antikbutikker. Men i går lykkedes det endelig at finde en hel arkade kun med antikvitetsforretninger, og her var faktisk 4-5 stykker, som havde knive. Her er Peter foran den ene forretning, hvor der var flere fine knive, men vi købte kun en enkelt. I en anden forretning købte vi en russisk kosakdaggert i sølv.
I forretningen på ovenstående billede kiggede vi længe på disse to meget fine knive, men vi endte med kun at købe den øverste, som er en original bowiekniv, hvilket ses af knivbladets facon, fra midten af 1800-tallet.
Imens Peter kiggede knive, snakkede Camilla lidt med denne lille terrier, der var blevet klippet helt skørt. Hundeejere bør altså ikke lade deres fikse ideer gå ud over deres stakkels dyr, som ikke kan sige fra.

I går var vi forbi et testcenter for at få lavet den første af de to coronatests, som er påkrævet, for at vi kan komme med flyet og ind i Danmark engang i morgen. Som forventet var testene negative, og nu sidder vi på vores hotel og venter på at kunne tage i lufthavnen, hvilket skal ske på et tidspunkt, så vi kan få taget den sidste test, der ikke må være ældre end 4 timer, når vi border flyet. Vi glæder os til at få flyrejsen overstået og komme hjem.