Vores sidste stop på øen Negros var byen Dumaguete, der ligger på østkysten med udsigt til den lille ø Siquijor, som vi besøgte i 2016 i forbindelse med Peters 50 års fødselsdag. Dumaguete har i sig selv ikke en helt masse at byde på, men vi valgte at bo der, fordi byen ligger centralt i forhold til den natur i området, som vi gerne ville opleve.

Her holder Peter på vores lejede motorcykel foran Rovira Suites, som vi havde booket os ind på fra d. 5. til 12. februar. Selvom vi stadig har vores insektbefængte lejebil, er det som udgangspunkt meget bedre med motorcykel, når man skal rundt på Filippinerne, for så slipper man for at hænge fast i køer bag de mange langsomtkørende gamle tricycles og osende lastbiler.

Ved Dumaguetes centrale torv, hvor byens vartegn – et klokketårn bygget af koralsten – også findes, ligger et lille museum. Det er jo aldrig godt at vide, hvad man løser billet til, men selvom vi gerne ville have taget et billede af et eller andet interessant fra de to rum, som museet består af, så er det bedste altså bygningen set ude fra.

Og her er så Dumaguetes lille provinsmuseum, der er fint restaureret. Bygningen er omkring 100 år gammel og har tidligere fungeret som først guvernørbolig og bagefter rådhus.

Så er der straks mere ved det antropologiske museum i Dumaguete, der ligger i en af Silliman-universitetets bygninger. Det er godt nok lidt af et rod-sammen, men der er mange fine genstande – især fra øen Mindanao, som på alle museer, vi har besøgt, er rigt repræsenteret med kunsthåndværk. Det er også tydeligt, at den muslimske befolkning på Mindanao har været dygtigere og mere avancerede håndværkere både mht. teknikker, materialeforarbejdning og symbolik.

Et ægtepar fra Mindanao har doneret en masse spændende effekter til det antropologiske museum – bl.a. denne ceremonielle kris, der er mere end tre meter lang.
Hår gror også, selvom man holder ferie, men heldigvis ligger Fil-Am Barbershop kun et par hundrede meter fra vores hotel. Her blev Peter taget under kærlig behandling i en lille time afsluttende med skulder- og hovedbundsmassage og en føntørring. Prisen var 200 php (ca. 30 dkr), men så blev Peter også fotograferet af salonejeren til deres hjemmeside bagefter.
Det er naturligvis lykkedes os at finde et stamsted med udsigt til havet. Her står Camilla på den gangbro, hvor vi plejede at nyde en kold øl med masser af is, mens solen gik ned. Der er to restauranter, der deler gangbroen; den til venstre hedder Mooon og hævder at være mexikansk (men maden er langt bedre end noget, vi smagte, da vi var i Mexico), mens den til højre hedder Shaka Hawaiian og har en masse retter med ananas. Førstnævnte bliver frekventeret af filippinere (og os!) og har sjældent usolgte borde, mens sidstnævnte bliver besøgt af såkaldte expats (hovedsageligt amerikanske og europæiske mænd) og deres koner/kærester.

Filippinerne er kendt for deres hanekampe, og vi har også ved tidligere besøg set kampe. Derfor er der haner alle vegne, der bliver opdrættet, solgt og trænet, og som til gengæld galer i vilden sky fra årle til kvæld. Det gør overhovedet ingen forskel, at man befinder sig i en by med over 100.000 indbyggere, for pludselig på et gadehjørne holder en tricycle med mindst 30 bure med haner, mens en gruppe mænd står på fortovet og vender og drejer tre haner.

Peter var nysgerrig efter at finde ud af, hvad mændene kigger på, når de skal afgøre, om en hane er en god kamphane, så disse to herrer langede Peter en præmiehane, så han selv kunne kigge efter.

Ca. 25 km fra Dumaguete ligger to vandfald, som vi på motorcykel kørte op i bjergene for at se. Det første hedder Casaroro, og vi var de eneste besøgende den formiddag. Da vi havde betalt for entre og guide (man SKAL have en guide med), fortalte billetdamen, at vi forresten skulle krydse floden tre steder, fordi broerne var blevet skyllet væk. God tur!

Det var ikke kun broer, der var skyllet væk, men en manglende trappe er jo ikke noget problem, når man kan supplere med en hjemmelavet bambusstige. Den løsning ville Dansk Stigekontrol ikke have godkendt!
Vi har masser af gange vandret gennem og op ad floder, men vi plejer ikke at få våde shorts i processen. Der var utroligt meget vand og meget hård strøm, så uden guiden, der havde styr på, hvor vi skulle sætte fødderne og kunne holde fast i os, var vi vist ikke nået op til vandfaldet.
Casaroro var heldigvis alle strabadserne værd. En enorm vandstråle, der kom hamrende 35 meter ned og skabte vandtåge og brølende larm. Et vandfald, når det er bedst.
Dagens andet vandfald, der bliver kaldt Det Røde Vandfald, var en tam omgang i sammenligning. Det ligger lige ud til en vej og er derfor velbesøgt, for her skal man blot gå 150 meter, før man kan tage billeder.

Lidt ud for Negros’ sydøstlige kyst ligger en lille ø, der hedder Apo Island, og den har været på Peters ønskeseddel i rigtig mange år. Øen er verdensberømt blandt dykkere for sine mange, store og meget velbevarede koraller. Det er muligt at arrangere dykkerture derud fra dykkerbutikker på Negros, men inden vi arrangerede en heldagstur med tre dyk til Peter, ville vi selv tage derud og snorkle, så vi kunne finde ud af, om der virkelig er så fantastisk. Ved havnen i den lille by Malatapay kan man arrangere en båd ud til Apo Island. Det er bedst at komme inden 9:30 om morgenen, og prisen for båden afhænger af, hvor mange man kan pulje sig sammen med. Reglen er, at bådene sejler fra Apo Island igen kl. 15:30, men vi var ikke sikre på, at vi ville blive der så længe, så vi hyrede en lille båd blot til os selv for 3.500 php (500 dkr), så vi slap for at være afhængige af, hvornår andre ville tilbage til Negros. Dertil kom en havneafgift på 5 php pr. person (i alt ca. 1,30 dkr), en øafgift til Apo Island på 100 php pr. person (i alt ca. 25 dkr.), betaling for snorkelguide (obligatorisk!) på 200 php pr. person (i alt ca. 50 dkr.) og leje af et bord og to plasticstole under en teltdug med opsyn af vores ting, mens vi snorklede til 300 php (ca. 40 dkr). Da vi endelig var fremme, havde Peter haft pungen oppe af lommen så mange gange, at han nærmest automatisk tog den frem, når vi mødte nogen.

Er der så en god grund til, at alle dykkere taler om Apo Island? Ja, det er der! Korallerne er fantastiske, kæmpestore og meget sunde. Vandet var visse steder noget grumset, hvilket gik ud over sigtbarheden, men det var en helt særlig oplevelse; også pga. de utroligt mange grønne havskildpadder, der var fuldstændig ligeglade med, at vi lå og skvulpede i overfladen tæt på. Se selv denne video:

Og vi kom MEGET tæt på.

Efter snorkelturen til Apo Island besluttede Peter at droppe en dykkertur ved øen ud fra en vurdering af, at det ville være begrænset, hvor meget ekstra han ville se under et dyk. Det gav os en dag til at køre halvanden time mod nordvest og se Bulwang Caves, hvor tre grotter er åbne for turister.

Så fjollede ser vi ud i vores grotteudforskningsudstyr. Vi ligner til forveksling os selv, når vi går på arbejde.
Den mest berømte af grotterne kaldes Crystal Cave, og den er unægteligt meget fotogen. Vi kunne bedst lide grotte nr. to, hvor man går laaangt ind til bunden af grotten, der er hjemsted for to forskellige slags flagermus og en masse fårekyllinger, der lever af flagermusenes guano. Da vi var længst væk fra grotteindgangen foreslog vores guide, at vi slukkede vores lygter, og så blev det mørkt!

Tæt ved indgangen til Crystal Cave viste guiden os en gren på et træ, hvor det så ud som om, der sad nogle hvide blomster. Det var dog ikke blomster, men Dansende Uldbladlus (er i familie med bøgebladlus i Europa, men mere underholdende). Klik på den korte video herunder og se selv hvorfor.

Omkring 25 km fra Dumaguete ligger Twin Lakes, der ikke overraskende er to søer. Man kan vælge at leje en båd og blive roet fra den ene sø til den anden, men vi valgte at gå rundt om søen i stedet.

Det var en fin tur rundt om den første sø, men også lidt hårdt for benene, for vi gik på glatte sten hele vejen, så alle muskler var spændt i et forsøg på at undgå at skvatte.
Udsigten ud over den anden sø ved Twin Lakes er noget af det flotteste natur, vi har set i Filippinerne over havoverfladen – især da to næsehornsfugle fløj forbi og landede i toppen af et træ 30 meter væk.