D. 13. januar hentede vi vores udlejningsbil hos Hertz i Iloilo og kørte til byen Roxas (udtales Rohas) på Panays nordkyst. Her havde vi booket fem overnatninger på Kapis Mansion Hotel, og vi var – viste det sig – de eneste gæster. Det var også ganske tydeligt, at hverken Roxas eller det omkringliggende område er overrendt af turister, så vi fik set nogle landsbyer, hvor det godt kan være, at børnene kommer 6 år i grundskole, som det er lovpligtigt i Filippinerne, men det er ikke sikkert, at de lærer alverden, og det vigtigste er nok også, at de kan hjælpe til i familien med enten fiskeri eller landbrug.

Kapis Mansion, som vi havde helt for os selv, når undtages en enkelt eftermiddag, hvor der blev holdt en 1 års fødselsdag i poolområdet. Som det ses, er hotellet fint pyntet op til jul med julemand og guirlander; der står i det hele taget stadig rigtig mange store plasticjuletræer alle steder, selvom julen efterhånden er næsten en måned væk.

Kristendom i alle mulige afskygninger fylder rigtig meget i Filippinerne. Her er rigtig mange (velbesøgte!) kirker, og det vrimler med bibelcitater på bygninger, lastbiler, tricycles, t-shirts og alt muligt andet. I området omkring Roxas har nogle af de rige jordejere taget skridtet lidt længere og bygget nogle meget store religiøse statuer, der pludselig tårner sig op i landskabet.

Den mest berømte af statuerne er denne af Jesus, der ser ud, somom han overgiver sig. Det var meningen, at han skulle stå med udstrakte arme i “klassisk Jesus-positur”, men af hensyn til stabilitet mente entreprenøren, at det var bedst på denne måde. Det meget filippinske ved statuen er, at fordi den nu er blevet bygget, så opfattes området som helligt, og derfor bliver der nu bygget en kirke på stedet.
I et land med mange katolikker skal Jomfru Maria naturligvis også have sin egen kæmpestatue oven på en kirke.

I byen Kalibo, der ligger et par timers kørsel vest for Roxas, afholdes hvert år Filippinernes største religiøse festival, der kulminerer tredje søndag i januar, så der kørte vi hen for at fejre vores kærestedag. Ati-Atihan, som festivallen hedder, er en fejring af Jesusbarnet, men oprindeligt var det en slags filippinsk Thanksgiving, hvor indbyggerne på det nordlige Panay fejrede det gode naboskab mellem en lille gruppe muslimer, der var flygtet fra Borneo til Panay og blev venligt taget imod af de ati’er, som boede på øen. Muslimerne sværtede sig sorte i ansigterne under festlighederne for at vise, at de respekterede ati’erne så meget for deres venlighed, at de ønskede at ligne dem. Og Ati-Atihan betyder direkte oversat “at ligne en ati”. Senere, da spanierne kom med kristendommen, fik nogle munke blandet Jesusbarnet ind i festlighederne, så det i dag er en kristen festdag, men der er stadig masser af udklædning og sortsværtede ansigter, der har rødder helt tilbage til 1200-tallet.

Der er mennesker, musik, madboder og optog mange steder, men mest massivt var det naturligvis på torvet foran Kalibos gamle katedral. Vi har optaget en del videoer af festlighederne med orkestre, der trommer løs så sveden springer, men vi nøjes med to her.

Klik på denne for at se en lidt kort version:

Har du lyst til en lidt længere udgave, så skal du klikke herunder:

Hvis du stadig er i tvivl om, hvordan en rigtig Ati ser ud anno 2023, så er der et eksempel her. Som det ses, havde Camilla ramt farverne rigtig fint den dag (det er Camilla til venstre).