Vores uheld med tåge og skyer i forbindelse med vulkaner er heldigvis holdt op. Fra d. 24. til d. 28. januar har vi boet på Selvita Lodge i udkanten af La Fortuna med direkte udsigt til vulkanen Arenal, og vi har haft skyfrit udkig hver eneste dag.

Udsigten fra Selvita Lodge er ikke værst, og det er hotellet heller ikke. Det er et lille familiedrevet sted med 4 rummelige hytter. Det er fruen selv, der står for morgenmaden, der bliver serveret meget venligt og lidt forvirret af manden. Vi ved ikke rigtigt, om der er en menu, men trods lidt sprogforbistring, så har vi fået præcis det, vi har bedt om hver morgen. Hvis man selv løber tør for gode ideer til, hvad man skal bruge sine dage på, så er deres søn (der taler udmærket engelsk) meget behjælpelig med at arrangere ture til hvad som helst i området.

La Fortuna er en by, der næsten udelukkende lever af turisme, og den slags sætter altid sit (mindre charmerende) præg. Vi har fået at vide, at der ligger 800 hoteller i området, og der er næsten lige så mange forretninger, der arrangerer ture til turisterne. Det kan MEGET godt betale sig, at spørge om priser hos forskellige forretninger. Vi ville gerne ud at rafte igen, og den samme tur kostede alt mellem $45 og $65; vi valgte den udbyder, der kostede $45.

Vi raftede et par timer på floden Balsa, der ligger ca. 40 minutters kørsel fra La Fortuna. Det var super godt, og især starten af turen bød på rigtig mange rapids/hvirvler, så vi blev godt sprøjtet til. Forfriskende i det varme vejr.
Igen var vi lynhurtige til at finde et godt stamsted at nyde vores aftensmad. Fiskerestauranten “Snapper’s House” laver helt utrolig lækker mad, betjeningen er venlig og meget serviceminded og priserne er meget rimelige. Ovenstående billede viser stedets specialitet – et kæmpe fad med alt godt fra havet. Portionen passer lige til to personer.

En af dagene kørte vi nord på til nationalparken Vida Silvestre, og det kan vi ikke anbefale nok. Det er super nemt at arrangere turen selv – især for os, fordi vi har egen bil, men ellers kan man tage en almindelig bus – men ellers er der masser af forretninger, der gerne vil gøre det, men så er prisen også en anden. Der er fin asfaltvej det meste af turen til den lille landsby Caño Negro, der ligger ved bredden af søen af samme navn, og når man parkerer sin bil, er der straks en flink mand, der spørger, om man gerne vil have en sejltur på et par timer op ad floden Frio Rio og rundt i lagunen. Det er her, man siger “ja, tak”. Vores skipper, der samtidig fungerede som udmærket naturguide, skulle have $60 (ca. 390 dkk), og han sejlede os op til nationalparkens kontor, hvor vi betalte $11,30 (ca. 75 dkk) for at komme ind i parken. Herunder kommer et lille udsnit af, hvad vi så.

En stor hvid hejre. Læg mærke til de fine “fe-agtige” fjer ved vingerne.
Vi så flere ferskvandsskildpadder, men i modsætning til de fleste af fuglene, var de meget sky og svære at komme tæt på.
Der er kaimaner over det hele i området, og det er ikke overdrevet. En kaiman er en lille krokodille, som ikke bliver mere end et par meter i længden. Vi så også en rigtig krokodille, men den var meget mere sky end kaimanerne, så den stak af, da vi nærmede os.

Kaimanerne er næsten helt ligeglade med, at man er lige ved siden af dem. Klik på nedenstående og se selv.

Nationalparken udgøres af et vådområde, der skabes af floden Frio, så ganske naturligt er der mange forskellige hejre-arter. Her er det Tigerhejren, vi har pletskudt.
Det er ikke det bedste billede, der nogensinde er taget af denne hejreart, der på dansk hedder bådnæb, men den var ikke meget for at sidde stille i træet, mens vi stillede skarpt. Måske fordi den faktisk er nataktiv, så vi forstyrrede dens skønhedssøvn, og det kan jo være ganske irriterende. Men vi er super glade for at have set den, og dens meget brede næb, der har givet den navnet, er enestående i både farve og form.
Der er mange forskellige typer af både ved Caño Negro, men vi var heldige med både skipper og båd. Vi havde fint udsyn til alle sider, og skipper var tålmodig og sejlede gerne tilbage, når han så, at der var noget vi var interesseret i.
Vi har gemt det vigtigste dyrebillede til sidst. Den rosa skestork, som var grunden til, at vi kørte de 100 km nord på fra La Fortuna, så vi tre gange, men dette var så tæt, som det lykkedes os at komme på den.

Vi besøgte nationalparken ved Caño Negro i starten af tørtiden, hvor området er ved at tørre ud. Når regntiden begynder i april, bliver meget af det, du kan se på nedenstående video (hvis du klikker på linket) oversvømmet og hele området bliver en stor sø/lagune.

Camilla fyldte 51 på vores afrejsedag fra La Fortuna. Som altid havde Peter konspireret med hotellet om at lave en fødselsdagskage til morgenmaden. Og ikke alene var kagen smukt dekoreret med frisk frugt, flødeskum i flere farver, Camillas navn stavet med chokoladebogstaver og lys, men den smagte også rigtig godt. Hotellets ejere sang oven i købet fødselsdagssang sammen med Peter, som manden akkompagnerede på guitar.