Den hytte, vi har lejet, ligger lidt oppe ad en bjergside mellem landsbyen Blagaj og den noget større by Mostar. Vi er rigtig glade for hyttens placering, for det betyder, at der næsten hele døgnet kommer vind nede fra dalen, så det lufter lidt på terrassen. Uden den vind ville vi helt sikkert smelte bort som dug for solen. På trods af vind og medbragt ventilator, der kører på højeste styrke med retning mod Peter, så snart vi er udenfor, så har det været nødvendigt at indkøbe et badebassin.

Der er ikke noget som en voksen mand i et jordbærbassin i 38 grader.

Mostar ligger ca. 10 km væk, og selvom det er varmt, og turen hjem går op ad (det gør turen ned ad sjovt nok også), så har vi været friske og cyklet derind for at se en af en af Bosnien-Herzegovinas største attraktioner; Stari Most (byens gamle bro, der forbinder de to bydele på hver side af floden Neretva).

Broen er bygget for mere end 400 år siden af osmannerne og er et symbol på, at uanset hvilken tro, man har, så kan man sagtens bo i samme by og være gode naboer.
Den originale bro blev – som så meget andet i det tidligere Jugoslavien – desværre ødelagt af massive bombninger under borgerkrigen, men er – også som så meget andet heldigvis – bygget op igen. Belægningen er lavet at den fineste, hvide marmor og skulle efter sigende være en fuldstændig kopi af den originale bro.
Som det tydeligt fremgår af billedet, er floderne ekstremt klare og rene, og vi tror faktisk, at man kan drikke det meste af vandet uden af blive syg (vi har dog undladt at teste det). Der er floder alle vegne, og de store vandressourcer gør, at selvom her er ufatteligt varmt, så er landet meget frodigt.
Vores første og hidtil eneste fangst. En ca. 20 cm lang fisk af ukendt art fanget af Camilla med en bid dej æltet af Peter på en krog med bobbelflåd. Den havde rigtig mange ben og smagte ikke af noget særligt, så vi er på udkig efter et fiskested, hvor vi kan fange ørreder i stedet.

Vi havde hjemmefra booket to overnatninger i Banja Luka, der ligger i den nordlige del af Bosnien-Herzegovina og ca. 4 timers kørsel fra vores hytte. Det var en rigtig god køretur, hvor landskabet var meget forskelligt, men det, der kendetegner alle de steder, vi indtil videre har set, er, at der er floder og vand over det hele. På vejen derop gjorde vi holdt ved byen Jajce, der som rigtigt mange andre byer, er præget af byggeri fra Osmannerriget. Byen er placeret ved floden Pliva, der har et meget smukt vandfald, som vi gerne ville se.

Man bliver hurtigt gennemblødt så tæt ved vandfaldet, og Camillas briller trængte i den grad til en pudsning, men det var ikke helt tosset med en nedkøling i det varme vejr.
Ca. 5 km udenfor Jajce ligger en klynge gamle vandmøller, som heldigvis er ved at blive restaureret. De er vidnesbyrd om, hvorfor den region historisk har været rigt, for her er blevet dyrket korn, og korn skal males. Hver gård havde deres egen lille vanddrevne mølle, og Plivas vand er dygtigt blevet tæmmet, så alle møller fik den nødvendige mængde vand til at drive møllehjulet rundt.
Vandmøllehul behøver ikke at være lodrette, som vi bedst kender dem i Danmark. Her ses det vandrette drivhjul og den lodrette aksel direkte op til møllestenen.

Banja Luka er ikke nogen specielt charmerende by, og dens gamle bydel begrænser sig til et gammelt fort, hvor man kan gå lidt rundt på egen hånd. Vi havde valgt at tage derop, fordi byen er kendt for god rafting og har været vært for både EM og VM i den disciplin. Vi tog ud af rafte på floden Vrbas med det nystartede firma Rafting Klub Extreme, og det var en fin oplevelse (Vrbas byder dog IKKE på white water rafting!), hvor vi for første gang i flere dage ikke svedte tran, men kunne nyde at blive kølet ned af floden. Heldigt for Peter var der også et par stedet, hvor floden var dyb nok til, at man kunne hoppe i fra dels en bro og dels en kæmpe sten.

Spredt over det meste af Bosnien-Herzegovina er der nogle gamle kirkegårde fra middelalderen, der hernede bliver betegnet som nekropoliser. Det er nogle ganske store gravsten med udhugninger og relieffer, og de fineste har inskriptioner, der tydeligt fortæller, hvem der er stedet til hvile. En af landets største samlinger (ca. 135 sten) ligger ca. 30 minutters kørsel fra vores hytte, så dem kørte vi ned for at se i går.

For at kunne se udsmykningerne på gravstenene, er man afhængig af, at lyset falder rigtigt, så skyggerne får motiverne frem. Vi kom desværre tidligt til Radimlja i går, så det kun var stenenes mere kedelige bagside, der var belyst rigtigt i forhold til at kunne tage gode billeder.

Efter besøget på den 500 år gamle kirkegård kørte vi ned til en nationalpark, der hedder Hutovo Blato. Det er et meget stort vådområde, der fungerer som fuglereservat og et utal af migrerende fugle gør stop der to gange om året på vej til eller fra det nordlige Europa/Afrika. Vi havde en – viste det sig hurtigt – vanvittig ambition om at cykle reservatet rundt, men efter ca. 12 km op og ned i 35 graders varme blev vi enige om, at det var meget sjovere at finde en god frokostrestaurant, så vi vendte om og cyklede tilbage til bilen.

Landsbyen Blagaj er kendt for to seværdigheder, og som alle kan se af ovenstående billede, er den ene ikke til at komme udenom. Floden Buna udspringer af bjerget i baggrunden, og det er en meget imponerende mængde vand, der kommer farende ud af klippen. Da osmannerne erobrede området, gjorde de Mostar til den vigtige administrationsby, mens Blagaj blev stedet, hvor de byggede dette smukke kloster. Og det er præcis lige så postkort-smukt at stå der, som det ser ud på billedet. Vi fulgte selvfølgelig alle skiltene og endte med at betale 2 x 10 Mark (80 kr.) for at komme ind på klosterets område, hvilket er mere end dobbelt så meget, som vi har betalt i entre noget andet sted i landet. Lad være med det! Den flotte udsigt foregår på den anden side, og det er rørende gratis.
Det var en VARM tur op til Blagajs gamle borg bygget af Herceg Stjepan (Hertug Stefan) engang i 1300-tallet. Det er en vandretur på ca. 1 km ad en snoet sti, men det var faktisk svedeturen værd, for vi havde det hele for os selv, og udsigten fra ruinens højeste tårn ud over hele dalen og Buna-flodens bugtninger var super. Det kan anbefales at medbringe en flaske vand (hvilket vi ikke havde, for man skal som bekendt lære af sine fejl).