Fra 8. til 14. januar tilbragte vi seks dage i Yogyakarta (udtales ‘Djogdjakarta’). Vi havde bestilt togbilletter hjemmefra og er indtil videre noget mere imponerede over de indonesiske statsbaner end af DSB.

Turen fra Jakarta til Yogyakarta tog ca. fem timer, og der var næsten rismarker gennem hele turen. Ligesom de gode, gamle dage i Danmark kommer der en madvogn rundt, hvor man bl.a. kan købe lunken nasi goreng ayam (stegt ris med kylling) og en overraskende god bakso ayam med chilisauce, soya og tomatketchup.

Yogyakarta ligger på Midtjava og bryster sig af at være øens kulturelle centrum. Der er også en klart større evidsthed om kultur og historie, end vi har mødt i Jakarta, blandt indbyggerne, og de er især stolte over områdets to største seværdigheder, Borobudur (Indonesiens største buddhistiske tempel) og Prambanan (Indonesiens største hinduistiske tempelkompleks). De er begge bygget mellem det 8. og 10. århundrede (ca. samtidig med Gorm den Gamle), hvor de to store religioner delte Java i to og krydsede klinger ved Yogyakarta. Stridighederne blev dog løst på fredelig vis gennem et giftermål mellem en prins fra den ene lejr og en prinsesse fra den anden, og de to religioner smeltede sammen i området, indtil vulkanudbrud og jordskælv omkring år 1000 fik indbyggerne til at flytte til Østjava. I dag er de fleste indbyggere på Java muslimer, men de er meget stolte af de to imponerende templer og tager deres bevaring meget alvorlig. Der er også stadig både buddhistiske og hinduistiske elementer i dagligdagen i Yogyakarta som fx offergaver til ånder, som vi har set det på Bali.

Borobudur består af ét tempel med et kvadratisk grundplan på 118 x 118 meter. Det er opdelt i seks niveauer, der symboliserer buddhismens tankegang, hvor det øverste niveau repræsenterer Nirvana. Dette niveau har for øvrigt IKKE adgang for almindelige turister, så hvis man vil nå Nirvana, må man gøre sig fortjent til det på gammeldags facon gennem god karma. Templet ligger 40 km nordvest for Yogyakarta; en tur på 1 time på motorcykel.

Som ved så mange seværdigheder i SØ-Asien er der ét sæt priser for landets befolkning og et andet for udenlandske turister, og det giver rigtigt god mening, men man skal forberede sig på, at det er dyrt at komme ind at se Borobudur. Der er forskellige billetpriser alt efter, hvad man vil have adgang til, men vi ville se det hele og købte derfor de dyreste billetter, de kostede 910.000 IDR (ca. 460 dkr) for os begge. Efter en uge i Indonesien, hvor vi havde vænnet os til prisniveauet her, skulle vi lige synke en gang og minde os selv om, at hvis vi skulle en tur i Tivoli, ville det hurtigt blive meget dyrere.

De fire øverste niveauer af Borobudur er udstyret med i alt 73 stupaer, der varierer lidt i udseende, alt efter hvilket niveau man befinder sig på. Som en del af billetten modtager man et par badesandaler, som man SKAL have på, mens man går på templet, hvilket gør det ekstra passende med et Shower Cap-billede. (Badesandalerne får man i øvrigt lov at beholde.)
Man må naturligvis ikke klatre rundt på stupaerne, men der er ikke nogen, der siger, at man ikke må læne sig og kigge ind.
Og hvad er det så, Peter er så nysgerrig for at se inde i stupaen? Jo, inde i hver stupa sidder en Buddhafigur, og figurens håndstilling er forskellig, alt efter hvilket niveau stupaen befinder sig på. Buddhaen havde præcis den håndstilling, som vores udmærkede guide havde sagt, den ville have, men det er jo altid godt lige at tjekke selv.

Vi var langt fra de eneste turister på Borobudur, men der er godt styr på de enklte grupper (alle, der vil op på templet, skal følges med en guide, og turen tager ca. 1 time), så man går ikke i halen af en helt masse andre. Hele vejen rundt på de nederste niveauer er der udhuggede paneler, der fortæller Buddhas historie og forklarer, hvordan man skal leve sit liv, hvis man skal gøre sig fortjent til en inkarnation i Nirvana. Det er imponerende dygtigt lavet.

En del af de andre besøgende var skoleklasser, og efter den guidede rundvisning gik der ikke mange minutter, før vi blev kapret af nogle unge mennesker fra en skole på Østjava, der meget gerne ville øve deres engelsk. De var præcis lige så søde, som de ser ud på billedet.

Intet møde med unge mennesker i Indonesien uden det obligatorske gruppebillede, der i dette tilfælde også blev til en gruppevideo. Vi tror nok, at det er skolens eller klassens motto, vi blev lokket med til at råde på nedenstående video.

Dagen efter besøget i Borobudur kørte vi 17 km mod nordøst for at se Prambanan. Det består af fire større stupakomplekser og er ca. 50 år nyere end Borobudur. Det nyeste af dem har også buddhistiske elementer, da det er færdiggjort efter det omtalte bryllup mellem de to stridende religioner. Ligesom Borobudur har Prambanan i mange århundrede været opslugt af skov og er blevet ødelagt af flere jordskælv. Først i 1980erne og 90erne kom der for alvor gang i restaureringen med væsentlig økonomisk hjælp fra UNESCO og begge steder er i dag på Verdensarvslisten.

Dette er det største af de fire komplekser i Prambanan. Den højeste stupa er 147 meter høj, og der er udskæringer og krummelurer alle vegne. Restaureringen foregår stadig, og der er nok at gå i gang med.

Der er ikke noget krav om, at man skal følges med en officiel guide i Prambanan, men det er muligt at hyre en, hvis man har lyst – de henvender sig selv ved indgangen. Det kostede ca. 700.000 IDR (350 dkr) at komme ind, og man kan leje cykler, elektriske motorcykler eller en tur i en golfvogn, hvis man ikke selv orker at bevæge sig rundt.

Denne figur – Kali – ser man igen og igen over indgangspartier. Den skal skræmme de onde ånder væk. Vi så den også i Borobudur og mange steder inde i Yogyakarta.

Ved udgangen af Prambanan dukker der en slags minizoo op, hvilket ærligt talt virker temmelig malplaceret. Dyrevelfærd er ikke i højsædet i Indonesien, så vi plejer at holde os langt væk fra den slags, men lige i dette tilfælde var det umuligt ikke at standse op.

I to små indhegninger gik to farvestrålende og besynderlige strudsefugle. Et skilt oplyste, at arten hedder Kasuar. Det er hunnen, vi har fanget med kameraet her. Ude i den vilde virkelighed skulle de holde til på Papua, men man skal nok være mere end almindeligt heldig for at få én at se.

Yogyakarta har på mange måder lidt en særstatus i Indonesien. Det meste af landet var i mere end 200 år koloniseret af Holland, der først slap magten i området efter 2. verdenskrig, men Yogyakarta har aldrig været underlagt hollandsk styre. Hollænderne vurderede, at det ville give alt for meget ballade og uro, hvis de afsatte byens sultan og indtog byen, så sultanen fik lov at blive siddende, og hans efterkommer residerer stadig i paladset. Udover sin sultantitel er han også – efter befolkningens ønske – blevet udnævnt til guvernør for området. Paladset (bliver på indonesisk omtalt som ‘kraton’) ligger centralt i byen og er bestemt et besøg værd. Udover selve paladset er der et tætpakket boligområde rundt om, der huser ca. 25.000 mennesker, hvoraf ganske mange har en arbejdsmæssig relation til paladset på en eller anden måde.

En stor del af bygningerne indenfor paladsets murer er indrettet med udstillinger, der fortæller om sultanfamilien. Den mest interessante – måske fordi den var lettest at forstå – beskrev sultanens bryllupsceremoni, der indeholder så utroligt mange elementer og symbolladede facetter. Her er Camilla fotograferet foran et af de sæt tøj, som brudeparret bærer på den store dag.
Blot et lille kuriosum; vores egen Dronning Margrethe har også besøgt sultanen i Yogyakarta (i 2005). Det er altid hyggeligt at rende ind i en landsmand, når man er langt væk hjemmefra.

Når man løser billet til paladset (det er så rørende billigt, at vi har glemt, hvad det koster) får man underholdning med ganske gratis. Alt efter, hvilken ugedag man besøger stedet, er der forkellige kulturelle tilbud, man kan lade sig udsætte for. Vi kom en onsdag, og onsdag og lørdag står den på dukketeater.

Her er dukketeateret i fuld gang, dukken til venstre er kongen, hvilket man kan se, fordi dukken har fuldskæg. Vi havde forventet os noget sjovt og underholdende, men faktisk var det ret kedeligt. Dukkerne bliver placeret i en holder og står helt stille, mens dukkeføreren med forskellige stemmer siger en helt masse på indonesisk. Men dukkerne var meget flotte og alle iført batik i brune, hvide og sorte farver, som er typisk for Yogyakarta.

Så var der straks lidt mere gang i det orkester, der hele tiden sad og spillede, så man kunne høre musikken over hele paladsområdet. Musikstilen kaldes ‘gamelan’ og lyder ikke som noget andet, hvilket nedenstående video kan bevidne.

Der er ikke mange skilte til forklaring af de udstillede ting på paladset, men det giver jo blot mulighed for selv at undersøge tingene lidt nærmere.
Ved indgangen til paladset var kali naturligvis afbilledet. Vi fik lov at komme ind, så vi er heldigvis ikke blandt de onde ånder.
Lige udenfor paladset blev vi shanghajet til at komme ind at se et værksted, der lavde skyggespildukker. Det er altid med blandede føleleser, vi følger med, for vores forventning er, at vi nok ikke får lov at komme ud igen, før vi har købt halvdelen af forretningen. Det var dog ikke tilfældet her. I stedet fik vi en meget grundig forklaring på, hvordan vi kan se forskel på de mest almindelige dukker, og hvilke roller de spiller i de traditionelle forestillinger, som man bl.a. kan se inde på paladset, hvis man kommer den rigtige ugedag. Dukkerne er lavet i koskind, der bliver klippet ud og efterfølgende dekoreret med hulmønstre, der hamres ud. Til sidst bliver dukkerne flot koloreret. Det er et kæmpe arbejde.
At lave batik på den originale måde er også et kæmpe arbejde, og i dag er det stort set kun paladset, der bestiller ægte batikstof. Glem alt om knuder på hvide t-shirts, der bliver smidt i vaskemaskinen sammen med et brev violet stoffarve. Batikmønstret tegnes op med varmt voks, der møjsommeligt bliver påført det hvide stof – enten bomuld eller silke – og så bliver det farvet. For hver ny farve, skal der et nyt lag voks på og en ny farvning. Vi turde overhovedet ikke spørge om prisen på det stykke stof, som damen her sidder og arbejder på.

Yogyakartas hovedstrøg hedder Jalan Malioboro og er flankeret af batikforretninger på begge sider i hele vejens længde. Man kan ikke gå mere end 10 meter, før en venlig mand henvender sig med sætningen: “Hello mister, where’ you from?” Der gik ikke mange minutter, før Peter svarede alle: “I’m from Denmark, and I don’t want any batik.” Vi kan med stolthed sige, at vi endnu ikke har batik i kufferterne, og sådan skal det helst blive ved med at være.

Udover tilbud om batik i alle afskygninger kan Jalan Malioboro også noget med livemusik, der faktisk er ret godt og hyggeligt at stå og lytte til.

Som altid på vores lange vinterrejser kommer der et tidspunkt, hvor det er passende at blive klippet. Vi fandt en frisør, der klippede både mænd og kvinder, så vi fik begge en tur i frisørstolen.

Det var en lidt pudsig oplevelse, for salonen – der i øvrigt hed Salon Nylon – var mest befolket af kvindelige ansatte i orange kedeldragter, der tog sig af tidsbestillinger, hårvask, oprydning, føntørring osv., men så snart frisørsaksen skulle svinges, materialiserede der sig en mand i blå kedeldragt fra baglokalet. Vi plejer at blive fotograferet sammen med dem, der klipper os, når sceansen er overstået, men saksemændene forsvandt ud i baglokalet, så snart det sidste hår var klippet.
Som altid i Asien er vi på udkik efter antikvitetsforretninger for at finde knive til samlingen. I Yogyakarta blev det ikke til nogen kniv, men til gengæld to meget flotte masker fra denne spændende forretning, der har specialiseret sig i masker og marionetdukker. Der var så mange flotte ting, så vi er stolte over at have begrænset os til kun to masker. Masken, som Peter har gemt sig bag, var ejerens flotteste og dyreste.
I et land hvor det mest praktiske køretøj er en motorcykel, er der naturligvis også en smart mand, der har udviklet et børnesæde. Vi har set dem rigtig mange steder.

Selvom Borobudur og Prambanan tiltrækker en del udenlandske turister, er der langt mellem restauranter, der kan mere end nasi goreng og kylling på spyd, men efter et par dages søgen fandt i Mediterranea, der både har et virkelig godt menukort og kan lave en udmærket kande sangria.

Facaden på Mediterranea, hvor det er nødvendigt at bestille bord, uanset hvilken ugedag man vil spise der. Personalet er opvakt og venlige, og de har oven i købet en pizza med ekstra chili.
Og nu vi er ved chili, så skal de jo dyrkes et eller andet sted, for der bliver spist ualmindelig meget sambal (chilisovs) på alle tider af døgnet. Mange steder har vi set disse marker med chiliplanter, og på markederne er der godt salg i de mange forskellige slags, der bliver dyrket. Det er ikke uden grund, at Peter ser så glad ud.

Vi er åbenbart kommet så tilpas langt væk fra hovedstaden, at rickshaws stadig benyttes. De findes både i en cykeludgave og en lidt mere moderne slags, hvor passagersædet er blevet svejset på en motorcykel.

Hvis man rykker lidt sammen, er der sagtens plads til en hel familie i en rickshaw. Da vi selv havde lejet motorcykel alle dagene, havde vi ikke behov for at blive fragtet rundt, så vi ved ikke, hvad en tur koster, men den er helt sikkert dyrere for en udenlands turist end for denne familie.

Den sidste dag i Yogyakarta sadlede vi motorcyklen og kørte mod sydvest, hvor kortet viste, at der skulle være nogle bjerge med forskellige udsigtspunkter. Hvor byen breder sig langt i nordlig retning, kom vi ret hurtigt ud på landet, da vi kørte mod syd, og der var rismarker i alle retninger, vi kiggede.

Måske er det fordi, vi kommer fra flade Danmark, men sådan en udsigt ud over et frodigt landskab er der altså ikke noget i vejen med.
På toppen af bjerget var der naturligvis en sammenflikket udsigtsplatform og en masse søde og glade indonesiske turister, der ikke har noget imod at agere fotograf – heller ikke selvom motivet er to skøre turister med badehætter på.

Bjergtoppen havde flere udsigtpunkter, så det faktisk var muligt at kigge ca. 200 grader rundt. Og så var der et pigeband, der spillede og sang. Vi fik tilbudt at være med – de havde faktisk lige en ekstra slåpind til den udhulede træstamme – men vi takkede pænt nej og nøjedes med at filme dem:

Fra toppen af bjerget fik Peter øje på en fin bro nede i dalen, så den kørte vi ned for at kigge på. Selvom der vel kun var omkring et 400 meter langt rullefald derned, var det alligevel en tur på 12 km ad snoede asfaltveje. Det var rart at se, at husene helt generelt var i rigtig god stand og vidnede om gode økonomiske forhold, for alle i området levede tydeligvis enten af landbrug eller skovdrift.

Det er hårdt arbejde at være risbonde, også selvom vandbøflen er blevet skiftet ud med en motorbøffel.
Og vi nåede ned til den farvestrålende flod, hvor vi mødte fire energiske indonesere, der var af sted på deres mountainbikes. De var heldigvis friske på en omgang kamera-bytte-købmand.
Den 14. januar vinkede vi farvel til Yogyakarta for at køre til Surabaya på Østjava – en fire timer lang tur gennem utallige rismarker.