Efter en uge ved Det Caribiske Hav med døgntemperaturer mellem 18-30 grader kørte vi d. 3. januar 300 km ind i højlandet mod sydvest for at bo i 2200 meters højde i fire dage. Hvorfor? Fordi vi ville se Quetzal; en af de smukkeste fugle i Verden. Selvom Costa Rica ligger i ”troperne”, så er der også kølige steder, når man begiver sig op i højderne, så i San Gerardo de Dota ligger døgntemperaturerne på 7-20 grader i starten af januar, hvilket er dejligt køligt, når man skal sove og behageligt som en god sommerdag i Danmark at gå rundt i om dagen.

Så glade er vi, når vi traver rundt i naturen i Costa Rica.

Vi boede på Hotel Savegre, der ligger på det område, hvor de første ”bosættere” i dalen kom i 1960’erne. Hotellets område er MEGET velplejet, og vi boede i en fin, rummelig hytte med et stort badeværelse og en A/C, der også kunne generere varme om aftenen og natten. Til gengæld kan vi IKKE anbefale hotellets restaurant til aftensmad. Vi spiste der første aften, og Peters pastaret med alt godt fra havet i spicy tomatsovs, smagte mest som en dåse pasta bolognese fra Brugsen, mens Camillas salat med røget ørred blev serveret med kandiserede valnødder, hvor sidstnævnte var store kugler af størknet karamel (diameter på 3 cm) med valnøddesmulder, der var helt umulige at spise og slet ikke passede til smagen af røget fisk. Til gengæld var det dyrt. God aftensmad fik vi til gengæld de tre sidste aftner ved at gå lidt op ad vejen, hvor der ligger en udmærket restaurant, der hedder Lauraceas.

I 1960’erne blev der sat ørreder ud i floden, der løber gennem San Gerardo de Dota, og de trives vældig godt, så alle restauranter i området har ørred på menuen. Her er den ret, som Peter bestilte tre aftner i træk; stegt ørredfilet med salat. Det smagte helt fantastisk og kostede kun 7.100 colones = 71 DKK.
Vi udløser spændingen med det samme; vi fik set Quetzal. Her et billede af hannen, der endog var så venlig også at flyve rundt, så vi rigtigt fik set hans flotte halefjer i bevægelse. Blandt både mayaerne og aztekerne i Mexico og Guatemala blev Quetzal opfattet som en gud, og der var derfor dødsstraf til enhver, der slog fuglen ihjel. Hannen smider de imponerende halefjer, når ynglesæsonen er ovre, og dem kunne maya- og aztekerkongerne godt lide. Den sidste aztekerkonge, Montezuma, havde en ”krone” med 204 halefjer fra Quetzal. Kronen blev taget med tilbage til Europa af conquistadorerne og befinder sig nu på et museum i Wien.
Vi fik også set hunnen, og selvom hun ikke er helt så flot og prangende i farverne, så overgår hun i farvepragt stadig langt de fleste fugle, som Europa kan byde på. Man skal stå tidligt op, for at nyde synet, for Quetzal er ikke meget for solskin. Vi var derfor oppe kl. 04:45, så vi kunne køre med en guide kl. 05:15 fra hotellet. På det tidspunkt var der 7-8 grader, og selvom vi havde lange bukser, flere langærmede trøjer og en dynejakke på, så blev det koldt at stå i halvanden time – men som billederne afslører, så var det det hele værd.
Det er ikke kun Quetzal, der er farvestrålende i Costa Rica. Dette firben i gule, grønne og blå nuancer ligner i hvert fald ikke noget, som vi har set andre steder.
Det vrimler med kolibrier i alle mulige størrelser og farver i San Gerardo de Dota. Uanset hvor mange vi har set, bliver vi stadig lige imponerede over der farver, hvor hurtigt de flyver og skifter retning, og hvor små de mindste af dem reelt er.
Vi kom også helt tæt på denne spætte, der minder meget om en stor flagspætte i Danmark.
Denne fine, orange fugl på størrelse med en musvit var blevet lokket til et foderbræt med overmodne bananer.

En af dagene kørte vi mod nordøst til en lille by, der hedder San Gerardo de Rivas, hvor der er flere varme kilder. På turen bevægede vi os mere end 1000 højdemeter op, så vi kørte ad serpentinerveje bag gamle osende lastbiler og meget udtjente personbilsmodeller, som vi ikke har set i Danmark siden starten af 80’erne.

På vejen til San Gerardo de Rivas mødte vi denne flotte fyr, der lå og solede sig på den varme asfalt på vej ned mod floden. Da Peter kom nærmere med kameraet, var leguanen så venlig at slå sit ”hagesejl” ud, så han blev endnu flottere og mere frygtindgydende af se på. Peter har åbenbart været endnu mere skræmmende, for leguanen valgte at løbe væk og gemme sig i buskene.
Her sidder Camilla og nyder livet i en af de varme kilder. Det kostede 3.000 colones = 30 DKK at komme ind, hvilket var en meget rimelig pris, for der var rent og pænt med gode omklædningsforhold. Så kan man altid diskutere, om det var køreturen på to timer værd, men efter at have siddet 30 minutter i blød var vi i hvert fald kommet i bund med grundhygiejnen.

Vores sidste dag i San Gerardo de Dota brugte vi på en tur op ad floden til to vandfald. På vejen så vi alle de forskellige nuancer af grøn, der må findes, og det var en virkelig smuk og dejlig tur. Også selvom Camillas magelige lår stadig var ømme to dage efter pga. de mange trin op og ned ad sten, trærødder, miserable jerntrapper og i det hele taget besværligt terræn. Hvis du klikker på linket herunder, kan du se en lille video, der viser floden.

Vi ved godt, at det ligner et postkort, der har været igennem PhotoShop, men billedet lyver ikke. Naturen i Costa Rica er himmelfaldende smuk. Det vrimler med bromelia og orkideer i alle træerne, og alt er grønt, grønt, grønt toppet af med lækker flod.
Nogen har på et tidspunkt ønsket at gøre turen til det sidste vandfald lidt lettere, men det er nok et stykke tid siden, som dette billede viser. Der har, da trappen var ny, været et metalgitter at træde på på alle trin, men de er for længst væk, så i dag er der kun jernrammen, så man skal være opmærksom på, hvor man sætter sine fødder.

Hvis du klikker herunder, kan du se en lille video af det vandfald, som vi brugte godt 2 timer på at gå hen til. Vandfald er altid en god belønning!