D. 4. januar landede vi i Jakarta og skiftede dermed Thailands sol ud med Indonesiens regnvejr. Selvom Bangkok og Jakarta ligger i den samme tidszone, så er regnsæsonerne ikke ens, så vi fik med det samme brug for de to regnslag, vi havde købt i Decathlon (SUPER GOD fransk sportsforretningskæde, der desværre endnu ikke findes i Danmark) i Bangkok. Vi ved godt, at det har regnet meget i Danmark, og at det har skabt kaos for mange mennesker visse steder, men når det regner i SØ-Asien, så REGNER det altså for alvor, og man bliver gennemblødt hurtigere, end man kan sige ‘bakso ayam’.

De hoteller, vi før har boet på i Jakarta, kunne vi ikke booke, da vi planlagde turen (corona?), så vi havde fundet et nyt, der ligger i ca. samme område; 3 skridt og 1 spytklat fra byens største park med nationalmonumentet MONAS. Hotellet hed Millennium Sirih Jakarta og var aldeles udmærket med en gigantisk morgenmadsbuffet med tålmodigt personale, der fejede op efter de børn, der spildte mere, end de spiste. Men det bedste ved hotellet var, at vi ved receptionistens hjælp på ca. 20 minutter fik arrangeret leje af en motorcykel, så vi allerede næste morgen kunne futte rundt på egen hånd. Hvis trafikken i Bangkok er tæt, så er trafikken i Jakarta massiv, så hvis man gerne vil frem, er motorcykel det eneste fornuftige alternativ til gå-ben.

At have adgang til en motorcykel gør en stor by (Jakarta har over 10 mio. indbyggere) overkommelig og håndterbar, og vi får set og oplevet 10 gange så meget, som vi ville gøre, hvis vi var afhængige af at skulle fange en taxi hver gang, vi skulle fra et sted til et andet. På en motorcykel har man også den luksus, at det er let at standse, hvis man får øje på noget interessant.

Vi har været i Jakarta flere gange før, men sidste gang var i marts 2020, lige inden hele Verden lukkede ned, så vi var lidt spændte på, hvor meget byen havde forandret sig, og hvor mange af “vores” steder, der var lukket. Deværre var en del af de antik-/marskandiserforretninger, vi plejede at frekventere for at købe knive, masker osv. lukkede, og i én af gaderne var en lang stribe gamle huse blevet fjernet til fordel for et nyt, smart skyskraberhotel med sort stenfacade bag et metalhegn. Kun en enkelt antikforretning var tilbage i den gade, men han havde til gengæld tre meget fine knive fra Borneo (Kalimantan, som indoneserne kalder deres del af øen), som vi via WhatsApp prutter lidt om prisen med ejeren om, indtil vi kommer tilbage til Jakarta om 6 uger.

Her er nogle af de meget fine knive fra Borneo, som vi har kigget på. Vi er stadig i gang med at diskutere priser via WhatsApp med sælgeren.

Sidst vi var i Jakarta spiste vi flere gange frokost på et gadekøkken, der lå bag ved en skole. Vi var spændte på, om det havde overlevet corona, men det havde det heldigvis, så vi igen kunne bestille to skåle bakso ayam. Bakso er en indonesisk specialitet, hvor man får kyllingesuppe med kødboller og enten ris- eller ægnudler. Det fås i mange variationer, men dette gadekøkken laver en fantastisk udgave med flere små oksekødsboller og én stor kødbolle med et æg inden i. Det smager himmelsk!

En ubeskrivelig lækker frokost, som man selv får lov at smage til med soya, sukker, eddike og sambal (chili) efter behov. Velbekomme 🙂
Gadekøkkenet har kun åbent mandag-fredag, hvor skolen er åben, så vi nød vores frokost sammen med elever og personale, der kunne hjælpe med lidt engelsk, så vi fik det at spise og drikke, som vi gerne ville have.
Nogle gadekøkkener lever af frokostgæster, mens andre først dukker op om aftenen. Her er Peter i gang med Ayam Rica Rica, der er en af indonesiens stærkeste retter, og det siger ikke så lidt. Indoneserne har et helt særligt forhold til chili, der bliver brugt i næsten al mad.

Det er meget let at blive meget begejstret for gadekøkkener i Indonesien, for udvalget er stort og kvaliteten høj, men en gang i mellem er det også meget rart at sidde på en stol, der ikke er lavet af formstøbt plastic, hvor sædet kun er 25 cm over jorden, når man skal spise, og den slags steder er Jakarta naturligvis også leveringsdygtig i. Da Holland koloniserede Java og gjorde Jakarta til deres hovedsæde i området, omdøbte de byen til Batavia. Det navn har en restaurant på byens ældste torv taget, og hvis man kommer til Jakarta, er man simpelthen nødt til at bestille bord der. Bygningen er fra kolonitiden og smukt restaureret, indretningen passer perfekt til bygningen, der er en skøn udsigt over torvet, der altid summer af mennesker om aftenen, og betjeningen og maden er virkelig god. Vi har allerede bestilt bord igen til slutningen af februar, når vi kommer tilbage.

Alle ansatte på Batavia gør sig voldsomt umage, så når vi spørger, om de kan lave en Pina Colada (der ikke står på cocktailkortet), så kommer der naturligvis straks en tjener rullende med en “cocktailvogn” og shaker en Batavia-version af en Pina Colada. Restauranten er også leveringsdygtig i vin, og vi blev besnakket til at købe en balinesisk rødvin, og det kan vi IKKE anbefale andre at gøre.

Når man vælger at komme tilbage til den samme by flere gange, er det selvfølgelig, fordi noget velkendt lokker (fx gode antikbutikker med stort udvalg af interessante knive), men der skal også helst være noget nyt at udforske, så vi kastede os på den lejede motorcykel og kørte 20 km ud til et lokalhistorisk museum, vi havde fundet ved hjælp af Google. Museet ligger i et mangroveområde i Jakartas nordøstlige område, men efter at have besøgt det, har vi meget svært ved at anbefale andre at tage derud.

Museet bestod reelt kun af denne ene bygning, der vist nok er et typisk eksempel på et javanesisk hus for 100 år siden, men det kostede 50.000 IDR pr. person at komme ind, og for det beløb kan man altså købe frokost til en hel familie, så vi fik mere ud af køreturen end af selve besøget.
Man får i det mindste lov til at gå ind i huset på museet, men der er ikke alverden at se. Det giver nok et meget godt indtryk af, hvor mørkt der er inde i husene – også i dag i mere moderne byggerier. Livet leves i høj grad udenfor, mens husets indre mest bruges til at sove i, så et nordeuropæisk ønske om store vinduer med meget lysindfald er svært at forklare for folk herude.

Så var der straks mere succes ved at køre ned til Batavia Marina, selvom man på vejen derned umuligt kan tro, at der ligger noget som helst for enden af vejen. Men nogen er kommet på at lave en smart restaurant i en gammel havnebygning lige ned til vandet, hvor vi lod os lokke til to kolde øl med is, mens vi sad og kigge på nogle store atlanterhavskrydsere og små cruiseskibe, der lå for anker 5 meter væk.

Peter på den Honda Vario, der trofast fragtede os på kryds og tværs i Jakarta for 150.000 IDR (75 kr.) om dagen.

Selvom vi har været i Jakarta flere gange, er det på underlig vis lykkedes os at gå glip af en næsten 300 år gammel hejsebro i træ, som hollænderne byggede. Den blev fint restaureret for ca. 15 år siden og er bestemt et kig værd.

Peter foran den meget fine hejsebro, der ikke længere er i brug. Broen er kendt som “the chicken market bridge”, fordi der tidligere lå et stort kyllingemarked på den østlige side af broen.