Vi har været hjemme i et par uger nu, så det er vel på tide at få skrevet lidt om sommerferiens sidste dage. Vi valgte af afkorte vores ophold i Bosnien-Herzegovina, fordi det var så utroligt varmt, at vi ikke rigtigt orkede at foretage os ret meget andet end at finde steder med aircondition. Vi kan bestemt varmt (tø-hø) anbefale landet som feriedestination, men hvis man som os synes, at temperaturer under 30 grader er rigeligt, så er besøg i maj eller september nok at foretrække.

Men inden vi kørte hjem til Vestegnen igen, kørte vi op til byen Konjic, der har en helt fantastisk seværdighed at byde på – Verdens dyreste museum! I byens udkant langs floden Neretva er der ind i klippesiden bygget et 6.500 m² stort bunkeranlæg, der kunne huse Tito og de vigtigste medlemmer af hans regering samt 300 soldater. Byggeriet blev begyndt i 1953 og stod færdigt i 1979 og var så hemmeligt, at de mennesker, der byggede komplekset, blev fragtet dertil om natten, arbejdede i tre måneder på en lille sektion, og blev derefter fragtet bort igen uden at få at vide, hvad de byggede, eller hvor de var i Jugoslavien. Der er guidede rundvisninger på engelsk alle dage kl. 10, 12 og 14, og man kan købe billet igennem et bureau i Konjic, der kan kontaktes på e-mail info@visitkonjic.com.

Udefra ser Titos bunkeranlæg ikke ud af meget, og det lykkedes faktisk at hemmeligholde bunkerens eksistens selv for indbyggerne i byen.
Vandforsyning er naturligvis noget af det vigtigste, hvis man skal overleve, og bunkeranlægget har dels adgang til vand fra floden Neretva, og dels et indendørs vandreservoir i tilfælde af atomkrig, hvor vandet fra floden er forurenet med radioaktivt nedfald. Her står Camilla i den lange skakt, der leder ned til pumpen, der kan hente vand fra floden.
Udover vand har der naturligvis også været behov for olie til at holde gang i elektricitet mm. Læg mærke til sprinklersystemet i loftet.
At huse 350 mennesker kræver plads – også selvom soldaterne bliver stuvet sammen på firemandsstuer. Disse lange gange med små værelser til den ene side var der flere af. Kun Tito, hans kone og forsvarsministeren havde værelser af en standard, der hævede sig over en gennemsnitlig spejderhytte i Danmark.
Bunkeranlægget blev åbnet for offentligheden i 2011 og blev i den forbindelse ramme om en stor udstilling af installationskunst, der siden er blevet permanent. Peter faldt sjovt nok for dette værk, selvom flaskerne allerede var tømt.
Et andet værk er dette meget lange skakspil, der skal symbolisere den endeløse kamp, som krig er. Desværre har en tidligere besøgende taget to af brikkerne.
På vej tilbage fra Konjic kørte vi forbi den lille by Jablanica, der er kendt for sin ødelagte bro. Den blev ødelagt under 2. verdenskrig af partisanerne (modstandsbevægelsen) og har fået lov til at blive stående som et monument over deres store sejr.
På vores sidste dag i Bosnien-Herzegovina kørte vi over og så Kravica-vandfaldet. Udover at være meget fotogent, er det også et glimrende sted at bade.
Selvom det er rart at blive kølet ned, når temperaturen nærmer sig de 38 grader, så er vandet i Kravica-vandfaldet nok lidt til den kølige side, som Peters ansigtsudtryk vist meget godt viser.
Hjemturen bed vi over i to, så vi havde en overnatning i Linz i Østrig. Det var Peter bestemt ikke utilfreds med, for vi fandt en restaurant, der kunne byde på wurstsalat til forret, gullasch med spätzle (alpe-pasta) til hovedret og dunkelbier til at skylle efter med. En god afslutning på en god ferie.