For at komme væk fra storby og larm valgte vi at afkorte vores ophold i Roxas og booke to overnatninger på Phaidon Beach Resort lidt uden for byen Pandan i det nordvestlige hjørne af Panay. Hele den vestlige del af Panay udgøres af provinsen Antique, der er den mindst udviklede af Panays fire provinser. Til gengæld er der masser af landbrug – især rismarker – så selvom der ikke er megen rigdom, er der heller ikke stor fattigdom. Det virker ikke som et område, hvor man behøver at gå sulten i seng.

Vi valgte Pandan som stop, dels for at få en mulighed for at lufte vores badetøj i noget saltvand og dels for at se floden Malumpati, som Lonely Planet beskriver som en “overset perle”, der bestemt er et besøg værd. Malumpati viste sig ikke at være overset og heller ikke meget af en perle, men vi fik da gået en lille tur sammen med en storsnakkende guide (guide er obligatorisk), mens det vrimlede med koreanske turister, der skulle sejle ned ad floden i bilringe.

Vores guide op til Malumpatiflodens udspring, der bliver kaldt Den blå Lagune, var meget insisterende i, hvor vi skulle fotograferes, og hvordan vi skulle stå imens. Som det måske kan anes af Peters lidt stivnede smil, blev det lidt for asiatisk til sidst. Vi må bare indse, at vi ikke helt tilhører den meget fotoparate selfie-generation.

Efter et par dage i den nordlige del af Antique skulle vi et par timer ned ad kysten til byen Patnongon, hvor vi havde booket fem overnatninger på Parola Orchids Beach Resort. På vejen ville vi se vandfaldet Bugtong Bato, der i Lonely Planet bliver beskrevet som en serie af syv vandfald, hvoraf man kan svømme i flere af dem. Det kan gerne være, at er faktisk er syv vandfald, men adgangsvejen til de sidste seks er ikke blevet vedligeholdt gennem de sidste tre år med corona og uden turister, så vi måtte nøjes med at se det ene vandfald.

Og her er vi så foran Bugtong Batos første vandfald. Det var heldigvis et af dem, man måtte svømme i, så Peter fik en opfriskende dukkert efter gåturen på ca. en halv time.
Man skal som bekendt prøve alting én gang, og nu har vi altså også prøvet af dukke op ved et booket hotel, der er lukket. I oktober havde der åbenbart været en tyfon, der havde ødelagt vejen ud til hotellet, der efterfølgende havde lukket, men uden at give besked til hotels.com, som vi havde booket gennem.
Nu vi er ved talemåderne, så er intet som bekendt så galt, at det ikke er godt for noget. Nogle km længere nede ad kysten fandt vi VistaPaloma, hvor vi boede fra d. 19. til 23. januar. Et super fint hotel med en syrisk ejer. Det mellemøstlige islæt hade fundet vej ind i menukortet, så vi spiste en masse humus den første aften.

Noget af det sjove ved Filippinerne er, at når bare man kører lidt rundt, så er der altid en fest, en parade, et sportsstævne eller lignende, og da vi kørte gennem byen Hamtic, var der en masse sammenstimlede mennesker og høj musik på byens torv. Grupper af mennesker gik rundt om torvet og blev præsenteret i en højttaler. Peter fik spurgt nogle af de andre tilskuere om, hvad der foregik og fandt ud af så meget, at det var lærere fra de forskellige skoler i hele området.

Sidst i hele optoget kom denne lastbil fyldt med pailletbesatte skønhedsdronninger. Intet andet land i verden har så mange skønhedskonkurrencer som Filippinerne, og der er nok heller ikke noget andet land i verden, hvor dronninger vil lade sig transportere på ladet af en lastbil.
En anden dag kom vi forbi det lokale husdymarked, hvor det vrimlede med køer, grise, geder og vandbøfler. Peter blev tilbudt at købe disse små grise, der var blevet kørt til markedet i en tricycle (motorcykel med “sidevogn”). Selvom især den sorte sovetryne var svær at modstå, så undslog vi os med, at vi ikke kunne have dem med i vores fly hjem.

Vi har gemt det bedste til sidst. På vores kort over Panay fremgår det, at der ligger en naturpark oppe i bjergene ved byen Sibalom. Der er skilte undervejs, så det var egentlig bare at køre, så det gjorde vi – lige til vejen sluttede ved en basketballbane, hvor der blev tørret ris, i en lille landsby. Da vi steg ud af bilen blev vi modtaget med overstrømmende venlighed og spurgt, om vi var kommet, fordi vi ville se søen. Jo tak, det ville vi da gerne. En sød kvinde, der var god til engelsk, fik fat i sin mand, der kunne agere guide, og så gik vi ellers op og ned i en time sammen med ham og to af hans børn.

Endelig fremme ved søen, der både var idyllisk, smuk, stille og bød på både ko og to vandbøfler. Læg venligst mærke til, at to ud af fem på billedet er gennemsvedige, mens de tre, der gjorde turen i klip-klapper uden medbragt drikkevand, ser helt afslappede og svale ud.

Klik på videoen herunder for at se den hyggelige, lille sø. Den er ganske vist lidt utydelig, men giver forhåbentlig en idé om, at det var traveturen værd.

Efter et par timer var vi tilbage i landsbyen, hvor de vist syntes, at vi var ret sjove at se på, fordi vi var opløste i sved og gerne ville have en lille pause sammen med en kold sodavand. Som billedet viser, så er filippinerne overstrømmende venlige, imødekommende og slet ikke til at stå for – og så er de altid lette at lokke til at være med på et billede.