De sidste seks dage har vi boet på Ara Ambigua Lodge, der ligger et par km udenfor byen Puerto Viejo i det område, der hedder Sarapiqui.

Ara Ambigua Lodge har været et godt sted at bo. Hotellet har 40 værelser/hytter, der ligger spredt ud over et ganske stort område med en masse blomstrende træer og planter, der ganske naturligt tiltrækker mange fugle, insekter, firben og frøer. Der er to pools, hvilket er rigtig godt, når temperaturen om eftermiddagen sniger sig op på 30-32 grader.

Sarapiqui ligger mod nordøst og grænser op til Nicarague, men har ingen kystlinje. Det er det område af Costa Rica, der har færrest turister, og det smitter af på levestandarden. Biler og huse er synligt ældre eller i ringere forfatning, end de andre steder vi har besøgt, og kører man op mod den nicaraguanske grænse bliver det hele mere fattigt at se på. Det meste af området er opdyrket enten som banan-, ananas- og palmeolieplantager eller afgræsningsarealer for kvægdrift. Det er dog ikke dem, der bor i området, som ejer produktionen. Da vi så bananplantager i området omkring Puerto Viejo de Talamanca, var det mulddyr, der blev brugt til at trække bananklaserne ud fra markerne; her er det en mand, der agerer mulddyr, som nedenstående video viser.

Dette er et typisk hus for en familie, der arbejder i en plantage.
Floden San Juan danner grænse mellem Costa Rica og Nicaragua, og vi nåede helt derop. Umiddelbart ligner det på den anden side af floden Costa Rica til forveksling.

Som stort set alle steder, vi har besøgt i Costa Rica, er der ikke langt til enten primær eller sekundær skov, og 2 km udenfor Puerto Viejo ligger La Selva, der er et forskningscenter på mere end 100 ha. Vi kørte derud kl. 8 om morgenen, og for 2 x 40 US$ (ca. 520 dkk) fik vi en halvdagstur rundt på stierne med en engelsktalende guide. Det kan vi sagtens anbefale andre at gøre. Klik på videoen herunder og se et dovent dovendyr.

Her har vi fanget en hvidbrystet høg midt i sit kald.
Vores bedste, vigtigste og sværeste pletskud i La Selva er denne “Blue Jeans Frog” også kaldet “Jordbærfrø” pga. farven. Indianerne har brugt det sekret, den har på ryggen, til at forgifte deres pile. Den er kun ca. 2.5 cm lang, så på trods af farven, er den MEGET svær at få øje på.

I modsætning til La Selva havde vi en lidt kedelig oplevelse, da vi skulle se Costa Ricas mest besøgte nationalpark; vulkanen Poás. Billetter kan KUN købes online, så vi havde bestilt og betalt vores hjemmefra engang i oktober. Billedet herunder er, hvad vi så.

Billetterne koster $15 pr. person, og man bestiller billet til et bestemt tidspunkt på dagen. Man SKAL se en “sikkerhedsvideo” og iføre sig en sikkerhedshjelm, inden man begiver sig ud på en udsigtsplatform. Vi stod sammen med ca. 30 andre, der ligesom os kiggede ud i tæt tåge og følte sig som fæhoveder. I det mindste var vores hjelme grønne.
Dette er et billede, vi har taget af billede, der viser, hvad vi kunne have set, hvis ikke Poás havde været hyldet ind i tæt tåge.

Reglen, når man besøger Poás er, at man max. må befinde sig på udsigtsplatformen i 20 minutter, men vi forlod stedet efter at have kigget ind i tågen i blot 5 minutter. Poás ligger ca. halvanden times kørsel fra Puerto Viejo, så vi ville ikke køre hjem, uden at have oplevet et eller andet. Vi kørte derfor rundt i området på de små veje og fik set en masse landbrug med grøntsagsmarker.

Vi mødte pludselig en stor flok næsebjørne, der var alt andet end bange for os. Vi blev særligt interessante, da vi delte en banan med dem.
Vi spiste vores frokost i byen Zarcero, der kan prale af denne fine kirke, der er fra 1910. Den er bygget af træ og er beklædt med blikplader, hvorpå der er malet mursten. På trods af konstruktionen er den faktisk ganske fin både udvendigt og indvendigt.

Costa Rica kan prale af rigtigt mange floder, men floden Sarapiqui, der har givet navn til området, kan mere end bare være pæn. Den kan tilbyde klasse 3 rafting, så sådan en tur bookede vi hos firmaet Aguas Bravas for $100 (ca. 650 dkk) for os begge.

The Green Dream Team i front.
The Green Dream Team er stadig i front, men ind imellem vandt floden et enkelt stik.
Som altid, når vi er mange dage i den samme by, finder vi hurtigt at stamsted. Her i Puerto Viejo hedder det El Bambu, som vi kan varmt kan anbefale pga. maden, betjeningen og priserne. Desuden er restauranten placeret lige midt i byen, så der er en masse at se på.
Vi er ikke så gode til det, men vi kan godt slappe af ved poolen; især når temperaturen sniger sig op på 32 grader, og der ikke er en sky i sigte.

I morgen trækker vi teltpælene op og flytter et par timer mod vest til byen La Fortuna, der ligger for foden af vulkanen Arenal. Der håber vi på mindre tåge end på Poás, så vi i det mindste får set én vulkan på turen.