Efter i et par uger at have boet inde i landet flyttede vi d. 2. februar og en uge frem igen teltpælene ud til kysten, nærmere bestemt den lille by Montezuma på halvøen Nicoya. Montezuma har sikkert engang været en lille fiskerlandsby, men er i dag meget præget af de mange turister – især backpackere – der søger ud til strande med roligere vand end Stillehavet kan byde på. Derfor var vi ekstra glade for at have lyttet til råd hjemmefra og booket en hytte på Casa Colores et par km udenfor byen, hvor der var stille og fredeligt.

Her er hytten, som vi boede i en uge på Casa Colores. Hytten havde eget køkken, en supergod aircon, der ikke larmede, en god seng med en hård madras, som især Peters ryg satte stor pris på, og en fin terrasse med bord, gyngestol og hængekøje, hvor vi grillede hver aften. Lige bag hytten lå poolen, hvor nogle leguaner holdt til, mens en flok brøleaber kom forbi i trætoppene morgen og eftermiddag.
Vi havde håbet på noget rigtig god snorkling, mens vi boede i Montezuma, og vi bookede da også en tur, hvor vi hoppede i vandet et par steder ved nogle øer, der hedder Tortuga Islands. Desværre var vandet i golfen mellem halvøen og fastlandet hårdt angrebet af rødalger, der gjorde sigtbarheden meget dårlig, som dette billede vidner om.
Som en del af snorkelturen bliver man sat i land på en af øerne, hvor det så er meningen, at man skal nyde stranden på den øde ø og formentlig tage et hav af Bountystrand-billeder af sig selv og hinanden. Derfor er det lykkedes at tage dette meget sjældne billede af en solbadende Peter, der efter 10 minutter trak ind i skyggen og ventede på, at båden skulle komme tilbage og samle os op. 2½ time er lang tid at vente, så vi var glade for, at vi havde taget en masse vand og kiks med på turen.

Udover at ødelægge sigtbarheden, så er rødalger også lettere giftige, så vi søgte ud mod Stillehavskysten for at finde noget ordentligt badevand. Infrastrukturen på den sydlige del af Nicoya-halvøen er ikke særligt udbygget, og det meste af turen foregik på grusveje, så selvom vi kun kørte 50 km fra hotellet til Playa Coyote, så tog turen alligevel mere end en time hver vej. Klik på videoen herunder og se lidt af terrænet.

Stillehavet byder på mange og temmelig store bølger, så det kan være lidt af en kamp at komme både ud og ind uden at blive væltet omkuld i processen. Men når man endelig er kommet forbi det sted, hvor bølgerne er mest voldsomme, så er det rigtig skønt at ligge og skvulpe rundt.

Den sidste dag, vi besøgte Playa Coyote, var en meget stor fisk kommet på afveje og var blevet skyllet ind på stranden. Peter fik faktisk trukket fisken ud i vandet igen, men kort tid efter blev den skyllet i land igen og er formentlig blevet til et lækkert måltid for nogle af de gribbe, der findes overalt i hele Mellemamerika, uanset hvor man befinder sig. Videoen herunder viser det første forsøg på at trække fisken ud i havet igen, og skal vi bare sige, at den ikke umiddelbart var samarbejdsvillig.

På den nordlige del af Nicoya-halvøen ligger en nationalpark, hvis hovedattraktion er et system af drypstenshuler, hvoraf nogle går mere end 100 meter ned i jorden. Der er kun én hule, der er åben for offentligheden, og i anledning af Corona er det kun det øverste kammer, man kan få lov at komme ned i. Det sidste fandt vi først ud af ved billetkontoret efter at have kørt i ca. 2 timer, og så vælger man jo ligesom ikke at sige, at så gider vi ikke se grotten alligevel. Nedgangen til grotten var en helt særlig oplevelse, hvor vi skulle kravle ned ad en 17 meter lang aluminiumsstige (Dansk Stigekontrol er ikke udelt begejstrede for aluminiumsstiger, da metaltræthed pludselig kan opstå uden forudgående synlige tegn, og så knækker et trin let), men heldigvis blev vi udstyret med en H-sele med et reb, så vi ville blev fanget, hvis der skulle ske noget.

Og her er den så, adgangsvejen til drypstensgrotten. 17 meter er langt ned!
Coronarestriktioner eksisterer stadig i bedste velgående i Costa Rica, så vi fik lov til at kravle både ned og op med mundbind på. Luftfugtigheden nede i grotten er på 96%, så vi kunne vrides, da vi kom op til overfladen igen. Heldigvis var der etableret håndvask ved grottenedgangen, og vi skulle vaske hænder, inden vi gik ned, og da vi kom op igen. Vores guide havde desuden en sprayflaske med håndsprit med ned i grotten, så vi fik besked på at spritte hænder af nede i grotten. Hvis vi har været smittet med Corona undervej på vores tur, er det med garanti ikke sket her.