D. 24. januar afleverede vi vores lejebil hos Hertz i Iloilo og tog færgen til Bacolod på øen Negros, der ligger en times sejlads øst for Panay. Vi havde booket seks nætter på Nature’s Village Resort, der ligger lidt nord for Bacolod – en by med ca. 500.000 indbyggere – så vi ville være lidt på afstand af byens larm. Det med larmen sørgede hotellet dog selv for, da der var gang i renoveringsarbejde fra kl. 8-22, så vi blev flyttet lidt rundt til forskellige værelser, indtil vi kom på så lang afstand af bygningsarbejderne, at lyden fra rundsaven ikke var et permanent bagtæppe.

Ved første øjekast virkede Bacolod lige så charmeforladt som Iloilo og Roxas på Panay, men stemningen i byen sammenlagt med byens overraskende mange gode restauranter gjorde, at de fem hele dage, vi havde i byen, var meget passende.

Vi spiste to aftner på Gina’s Seafood Restaurant sammen med mindst 400 andre. Den ene aften bestilte vi tre slipper lobsters (“hummere”) tilberedt i hvidløgs-chili-sovs, og de smagte forrygende. Vi ville have bestilt nogle flere, hvis de havde haft flere, men i stedet bestilte vi grillede blæksprutter – også i hvidløgs-chili-sovs. Mums!

Midt i Bacolod ligger en lille zoologisk have, der hedder noget så fantastisk som Negros Forests & Ecological Foundation. Stedet har fokus på dyr, der kun findes på Filippinerne, og især deres mange forskellige næsehornsfugle og ugler var interessante at se. Det koster 100 php (15 kr.) at komme ind, og vi var så heldige at rende ind i falkoneren Kim, der var ude at spadsere med havens slangeørn, lige som vi ankom.

Her er den 23 år gamle slangeørn, som dyrepasseren og falkoneren Kim var meget glad for.
Bacolod er også leveringsdygtig i et par museer. Her er vi på Negros-museet, der ikke havde alverden at byde på, men denne gamle sukkerrørspresse var vældig fin og fortæller en historie om den nordlige del af Negros som stadig er sand i dag; der bliver dyrket sukkerrør overalt.
I nogle lokaler på Bacolods universitet var der indrettet et museum over religiøse statuer og genstande samt tekstiler og klædedragter fra det meste af Asien. Det var ganske gratis at komme ind, og det var tydeligt, at museet ikke havde mange besøgende, for de to, der var på arbejde, den dag vi kom, var helt forvirrede over, hvem vi var og var sikre på, at vi måtte have noget med universitetet at gøre.

Historisk er der blevet skabt store formuer gennem sukkerproduktion på de nordlige del af Negros, og for 100-150 år siden var magt og rigdom hovedsageligt samlet i en lille by, der hedder Silay, som ligger ca. 10 km nord for Bacolod. Byen ligner i dag i hovedtræk alle andre filippinske byer, men kan bryste sig af at have bevaret 29 huse bygget i spansk kolonistil i starten af 1900-tallet. Vi kørte på vores lejede motorcykel rundt i byen og så nogle af husene, der bestemt ikke alle var i lige god forfatning.

Et af de bedst bevarede af de gamle kolonihuse er Balay Negrense Museum, der blev bygget i 1901 af en af Silays rigeste “sukkerbaroner”. Stilen er meget typisk. Huset var ved at blive renoveret, da vi besøgte det, og det var også tiltrængt; særligt lofterne på første sal var i rigtig skidt forfatning.
Balay Negrense Museum er indrettet med tidstypiske møbler fra flere forskellige familier, men sjovest var denne mtorcykel, der er Negros’ første. Meget passende kørte den på ethanol udvundet af sukker.

For nu at blive ved det med sukker, så blev der høstet sukkerrør alle vegne, og vi fandt ud af, at en af Negros’ ældste sukkefabrikker stadig eksisterer, så der kørte vi hen i håb om at få lov at se produktionen. Vi blev dog standset af to venlige vagter ved indkørslen, der forklarede os, at hvis vi ikke havde en aftale, så måtte vi køre ind på turistbureauet i Silay og få nogen der til at skaffe os en aftale.

Og her er det så – vores “letter of introduktion” – der skaffede os adgang til sukkerfabrikken og et håndtryk af fabrikkens manager.
Sukkerindustri er også tung industri. Disse kæmpe store aksler blev drejet på fabrikkens eget smedeværksted. Desværre så vi ikke så meget af den egentlige produktionsproces, for der var maskinstop, mens vi var på besøg, men det var alligevel interessant at se, hvordan de formåede at holde gang i en produktion med maskiner, der var ældre end bjergene.
De mange høstede sukkerrør bliver fragtet på lastbiler til fabrikkerne, og filippinerne forstår at pakke tæt. Man bliver betalt 400 php (ca. 58 kr.) pr. ton sukkerrør leveret til fabrikken, så det kan bestemt ikke kaldes let arbejde at være sukkerbonde.
Til Camillas fødselsdag havde Peter som altid arrangeret med hotellet, at der blev serveret en fødselsdagskage til morgenmaden. Det skal til Peters og hotellets ros siges, at det er en af de bedste kager, vi har smagt på Filippinerne.
På Camillas fødselsdag byttede vi vores lejede motorcykel ud med denne lejede Toyota Innova. Oprindeligt havde vi en aftale med firmaet om at leje en 9 år gammel Mitsubishi, men efter at have taget den øjesyn, valgte vi at opgradere til dette vidunder. Det bedste ved bilen er uden sammenligning Peters glade smil, for tankmåleren virker ikke, sideruden i passagersiden kunne ikke rulles helt op, før en ansat hos udlejningsfirmaet havde haft dørbeklædningen af og rodet rundt med en skruetrækker et stykke tid, den ene styrestang på venstre forhjul gik løs på vores første tur (hvilket gav os anledning til at køre tilbage til udlejningsfirmaet), og så er bunden af bilen samt alle dørlister en gedigen udklækningsrede for kakerlakker og andet kryb. Vi er en lille smule bange for, at dørene går i baglås, så vi er nødt til at blive inde i bilen i længere tid.

Nu vi havde bil i stedet for motorcykel, ville vi fejre vores øgede rækkevidde med en længere tur langs nordkysten for at ende i byen Sagay, hvor vi ifølge Lonely Planet ville kunne arrangere en båd, der kunne sejle os ud til et rev, som vi kunne snorkle på. Men så langt kom vi aldrig. Ca. 15 km før Sagay ligger byen Cadiz, hvor det viste sig, at de holdt Dinagsa Festival, så det ville vi lige kigge nærmere på. Som så mange andre festivaller i Filippinerne, er kristendom rodet ind i det, men det handler mest om at feste og have det sjovt. Det er uden tvivl det mærkeligste, vi nogensinde har deltaget i, men vi overvejer da, om det en gang i fremtiden skal bruges som tema for Peters fødselsdag.

Som videoen herunder viser, så er det en meget farvestrålende festival:

På køreturen mod Cadiz havde vi lagt mærke til, at der var utroligt mange busser, jeepneys, motorcykler og tricycles fyldt til randen med mennesker, der fortrinsvis havde hvide t-shirts eller skjorter på, der var på vej i samme retning som os. Ved et tilfælde havde Peter valgt at have en shvid skjorte på den dag, så han lignede jo til forveksling de lokale. Vi havde ikke gået mange skridt væk fra vores parkerede bil, før Peters skjorte ikke var helt så hvid længere, og videoen herunder viser, hvordan man fejrer Dinagsa:

På et tidspunkt holder man ligesom bare op med at prøve at undgå de mange malingsfyldte hænder; alle er alligevel smurt ind i glade farveklatter. Det mest bemærkelsesværdige er næsten, at ingen skændes, skælder ud, er fulde, kommer op at slås eller laver konflikter – alle er bare glade og smilende. Den slags festival ville helt sikkert gå galt i Danmark.

Sådan endte vi med at se ud efter ca. en times Dinagsa Festival; to omvandrende Jorn-malerier. Vi vakte ret stor begejstring på hotellet, da vi kom tilbage, og det tog en halv time under bruseren for os i fællesskab at få vasket al den indtørrede maling ud af hår, ører og alt muligt andet. Vores tøj var lige til skraldespanden, så det er godt, at Peter har bestilt fem nye, hvide skjorter hos vores skrædder i Bangkok.

Lidt udenfor Bacolod ligger en lille silkefabrik, der også fungerer som træningscenter og leverandør af morbærtræer og larver til bønder i området, der ønsker at supplere deres landbrug med silkeproduktion. Vi fik en rigtig god rundvisning af en af de ansatte, som beredvilligt svarede på alle vores mange spørgsmål.

Det hele starter med denne natsvæmerlarve, som æder sig tyk og fed i morbærtræets blade i 19 dage, inden den begynder at spinde sin kokon.
Sådan ser kokonerne ud, når de biver afleveret fra bønderne til fabrikken. Dette er første klasses kokoner, de er ca. 1,5 x 3 cm store, vejer ca. 1,6 gram uden den døde larve, der ligger indeni og rasler rundt, og der er mellem 1 til 1,2 km silketråd i én kokon.
Inden silken kan spindes til silketråde, der kan bruges til at væve stof af, kommer de gennem denne imponerende maskine, hvor de bliver varmet op i vand, der vekler i temperatur fra 38 -98 grader efter et helt bestemt “mønster”, der sikrer, at silken bliver så god som muligt.
Til sidst kommer kokonerne hen i denne maskine, der spinder tråden fra otte kokoner til ‘en tråd. Selvom otte tråde kan lyde af eget, så ender man stadig med en spundet tråd, der har tykkelse som et hår.

Selvom en kokon ikke er første klasse, så kan den sagten blive til silkegarn aligevel – den bliver bare spundet i hånden. først bliver kokonerne varmet op i vand, så de bliver bløde, og hver kokon bliver så mast ud på en slags ramme, der er ca. 20 x 20 cm. Når det er tørret ligner det lidt et gammeldags damelommetørklæde. Disse kvadrater håndspinder dygtige kvinder til en tråd, der i tykkelse svarer til en garntykkelse, man vil strikke på pind 3-3,5. En kvinde kan ca. spinde 300 meter på en dag. Klik på videoen herunder og se, hvor dygtig hun er:

I centerets showroom (der heldigvs også er en lille butik, så Camilla fik lejlighed til at bruge nogle penge) stod disse to glas, der tydeligt viser forkellen mellem den tynde, maskinfremstillede silke, der bruges til at væve stoffer i metermål, og den grovere håndspundne silke, der bruges til vævede tørklæder. Centeret bruger selv stort set 100% af deres egen produktion af silke til stof, der håndvæves på stedet.