D. 8. januar fløj vi fra Manila til byen Iloilo på øen Panay. Vi havde booket fem overnatninger på Grand Xing Imperial, der har til huse i en af de to ældste bydele. Selvom flyveturen kun er på halvanden time, så endte vi alligevel med at bruge det meste af dagen på det pga. ventetid og forsinkelser i lufthavnen; rejsedage er som regel lig med spildtid.

Grand Xing Imperial er der ikke så meget godt at sige om, udover at personalet var venligt og imødekommende indenfor de rammer, som hotellet nu engang opererer under. På det første værelse, vi blev indlogeret, virkede airconditionen ikke, og vinduet var itu, så det ikke kunne lukkes. Så blev vi flyttet til et noget mindre værelse, end vi havde booket, og da vi brokkede os over det, blev vi flyttet til et værelse, hvor toilettet løb hele tiden, så vi måtte lukke for vandet, når vi skulle sove. På det tidspunkt var vi enige om, at der næppe var et eneste værelse, hvor der ikke var noget, der var gået i stykker. Til gengæld var morgenmadsbuffeten aldeles ringe, så vi endte med at købe yoghurt og müsli i et supermarked, som vi tog med ned i restauranten om morgenen. Vi har lavet en ny note til os selv i forhold til fremtidige rejser: aldrig mere et kineserhotel!

Iloilo er ligesom andre filippinske storbyer grim, larmende og uden charme, men der var her og der rester af fordoms storhed. På Panay har der traditionelt været dyrket sukkerrør, frugt og ris, og især sukkerrørerne skabte stor rigdom, mens spanierne havde kontrollen. Der er i bydelen Jago en del huse i spansk kolonistil fra 1900-1920, men langt de fleste ligger hen som faldefærdige bygninger eller ruiner.

Nelly’s Garden, et af de ganske få gamle kolonihuse, der er vedligeholdt. Det er bygget med Det hvide Hus i Washington som forbillede og ligger tilbagetrukket midt i et kæmpe parkanlæg. Billedet viser forhåbentlig, hvor imponerende og smukt man har kunnet bygge herude.
100 meter fra Nelly’s Garden ligger denne forfaldne perle. I et land, hvor der næsten ingen gamle, smukke bygninger findes, er det trist at se dette palæ forfalde, men det koster også enorme summer at sætte det rigtigt i stand, og penge er ikke det, den almindelige filippinerne har mest af. Vi så og fotograferede flere af disse “ruiner”, og der boede faktisk mennesker i de fleste.

Da vi landede i Iloilo, spurgte vi til højre og venstre, oppe og nede om nogen kendte til et firma, der lejede motorcykler eller scootere ud, men alle meldte pas. Så er det godt, at der findes noget, der hedder Google, hvor en søgning på “scooter rental” giver pote. Prisen var 600 pesos pr. dag med et afslag på 50 pesos om dagen, fordi vi lejede scooteren i fire dage (ca. 300 dkr.).

Her lejede vi vores scooter for fire dage. Det var fuldstændig smertefrit og ukompliceret. Søg på “Iloilo Motorcycle Tours” på Google Maps og stop ved dette skilt.
Der, hvor vi lejede scooteren, blev vi anbefalet at køre mod syd langs kysten for at se denne kirke i landsbyen Miagao. Den er bygget for små 200 år siden som en del af bymuren og har som så meget andet i Filippinerne været ødelagt af krig og jordskælv flere gange, men som med alle kirker, er den blevet bygget op igen hver eneste gang. Den er bestemt ganske bemærkelsesværdig med sine tykke mure og de to forskellige klokketårne, og det var en fin køretur på 2 x 40 km.
Iloilos mest kendte marked hedder Lapaz, og der er på et eller andet tidspunkt blevet opfundet en suppe, der hedder Batchoy. Efterfølgende har vi fundet ud af, at den bliver solgt over hele Panay, men vi kan prale af at have spist Batchoy til frokost i Lapaz sammen med en masse studerende fra de omkringliggende highschools og universiteter.
Og her er den så, den berømte Lapaz Batchoy. En skålfuld koster 45 pesos (ca. 8 kr.), og den smager rigtig meget af flæskesvær. Udover flæskesvær er nudler og lever en uundværlig del af en hvilken som helst Batchoy-opskrift.
Udover Lapaz Market har Iloilo også sit Central Market, der især er kendt for sin afdeling med tørrede fisk. Og den var virkelig imponerende! Alt var lagt og pakket minutiøst, men det mest imponerende var den næsten ikke-eksisterende lugt af fisk. Der var heller ingen fluer, så man kan trygt tage til Iloilo og købe sine tørrede fisk.
Og nu vi er ved fisk, så er Peter som bekendt en fast tilhænger af, at man skal prøve alting mindt én gang. I Iloilo spiser alle dampede østers, så det skulle vi også prøve, og 1, 2, 3 sad vi med engangshandsker på og spiste østers dyppet i eddike. Som med så meget, så er dampede, filippinske østers nok noget, man skal være vokset op med, for at kunne påskønne smagen, så vi endte med at give det meste af vores portion til nabobordet.

Ca. 500 meter fra vores hotel ligger Iloilos gamle fængsel, der nu er indrettet som bymuseum. Det er ganske gratis at komme ind, og eftersom vi havde nogle dage med ganske meget regn, var det oplagt at gå derind for at få tørret vores paraply. Det er ikke nogen stor samling, museet har, men der er nogle gamle fotografier af byen fra filippinernes første filippinske fotograf og en geologisk samling med bl.a. fossiler.

En af de helt særlige traditioner, som området omkring Iloilo er kendt for i hele Filippinerne, er vævning med banan- og ananasfibre. Det er meget tyndt – nærmest gennemsigtigt – og meget stift og dermed behageligt at have på i varmen. Mens spanierne havde magten var det forbudt for filippinske mænd at have skjorten nede i bukserne og at bruge skjorte med flip. Derfor har en filippinsk brudgom stadig i dag en løsthængende skjorte uden flip på på sin bryllupsdag, og hvis han kommer fra en velhavende familie, er skjorten lavet af pinya (ananasfibre). Denne brudekjole var skænket til museet i Iloilo i 2018 af en lokal brud, og den må have kostet hendes far en formue. Som man tydeligt kan se, er en “rigtig” brudekjole i Iloilo ikke hvid, men offwhite som den ublegede pinya.