Om aftenen d. 4. januar landede vi med nogen forsinkelse i Manila. Vi ved godt, at det ikke er nogen charmerende by, men selv her ved vores fjerde besøg i byen blev vi overraskede over, hvor grim, larmende og beskidt den er. Som ved vores tidligere besøg havde vi valgt at bo i bydelen Malate og havde denne gang booket værelse på Tropicana Suites; navnet lyder mere luksuriøst, end det var, men efter filippinske forhold var der relativt stille, så vi slap for at blive holdt vågne af gøende hunde og trafikstøj.

Vi lykkedes med at få lejet en motorcykel to af dagene, og det gav os lidt større rækkevidde i forhold til tidligere besøg. Ganske vist koster det ikke ret meget at køre taxa i Manila, men trafikken er så tæt, at det tager lang tid at komme rundt, så tidligere har vi holdt os til at se det, vi kunne nå ved at gå rundt.

I Manilas ældste bydel, Intramuros, ligger Rizal Park, der er mere end 60 ha stor. Parken rummer bl.a. flere museer, og her er vi på besøg på det zoologiske museum. Det lille kæbeparti er fra en bullshark (den hajart, der er ansvarlig for flest angreb på mennesker i dag), mens det store er fra en forhistorisk giganthaj, der har huseret i havene rundt om Filippinerne.
Her er vi på det antropologiske museum, der havde en flot og spændende permanent udstilling om levevis og håndværk i alle egne af Filippinerne. Alt var – ligesom på det zoologiske museum – godt skiltet på både tagalog (filippinsk) og engelsk. Det er ganske gratis at komme ind på de to museer; blot skulle vi vise både coronapas og billed-id tre gange, før vi blev lukket ind.
Var der nogen, der sagde Bjørn Wiinblad?
Det antropologiske museum havde mange flotte og anderledes knive, og når man som Peter samler, så kan man jo godt blive lidt misundelig. Vi har dog kig på et par flotte knive som den andennederste med lyst skæfte i en antikvitetsforretning i Manila, så mon ikke samlingen i nr. 10 bliver udvidet, inden vi tager hjem igen.

Ca. 15 km syd for Manila ligger det, der engang var en lille landsby ved navn Las Piñas, men som for længst er vokset sammen med Manila. Las Piñas kan prale af to ting, Sarao Motors Inc. og San Joseph Parish Church. Så der kørte vi ud.

Vi startede hos Sarao Motors Inc., der indtil år 2000 havde monopol på at bygge de i Filippinerne så navnkundige Jeepneyer, der fungerer som busser. I dag bliver der kun foretaget reparationer på fabrikken, og der var mildt sagt ikke gang i meget arbejde den fredag formiddag, vi kom forbi.
En rigtig Jeepney kører selvfølgelig ikke på dæk fra hverken Dunlop eller Michelin – den kører naturligvis på Double Happiness😀
Den mere end 300 år gamle kirke i Las Piñas er, som billedet viser, rigtig fin, og trods flere jordskælv gennem tiderne, så står den endnu.
Men kirkens virkelige attraktion er dette orgel med mere end 1000 piber, hvoraf ca. 90% er lavet af bambus. Orgelet er åbenbart vidt berømt i “orgelkredse”, så der bliver afholdt en ugelang festival med orgelmusik hvert år i februar, der tiltrækker entusiaster fra hele verden.
I tilknytning til kirken er der et lille museum, hvorvi fik en fin guidet rundvisning. Orgelet blev i midten af 1970’erne sendt til Bonn i Tyskland for at blive renoveret og i den forbindelse blev der lavet en masse optegnelser og modeller, der nu er at finde på museet, også dette lille eksempel med ganske få tangenter, som vi fik lov at “spille” på.

Vi har ikke været så heldige ved vejret, siden vi landede i Manila, så noget af det første, vi fik købt, var to solide regnslag i det lokale byggemarked. Som nedenstående video viser, har vi haft god brug for dem. Når det regner herude, så regner det!

På vores lejede motorcykel kørte vi op til Manilas Chinatown og gik lidt rundt. I nærheden af et indkøbscenter, der hedder Divisoria, var der et mylder af mennesker og trafik, så vi blev helt stressede. Se denne video og tænk på, at det er hverdag hver eneste dag for mange tusind indbyggere i Manila.

Filippinerne er jo om noget et karaoke-land, så alle er ligesom altid friske på at synge højt, uanset om de kan synge eller ej. Derfor er der heller ikke langt til det nærmeste tilbud om livemusik, og vi var så heldige at finde en bar, hvor et band var hyret til at underholde en fredag aften.

Pigen i de lange, blå bukser sang godt, men havde en noget afdæmpet/kedelig sceneoptræden. Pigen i den røde nederdel sang aldeles rædsomt, men dansede en masse rundt og kunne noget med kast-med-håret. Det var alt i alt vældig underholdende.