Vi er lige kommet tilbage til vores hytte i Blagaj efter tre dage i hovedstaden, Sarajevo. Som så mange andre byer i Bosnien-Herzegovina ligger Sarajevo ved en flod, og så breder byen sig op ad bjergsiderne på begge sider af floden. Det er IKKE en by, hvor man ser mange cykler, og man skal ikke gå særligt langt for at få trætte ben, for gaderne er stejle. Vores hotel lå omkring 500 meter fra den fontæne, der er en af byens største attraktioner, og på de 500 meter flyttede vi os 60 højdemeter. Til gengæld er næsten alle gader meget smalle (tænk syditaliensk landsby), men selvfølgelig ikke ensrettede, så det er rigtig spændende at komme rundt om et hjørne på en vej med 15% stigning i en Ford Transit og møde en modkørende hvid VW Golf årgang cirka 1992.

Her er Camilla foreviget foran Sarajevos mere end 300 år gamle vandfontæne, der ligger på det centrale torv, der i dag mest er kendt som Pigeon Square (Duetorvet), fordi en massiv mængde duer holder til der. Det er åbenbart det oplagte ‘Kodak Moment’ at blive fotograferet der, mens man fodrer duerne, så der er flere majssælgere på torvet, der henter sig en god dagshyre på de mange turister. Efter borgerkrigen har byen Sarajevo foræret et kopi af vandfontænen til byen Beograd, der er hovedstad i Serbien, som et symbol på fred og broderskab trods fjendskabet under krigen.
Vores første aften i Sarajevo spiste vi hos Nanina Kuhinja (Bedstemors Køkken), og hvem end bedstemor er, så er hun ferm til traditionel mad. Det smagte forrygende og så glemmer man heldigvis hurtigt de lidt dårlige stole.
Om ikke andet så er Sarajevo kendt for at lægge jord til det skud, der siges at have sat gang i Første Verdenskrig. Den østrig-ungarske ærkehertug og hans kone blev skudt på denne bro d. 28. juli 1914, men i dag er broen heldigvis ganske fredelig og sendte os over floden Miljacka til den ikke-turistede del af Sarajevo, hvor vi meget heldigt fandt byens største pub, Pivnica, der er etableret i forbindelse med byens bryggeri, Sarajevska Pivara. Det er et virkelig smukt, gammelt lokale, og man slipper for de andre turister, så vi kan kun anbefale et besøg – og så er ‘øllerne’ også rigtig gode!
Centrum i Sarajevo har masser af gamle, flotte bygninger fra både de 400 år under osmannerne og de 40 år under østrig-ungarerne, men borgerkrigen, der er mindre end 30 år væk, kan stadig ses alle vegne, selvom de fleste skudhuller i husfacaderne efterhånden er blevet repareret (der er næppe en eneste by uden huse med skudhuller). Sarajevo var belejret af den serbiske hær i 4 år, så for at få forsyninger ind i byen fra den bosniske side af fronten, gravede en masse seje mænd ved håndkraft en tunnel på 800 meter mellem to familiers huse; det ene hus lå inde i det belejrede Sarajevo og det andet tæt på lufthavnen, der var kontrolleret af den bosniske hær. Gennem denne lave, smalle tunnel blev al mad, medicinsk udstyr, våben, kul osv. fragtet ind til de ca. 200.000 indbyggere, der valgte at blive i byen. I dag er huset ved lufthavnen indrettet som et museum over den tunnel, som holdt Sarajevo i live, og selvom kun 25 meter af tunnelen er tilgængelig for turister i dag, er det rigeligt til at forestille sig, hvordan den lange tur under jorden har været at gå i mere end 1400 dage. Bosnierne er ikke lave mennesker, så Peter illuderer på billedet meget godt, hvordan turen med/efter nye forsyninger er foregået.

Hvad formentlig ikke ret mange af os vidste, så er der pyramider i Bosnien-Herzegovina. Jo, der er! Der er oven i købet hele 3, 4 eller 5 af dem (vi er ikke helt sikre), så efter at have set en hel del af den udiskuterbare slags i Mexico i vinters, måtte vi da bestemt også se de i hvert fald to menneskeskabte pyramider, som en meget insisterende mand og hans tro følgesvende mener at have opdaget ca. 30 km nordvest for Sarajevo. Vi valgte at købe den absolut billigste indgangsbillet til ‘Solpyramiden’, der var uden guide, og kan kun anbefale andre at gøre det samme, for på den måde kan man ret hurtigt gå en fin tur op ad nogle temmelig dårligt vedligeholdte trapper og se nogle ikke særligt pyramidelignende jordskorpeforskydninger, som vi efterfølgende har set flere andre steder på vores køreture rundt i området i stedet for at være nødt til – som andre turister, vi gik forbi – at være nødt til at stå pænt og høre på en veltalende guide, der taler om healende frekvenser (7,82 hz, hvis nogen skulle være interesserede) og menneskeskabt beton for ca. 33.000 år siden.

Ja, her er så et af de endegyldige beviser på, at mennesker, 25.000 år før pyramiderne i Egypten blev bygget, byggede pyramider i beton i Bosnien-Herzegovina. Peter ved mere om beton end de fleste, så han er ikke overbevist.
Selvom stort set de fleste eksperter indenfor området har afvist, at de trekantede forekomster omkring landsbyen Visoko er menneskeskabte, så har ‘de troende’ i hvert fald været gode til at lave nogle overbevisende skilte på vej op ad pyramidens basis. Vi har taget et par af de menneskeskabte ‘betonstykker’, der ifølge skiltene er mere end 30.000 år gamle, og da vi viste dem til en af guiderne og manden i billetkontoret, så sagde de, at dem måtte vi da hjertens gerne tage med til Danmark som en souvenir. Sådan er det hverken i Egypten eller Mexico, når man besøger deres pyramider, så man kan sige, at man i Bosnien-Herzegovina får væsentligt mere for sin entre.
Bosnien-Herzegovina har et vandfald på 98 meter, der hedder Skakavac, og det ligger ca. 20 minutters kørsel fra Sarajevo, så det skulle vi selvfølgelig se. Det er senere gået op for os, at der ligger et andet vandfald temmelig langt fra Sarajevo tæt på grænsen til Montenegro, der også hedder Skakavac, og det er formentlig det, der er skrevet om i vores guidebog. Heldigvis er Peter rigtig god til serpentinervej kombineret med ingen asfalt overhovedet, så efter at have parkeret bilen i skygge, fik vi en rigtig god vandretur i frodig skov til et mindre end 98 meter højt Skakavac-vandfald, hvor vi indhentede en bosnisk-dansk familie, og vi hjalp/vildledte hinanden på vej tilbage til vores biler i fællesskab.

På vej op til Sarajevo havde vi planer om at køre forbi den meget, meget lille landsby Lukomir, der er Bosnien-Herzegovinas højest beliggende og mest afsides liggende landsby. Men efter en omvej på 25 km og 40 minutter, hvor asfaltvejen blev erstattet af en meget smal grusvej med en stigning på 12%, lavede Peter en 13 punktsvending, og så valgte vi at køre tilbage og finde den “lige” vej til Sarajevo. Men det betød jo ikke, at vi havde opgivet at se Lukomir og det landskab den ligger i, så vi gjorde et nyt forsøg fra nordsiden, hvor grusvejene heldigvis var både bredere og af en bedre forfatning, og det lykkedes os at ‘klatre’ hele vejen derop/-hen. Videoen herunder viser det både smukke og barske landskab, som vi kørte igennem.

Belønningen for en times kørsel på støvede grusveje ude midt i ingenting er en hyggelig lille landsby, hvor husene er bygget af sten med trætage og en helt fantastisk udsigt direkte ned i dalen, der hvor vejen ender, og hvor landsbyens offentlige ‘toilet’ ligger. Der er naturligvis ingen kloakering, så gammeldags das findes alle vegne. Lukomir er blevet foreviget på frimærker, så dem, vi har sendt postkort til, kan se et luftfoto af den lille landsby langt væk fra alle andre.
Lukomir har én restaurant, og den dag vi besøgte byen stod menuen på bønnesuppe med hjemmelavet blåbærsaft til. Det smagte overraskende godt, så vi kan sagtens anbefale, at man lægger vejen forbi.