Fra d. 7. til d. 14. januar boede vi på Osa-halvøen, der er Costa Ricas mest uspolerede område. Halvøen ligger ved landets Stillehavskyst næsten helt nede ved Panama. Halvøen tiltrækker – trods den lidt udfordrende infrastruktur visse steder – temmelig mange turister af én simpel grund: oprindelig natur med et rigt dyreliv.

Vi var indlogeret på Puri Mas i den uge, vi boede på Osa-halvøen. Det er et lille hotel (2 hytter) ejet af et ægtepar fra Belgien. Hotellet ligger inde midt på halvøen, og ægteparret har købt 22 ha oprindelig skov, som har et meget rigt dyreliv. Vi blev vækket af skræppen fra flere ara-par og tukaner, og når vi sad og spiste morgenmad, havde vi selskab af store, metalblå sommerfugle og fine, små kolibrier.
De fleste eftermiddage fik vi besøg af enten denne piphans eller hans mage. På dansk hedder det en Stor Hokko, og ifølge Aalborg Zoo’s hjemmeside tilhører den hønsefamilien. Den er næsten en meter høj og har sjove krøllede fjer i en “hanekam” på hovedet.
Eftersom vi boede ude midt i ingenting, og der var langt til den nærmeste pølsevogn, lavede vi selv aftensmad alle dage. Peter stod for grillen, og Camilla lavede salat, så bortset fra temperaturerne og de eksotiske fugle, så mindede det meget om vores weekender i Sverige.

Lonely Planet gør et stort nummer ud af, at man overhovedet ikke kan klare sig på Osa-halvøen uden en bil med firhjulstræk. Det kan godt være, at det er en sandhed for de fleste, men med Peter bag rattet lykkedes det os at komme rigtig meget rundt i vores lejede Nissan Kicks. Men indrømmet; gennemsnitsfarten var på visse strækninger omkring 15 km/t. Asfaltveje er en stor sjældenhed, og de store mængder regn i regntiden (som lige er overstået) skaber store huller og render i grusvejene.

Rigtigt mange steder ser vi denne lille rovfugl, som det er ret let at komme tæt på. Det er en Lys Caracara, og der er ikke meget kongeørn over den, for den vralter mest rundt på jorden, hvor den finder ådsler og småinsekter.
Der er en del kvægdrift på Osa, og på en af vores mange ture kom vi forbi denne flotte tyr. Landmanden var tydeligt stolt af sit flotte dyr og fortalte lystigt på rablende spansk om sin bedrift (tror vi nok), da han så, at vi fotograferede tyren.

Ca. 10 minutters gang fra vores hytte lå en lille flod, som vi en dag vadede op igennem i 4-5 timer. Det var en super skøn dag, hvor vi så en masse fugle, leguaner og sommerfugle. Fordi vi gik i floden, blev det trods sol og 30 grader ikke for varmt.

De fleste steder var floden ikke mere end 10 cm dyb, men at gå i det kølende vand var tilstrækkeligt til, at det ikke blev for varm at gå i solen.

Og hvis det endelig blev lidt svedigt at gå midt i solen, så var der visse steder gode, store “badehuller”, man kunne tage sig en dukkert i. Klik på nedenstående videolink og se Peter lave en flodbombe. Efterfølgende fik vi at vide, at hullet er gravet af guldgravere, og den slags huller er der i masser af floderne på Osa, hvor guldgraverfaget ikke blot er noget, der hører til i gamle westernfilm. Vi så selv flere stå med vaskepander i nogle af de floder, vi kørte forbi.

Peter vil så utroligt gerne se en tapir, men indtil videre er det desværre kun blevet til dette store og meget tydeligt fodaftryk. Tapiren er nataktiv, og vi prøvede faktisk både at sætte os “på lur” inden solnedgang og tidligt om morgenen, mens det stadig var bælgmørkt, i håb om at se det meget sky dyr, men tapiren var desværre ikke samarbejdsvillig.

Det er altid en god idé at booke et nat-trek, hvis det er muligt. Vi bookede en guide gennem firmaet Ficus Tours, og Rolando, som han hed, var alle pengene værd. Udover et par rigtigt gode øjne, et godt engelsk og stort kendskab til både Osas dyreliv og området omkring vores hotel, hvor trekket foregik, så var han fuld af gode, selvoplevede guldgraverhistorier, der får de fleste lystfiskerhistorier til at blegne.

Et af de første dyr, vi så, var den Rødøjede Træfrø, som man simpelthen SKAL se, når man er i Costa Rica. Den er vist ikke særligt sjælden, men med sin flotte, grønne farve og røde øjne er den jo vældigt fotogen.
Den flod, vi et par dage forinden havde travet rundt i ved dagslys, så helt anderledes ud kl. 18.30, da vi sammen med Rolando kom vadende i lånte gummistøvler med lommelygter. Denne slags slange – Katteøjet Slange – så vi rigtigt mange af, mens de lå på lur ved flodbredden efter små frøer. Katteøjede Slanger er IKKE giftige, så Peter aede selvfølgelig denne, efter han havde taget dette billede.
Og her er så slangernes yndlingsmad – en lille (35 mm lang), fin gulliggrå frø, som der var myriader af. Vi har hele tiden lige ved at træde på dem, og flere gange ramte de os, når de sprang rundt. Men farven er der ikke noget galt med.
Det var ikke kun slanger, frøer og tudser vi så på vores nattrek. Her har vi fanget en pungrotte, der prøver at ignorere os, så godt den kan.
Vi har gemt nattrekkets to bedste dyr til sidst. Her er Camillas favorit: en kæmpestor tarantel med alt for mange hår på benene. Den er indbegrebet af uhygge og skrækfilm, men egentlig ganske fredelig, når man bare står lidt på afstand og kigger.
Peters favorit var denne lille hornugle, der nok så nydeligt blev siddende på sin pind, mens vi fotograferede løs. Den kiggede vist lige så meget på os, som vi kiggede på den. Det særlige ved ugler er, at man aldrig ser dem. Ja, der er også ugler i Danmark, men vi ser dem aldrig. Hvis det endelig sker, er det altid en helt særlig oplevelse.
Fordi vi ikke lader os stoppe af noget så ligegyldigt som 30 grader, solskin og traveture på op-og-ned-stier i tropisk regnskov, bliver det muligt at tage nogle MEGET svedige selfier. Den yndige blå klud, som Peter har smykket sig med, er en uundværlig ven, der er blevet døbt Fufu, som fungerer som svedaftørrerklud, når Peter overopheder. Camillas sved formår på uforklarlig vis at springe direkte ud fra pande over på brilleglas, hvorfor hendes briller det meste af tiden på vores traveture er tæt på uigennemsigtige.
Der er tukaner og araer alle vegne på Osa. Man enten ser eller hører dem det meste af tiden, men det gør dem jo ikke mindre imponerende at kigge på.
Der der er 30 grader om dagen, og man ikke sidder helt stille, så kræver det et nyt sæt tøj hver dag, hvis man ikke skal lugte alt for fælt. Derfor er det guld værd at finde et godt vaskeri, og i løbet af vores 7 dage på Osa, nåede vi at aflevere vasketøj på dette vaskeri i Puerto Jimenez to gange. Tøjet bliver rent, og priserne er særdeles rimelige.

Den sidste dag på Osa-halvøen kørte vi tidligt morgen af sted til Drake Bay, der ligger på halvøens vestside. Vi havde booket en snorkeltur ud til Caño Island, der skulle være et af Costa Ricas bedste dykker- og snorkelsteder. Vores erfaringer med dykning og snorkling sidste år i Mexico er jo ikke de bedste, så vi prøvede at tøjle vores forventninger for ikke at blive skuffede, men det var faktisk en fin tur. Sigtbarheden og lyset var ok, men i forhold til de mange oplevelser vi har med i bagagen fra Asien, så var mængden af koraller og fisk ikke imponerende.

Men vi så flere Hawksbill skildpadder, og skildpadder er altid en helt særlig oplevelse – ligesom ugler, kolibrier og vandfald.
Camilla har heldig at fange et godt billede af den sjældne Peter-fisk, der ellers helst opholder sig i nærheden af rødvin og ikke vand.

I går, fredag, skiftede vi opholdssted til byen Uvita. Der er kun én rigtig vej væk fra Osa-halvøen, og da vi havde kørt omkring 40 km, var trafikken gået helt i stå, og vi holdt bag en masse biler, der havde katastrofelyset tændt. Os ud af bilen og på gåben op ad vejen for at finde ud af, hvorfor vi holdt stille. Det viste sig, at en elmast omkring 15 minutter tidligere var kollapset. I hvert fald lå den inkl. elledninger og spærrede hele vejen. Der stod en del lastbilchauffører, som vi spurgte, hvor lang tid, de vurderede, der ville gå, inden vejen var ryddet, så vi kunne komme videre. Deres bud lød på 6-8 timer! Så vendte vi bilen og kørte mod syd igen. Heldigvis har vi købt et kort hjemmefra, og på det kunne vi se, at der skulle være en alternativ vej på tværs af den nordlige del af halvøen. Den angivne vej var godt nok stiplet, men det skulle da prøves. Aldrig har vi kørt så mange km på så dårlig vej, men hver gang Peter sagde, at nu går den nok ikke meget længere, så tænkte vi på køen af biler på asfaltvejen, der formentlig stadig ventede på, at vejen blev ryddet, og så kørte Peter videre. Der var faktisk hul igennem hele vejen, og Peter og Kicksen klarede den uden firhjulstræk.

Som afslutning på den helt forfærdelige grus-/hulvej skulle vi med denne lille bilfærge over Sierpe-floden. Den var rusten og slidt, men turen kostede stadig 5.000 colones = 50 kroner.
Fordi vi var kørt udenom alting på vejen op til Uvita, kom vi forbi et lille museum, der er en afdeling af Costa Ricas Nationalmuseum. Det måtte vi se! Det havde åbenbart været store arkæologiske udgravninger af en bosættelse fra før Columbus/spaniernes erobring af Mellemamerika, men så vidt vi kunne se, havde de dækket det meste til igen. Essensen af civilisationen har dog åbenbart været en trang til at udhugge kugler af granitsten, der har været brugt som dels statussymboler og dels via deres placeringer i forhold til hinanden en slags kalender.
Det bedste ved besøget på museet udenfor landsbyen Sierpe var, at vi fik set Dødningehovedaber (på engelsk hedder de Squirrel Monkey/Egernaber, hvilket er noget mere venligt). De er små, charmerende, vævre og lige til at blive glad af. Desværre er de i voldsom tilbagegang, så vi føler os faktisk heldige, at vi har fået set dem.