Vi har været i Cebu City nogle dage for seks år siden i forbindelse med Peters 50 års fødselsdag og huskede ikke byen for noget godt. Men Cebu City er nu engang den oplagte by at flyve til, når man vil besøge øen Cebu, så vi valgte at give byen, der er Filippinernes næststørste by med ca. 900.000 indbyggere, en chance til. Denne gang lejede vi en motorcykel, så vores rækkevidde blev lidt større, og det var en rigtig god idé. Byen er stadig et ucharmerende trafikalt kaos, men har trods alt en størrelse, så der var nogle seværdigheder at besøge de tre hele dage, vi var i byen.

Omkring 8 km nordvest for Cebu City er der etableret et udsigtspunkt med en stor platform, hvor man står 660 meter over havet og kan kigge ud over byen. Det ville vi op at se, men selvfølgelig var det lukket pga. renoveringsarbejde.

Vi fandt en byggeplads, hvor byggeriet var gået i stå, lidt nedenfor det egentlige udkigspunkt, hvor vi kunne komme ud til kanten og tage et billede, så I må nøjes med udsigten derfra.
Lidt længere nede ad bjerget, lå denne urnekirkegård. Det var et dejligt fredfyldt og velplejet sted uden en masse støv og trafikos, så det var et fint sted at dele en flaske vand, inden vi fortsatte ned mod byen igen.

Cebu City har sit eget Beverly Hills, der er et indhegnet område, hvor du kan bosætte dig – hvis du har penge nok. Der er vagter, der holder øje med, hvem der kører ind og ud, og hvis du ikke er beboer, skal du aflevere dit identitetskort, som du så får tilbage, når du forlader området. Vi var på besøg, fordi der ligger et taoistisk tempel, som vi gerne ville se.

Her står Camilla uden for en af de mindre bygninger på tempelområdet. Det er det eneste sted, vi endnu på turen er blevet bedt om at have mundbind på, når undtages flyvningerne, og da vi ikke havde mundbind med, sneg vi os lidt rundt og prøvede at være lidt småusynlige for opsynsmændene.

Under afslutningen af 2. verdenskrig blev Cebu City hæftigt bombarderet af amerikanerne, og der er derfor kun ganske få gamle bygninger tilbage fra tiden før 1945. En af dem er Casa Gorordo, der er bygget omking 1850 og har fungeret som privat hjem for en af Cebus rigeste familier gennem fire generationer. Det er i dag et museum, hvor der i stueetagen er udstillet forskellige religøse tableuer og nogle transportmidler, der blev brugt for 100 år siden. 1. sal viser boligindretningen, og der er mange flotte, gamle møbler.

1. sal er bygget udelukkende af filippinsk hårdtræ, og konstruktionen er holdt sammen kun med trænagler. Hele bygningen blev renoveret for ca. 10 år siden og fremstår i imponerende god stand, hvilket ikke kan siges om så meget i Filippinerne.

En overraskende god oplevelse var at besøge Jumalon Butterfly Sanctuary; en have på 400 m2, der fungerer som “lokkemad” for 52 forskellige arter sommerfugle. Vi har andre steder oplevet sommerfuglehave, men de har alle været indelukkede, så sommerfuglene ikke kan stikke af. Denne have er åben præcis som andre haver, men er tilplantet med 52 forskellige planter, som 52 forskellige filippinske sommerfuglelarver lever af. Det lokker hunsommerfugle, der kan lugte sig frem til den rigtige fødeplante til dens larver på 5 km afstand, ind i haven, og hunsommerfuglenes lugt lokker hannerne til. Haven er skabt af Julian Jumalon (1909-2000), da han var ung, og i dag kan man være heldig at få en guidet tur af hans søn eller ene datter, der fortsætter hans livsværk. Det koster 100 php at komme ind (13 dkr), og det er alle pengene værd. Da vi gik, fik vi at vide, at vi skulle fortælle vores familie og venner om stedet, så I også kommer besøg, og det være hermed gjort.

Ved vores besøg, var det denne art sommerfugl (som vi ikke kan huske, hvad hedder, men den hører ind under “fuglevingerne” – jo, jo, vi lærte skam alt muligt), der lagde æg, hang som pupper og klækkede. Den er ca. 12 cm bred, og der var rigtig mange, der flaksede lystigt omkring os på jagt efter en mage.

Julian Jumalon uddannede sig faktisk som billedkunstner, men blev mest kendt for sit naturvidenskabelige arbejde med sommerfugle, hvoraf han selv har opdaget adskillige arter. Han formåede faktisk at kombinere de to ting, for han lavede en del mosaikbilleder af ødelagte sommerfuglevinger. Der er et lille galleri i haven, hvor nogle af hans oliemalerier, akvareller og sommerfuglemosaikker hænger, og mosaikkerne er klart de mest imponerende. Det må have krævet en engels tålmodighed at sidde og skære de små farvede vingestykker til og lime dem på lærreder.

Udover haven blev vi også vist rundt i et lille lokale, der var fyldt med alle mulige små samlinger (æg, våben, dukker, frimærker og meget andet) og naturligvis en masse “udstoppede” sommerfugle og natsværmere fra hele verden. Vi stillede mindst 1.000 spørgsmål om sommerfugle, og Jumalons 82 årige datter kunne svare på alt og lidt til. Hun var tidligere underviser på byens universitet, men nøjes nu med at skrive bøger, vise turister rundt og undervise børn fra den skole, der lå overfor haven.

Da rundvisningen var forbi, fik Peter æren af at sende en nyklækket sommerfugl af sted på sin første flyvetur. Peter står med lukkede øjne, for man må ønske, når man slipper sommerfuglen.

Ud over en masse viden om sommerfugle blev vi også sendt af sted fra sommerfuglehaven med det gode råd at besøge San Carlos Universitets museum. Det kostede 100 php (ca. 13 dkr) pr. person at komme ind at se fem rum, der hver især havde fokus på henholdsvis filippinske kristne figurer i træ fra det 16. til det 19. århundrede, vietnamesisk og kinesisk porcelæn, udstoppede fugle og dyr fra Filippinerne, lerurner og trækister og sluttelig etnografika fra det nordøstlige Luzon (hovedøen i Filippinerne) med fokus på Ifugao-stammen. Hvis det må være tilladt med lidt blær, så havde vi hørt så godt efter i sommerfuglehaven, at vi bagefter kunne fortælle de studerende, der var på arbejde i museet, at der var rod i skiltene på sommerfugle og natsværmere.

Samlingen med effekter fra Ifugao-folket var mere end imponerende. Det er en filippinsk kvinde, der nu bor i San Fransisco, der har doneret sin private samling til museet, og den var heldigvis sat op med stor omhu og dygtighed. Her er et billede af en hat, der er prydet med kraniet fra en næsehornsfugl, som helt sikkert har været et statussymbol for ejeren.

Det er ingen hemmelighed, at vi godt kan lide indisk mad. Når vi rejser, prøver vi derfor gerne indiske restauranter i håb om at finde et sted, der laver en lige så god butter chicken som på vores yndlingsrestaurant, Sahil, i Havnegade i København, men det er endnu ikke lykkedes. I Ceby City var det meget tæt på, så vi slutter af med en helhjertet anbefaling. Hvid du kommer til Cebu City, og du har besøgt Jumalon Butterfly Sanctuary, så bør du afslutte dagen med samosa, raita og butter chicken med butter naan på Bharat Spice.

Bharat Spice gør ikke meget væsen af sig, men maden er fantastisk god, betjeningen hurtig og venlig, der er aircon og kolde øl i køleskabet – what’s not to like?