Efter vores otte dage på Østjava fløj vi til Manado på Nordsulawesi, der ligger en tidszone længere væk fra Danmark (+7 timer). Manado fungerer for de fleste vestlige turister som en trædesten til øerne vest og nord for Sulawesi, men vi havde besluttet at være der nogle dage for at se, hvad området havde at byde på.

Nordsulawesi er fortrinsvist kristent (60%), og her er Manados vartegn; en flyvende Jesus i beton, der godt kan virke en anelse skræmmende, når man står nedenfor.

Vi havde håbet på noget god snokling ud for kysten ved Manado, og vi fandt da også et enkelt sted med koralrev ca. 20 km syd for byen, men vi erkendte, at de gode snorkeloplevelser måtte vi have til gode til senere på turen. I stedet kastede vi os på ryggen af vores lejede Honda Scoopy og kørte omkring 25 km mod sydøst ind i landet til byen Tomohon, der er kendt for sit fødevaremarked, og Danau Linow, en svovlholdig sø, der skifter farve alt efter lyset.

På turen til Tomohon blev den stakkels Scoopy sat på noget af en prøve, da vejen gik hen over et bjerg, og vi kom op i mere end 700 meters højde. Her er et billede af udsigten over Manado. Vores hotel er den høje bygning ved vandkanten.

Grunden til, at Lake Linow er svovlholdig, er naturligvis, at der ligger nogle varme kilder tæt på, der sender en lind strøm af svovlholdigt vand og lugt af hengemte æggemadder ud i området. Som videoen herunder viser – hvis du klikker på den – så er det en rigtig fin og varm oplevelse.

Og så var det tid til et besøg på Tomohons berømte og berygtede madmarked, der tydeligt afspejler det faktum, at folk i området ikke er kostforagtere.

Var det noget med pytonslange til aftensmad?
Eller hvad med et stykke med flyvende hund? De ser lidt forkullede ud, fordi manden i grå trøje i billedets baggrund sidder med en stor gasbrænder og brænder pelsen af dem.
Det mest fremmedartede i markedets kødafdeling er helt klart de døde hunde, som bl.a. bliver brugt i den lokale ret “Rintek wuuk” (blødt hår). Ligesom i Sydkorea er der mange her, der kæmper for at få lavet et forbud mod slagtning af hunde og katte, men indtil videre er det stadig lovligt.
Markedet i Tomohon er meget stort og indeholder selvfølgelig ikke kun usædvanlige tilbud på kødhylderne. Se, hvor fint alle grøntsagerne er lagt frem, og sådan gør alle de sælgende med alle deres varer.
I en anden afdeling var der en masse boder, der solgte friskbagte kager af alle mulige slags. Det fik vi dog ikke taget billeder af – måske fordi vi havde for travlt med at smage på kagerne, der alle uden undtagelse kostede 2.000 IDR (1 kr) pr. stk.

I Manados nordlige ende materialisere der sig hver aften over en strækning på 1 km en helt masse gadekøkkener ud mod havet. Selvom hovedformålet med at komme der er at få noget at spise, så er der også mulighed for at få en karusseltur, som nedenstående video viser:

Vi har valgt at spise på en restaurant på den anden side af gaden af to gode årsager, de har kolde øl og friske fisk, der bliver opbevaret i masser af is.

“Alt godt fra havet”, som fiskehandlerens slogan lød, da vi var børn. Vi kan især anbefale en stegt Red Grouper (havaborre) med nasi goreng.

Manado ligger på den vestlige side af en lang halvø, der udgør den nordlige del af Sulawesi. På østsiden af halvøen ligger Tangkoko Nationalpark, der bl.a. er hjemsted for sorte macaqueaber, cuscus (en lille pungbjørn, der er i familie med koalaen) og tarsiere (spøgelsesaber). Sidstnævnte har vi set en gang i en zoo på Filippinerne, men vi har flere gange forsøgt at få dem at se i deres naturlige miljø – hidtil uden held.

Tarsiere er nataktive, så vi bookede en enkelt overnatning på et homestay ved nationalparken, så vi kunne komme på en guidet tur ved solnedgang, og kørte de små 100 km over til nationalparken.

Sådan ser man ud efter 100 km og 4 timer i solen på en 125cc Scoopy ad snoede indonesiske veje. Og ja, det er et badehåndklæde, der ligger på sadlen, for det er rart at kunne tilføre lidt ekstra polstring til ømme ender halvvejs på turen.

Som vi vist har nævnt en gang eller to, så er der gadekøkkener over alt i Indonesien – bare ikke i landsbyen Batu Putih ved Tangkoko. Vi kørte hele byen rundt på kryds & tværs uden at finde så meget som et koldt kyllingelår.

Uden mad & drikke dur heltene som bekendt ikke, så her er et billede af, hvad vi blev nødt til at kalde frokost den dag 😦

Der er ikke nogen grund til at trække spændingen ud længere. Vi fik set den lille tarsier – eller rettere to – og de var hele turen og de ømme balder værd. Sæt lyd på din mobil/tablet/pc og tryk på videoen, så du kan høre deres højfrekvente kald.

Billedkvaliteten er ikke prangende, men det er det bedste vores lille kompaktkamera kan præstere i tusmørke.
De to små primater (kroppen er ca. 10 cm lang og halen 15) sover hele dagen i en sprække inde i dette træ og kommer først frem til aften. De er rovdyr og lever af natsværmere, cikader, larver, små firben og andet godt.
Selvom tarsierne er de store stjerner i Tangkokos aftenshow, så er et heller ikke ringe at se en gevaldigt stor fugleedderkop.

Søndag d. 28. januar var det rejsedag igen, men inden afgang nåede vi også lige at fejre Camillas fødselsdag med en virkelig chokoladetung fødselsdagskage til morgenmad, som Peter havde arrangeret som en overraskelse. Morgenmaden er som bekendt dagens vigtigste måltid, som nogle smarte reklamefolk bildte os ind, da vi var børn, så der var lagt i kakkelovnen til en rigtig god dag.

Kagen var præcis lige så god & lækker, som den ser ud, og den blev serveret med fødselsdagssang af personalet.