D. 2. februar forlod vi øen Sulawesi og fløj til byen Jayapura på Ny Guinea. Ny Guinea er Verdens andenstørste ø og er delt af en nord-sydgående grænse ca. midtvejs. Den vestlige del er en del af Indonesien, mens den østlige del er en selvstændig stat, Papua Ny Guinea (PNG). Grænsedragningen stammer fra kolonitiden, hvor Holland satte sig på den vestlige del, men Tyskland og England delte den anden halvdel. Da Indonesien opstod som selvstændig stat i 1949 i kølvandet på 2. verdeskrig, forblev den vestlige del af Ny Guinea under hollandsk herredømme og først i 1969 efter en noget mudret politisk kontrolleret afstemning, blev Papua, som indoneserne kalder området i dag, indlemmet i Indonesien. Det affødte i de efterfølgende årtier nogle uroligheder, hvor oprørsgrupper, der ønskede uafhængighed fra Indonesien, skabte en del uro i området. Om der stadig er et ønske om selvstændighed blandt nogle på Papua er svært at vide, men der er ingen tvivl om, at der er en stor kulturel forskel i forhold til resten af Indonesien. Til gengæld er det også tydeligt, når vi har talt med indonesere i andre regioner end Papua, at de anerkender de oprindelige indbyggere på Papua og deres særlige kultur og har en vis stolthed over, at deres land er så mangfoldigt.

Jayapura ligger kun 40 km fra grænsen til PNG, en grænse der ikke lige sådan lader sig krydse. Der er ingen flyforbindelser mellem Indonesien og PNG, og hvis man ønsker at krydse landegrænsen ved Jayapura er det en længerevarende operation med besøg på PNG’s konsulat i Jayapura og en masse papirarbejde, så den udflugt sprang vi over.

Til gengæld kørte vi på opdagelse i området nordvest for Jayapura på vores lejede Scoopy, hvor vi bl.a. fandt et super fint vandfald.
Det var en fin tur op og ned til/fra vandfaldet, men den sidste etape var en kende uvejsom, og der var mange klippeblokke, der skulle forceres. Som billedet viser, er Camilla ikke bleg for at benytte klatremetoden “ned-på-alle-fire”.
Vandet fra floden blev brugt som drikkevand for landsbyer længere nede ad bjerget, men området ved vandfaldet blev også brugt som rekreativt område for de unge i området. Da vi ankom, var vi heldigvis alene og kunne nyde stilheden – eller så meget stilhed der nu er, når mange m3 vand kommer brusende – og Peter kunne få klatresveden skyllet af kroppen.
Det vrimlede med firben ligesom dette hele vejen op til vandfaldet.
Hvis man mere er til græshopper, var der også masser af dem.
På vejen tilbage til Jayapura kom vi forbi disse børn. Der skal ikke så meget til; bare lidt vand og en træstamme 🙂
Det kan godt være, at 130 km ikke lyder af meget, men når de bliver tilbagelagt på en Scoopy i solskin og 30 grader, så er det langt nok. Denne udgave af Camilla glæder sig i hvert fald til et brusebad på hotellet og en håndfuld aircondition.

Hjemmefra havde vi booket en fugletur i nationalparken Nimbokrang, der ligger to timers kørsel (IKKE på Scoopy!) sydvest for Jayapura. Vi blev hentet om morgenen på vores hotel og kørt til et homestay i en landsby i nationalparken. På vejen kom vi forbi det, som de lokale omtaler som Teletubbie Hills. Klik på videoen og bedøm selv, om du kommer til at tænke på Dipsy, Lala og hvad de nu hedder:

Vi var næsten ikke mere end landet på det homestay, hvor vi skulle overnatte de næste to nætter, før vi blev præsenteret for den første art af Bird of Paradise (BoP), en såkaldt Frogmouth/Frømund.

Der er faktisk to fugle på billedet, en til venstre og en til højre, men de er super godt kamufleret og svære at få øje på. Frømundene er nataktive, så vi kunne i ro og mag trampe rundt om træet, hvor dette par og deres unge holdt til. Det gik allerede her op for os, at det irriterende ved at fuglekigge er, at det hele foregår mange meter oppe, og det er sjældent, at man får et rigtig godt kig på fuglen.
Faktisk foregår langt det meste af tiden på en fugletur på denne måde: nakken lagt godt tilbage, mens man sidder i timevis i tropisk varme dryppende af lige dele sved og myggespray fra Vallensbæk Apotek. Og der er aldrig sikkerhed for at se noget! Denne eftermiddag så vi kun myg.
Mens vi ventede på, at en fugl skulle dukke op, blev vi lidt klogere på stedets frugter. Her er det en kakaofrugt, vi er gået om bord i. Bønnerne ligger indkapslet i en lidt snasket hinde af frugtkød, og de er violette, når man bider dem over. De smager allermest af ingenting, så det er jo fantastisk, at de efter fermentering i en uges tid udvikler den rige og bitre kakaosmag.
Her er det snake fruit (slangefrugt) eller salak, der er en frugt, der kun er naturligt hjemmehørende i Indonesien. Hver frugt har tre kerner, der hver er omgivet af sprødt lidt tørt frugtkød, der smager lidt hen ad æble, der ikke er helt moden. Den er ret lækker at spise, netop fordi kødet er så sprødt.
Kl. 5:30 om morgenen på anden dagen lykkedes det at spotte denne BoP, der lyder det mundrette artsnavn Twelve-wired Bird of Paradise (Tolvtrådede paradisfugl). De fleste BoP’er har tilsvarende fjollede navne.
Næste fuglekig-station var lidt mere efter vores smag. Vi blev placeret bag denne skærm og i løbet af fem minutter dukkede fuglene op lokket til af det fuglekald, som vores guide afspillede fra sin mobiltelefon, og de maddiker, han havde spredt foran vores skjulested.
Vi har set mange isfugle rundt omkring i Verden, men aldrig nogen så flotte som disse. Læg mærke til, hvor lange halefjerene er på fuglen til højre.

Og det var faktisk de fugle, det lykkedes os at få set på to dage. Det var meningen, at vi skulle have overnattet to gange, men selvom vores værtsfamilie var umådeligt venlige, og vi havde tre ventilatorer, så var det helt umuligt at få lavet nok luftskifte i det værelse, vi skulle sove, til at det var til at holde ud, så vi bad om at blive kørt tilbage til moderne bekvemmeligheder som aircondition, brusebad og sengetøj, der ikke var lavet af 100% acryl, efter aftensmad anden dag.

Os sammen med vores meget venlige “madmor”, der vist synes, det var evigt morsomt, at vi tapsvedte hele tiden. Det skal siges, at hun ikke er unormalt lav af en indonesisk kvinde at være, så det er naturligt, at mange synes, at Peter med sine 186 cm er meget interessant og eksotisk.

Jayapura kan prale af hele to museer med udstillinger af den oprindelige befolknings værktøj og kunsthåndværk, og begge museer udmærker sig ved at have gratis entre. Det var så nærmest også det eneste på Papua, der ikke kostede det meste af en månedsløn.

Her er vi på det mindste af de to museer, Museum Negeri Provinsi Papua, hvor vi blev fulgt rundt i hele udstillingen af to af stedets tre ansatte. Det gav os mulighed for at stille en masse spørgsmål, som blev besvaret efter bedste evne på lidt vaklende engelsk. Indoneserne skal have den store ros, at de ikke er blege for at kaste sig ud i noget engelsk, selvom deres ordforråd ikke er stort.
Mens vi blev vist rundt på museet, tog stedets tredje medarbejder en morfar på en stol. Det kan godt være trættende med to besøgende på en hel formiddag.

Byens andet museum er etableret i relation til universitetet og hedder Museum Loka Budaya Universitas Cenderawasih. Hele museets samling er indsamlet af én mand, Michael Rockefeller, og blev doneret til universitetet af hans forældre i 1976. Michael Rockefeller var barnebarn af den kendte John D. Rockefeller, og hans forældre var meget aktive støtter af moderne samtidskunst og startede The Museum of Primitive Art i New York. Sidstnævnte var hans indgangsvinkel til at melde sig som lydmand på optagelsen af en dokumentarfilm i det indre Papua i slutningen af 1950erne, og de følgende år indsamlede han en umådeligt stor mængde etnografiske artefakter lige fra knive til skjolde over bådmodeller og ceremonielle dragter. I november 1961 kæntrede hans katamaran ud for Papuas sydkyst, og ingen har set ham siden. Hele hans samling blev sendt til New York og udstillet, men da museet for primitiv kunst blev lukket, valgte hans familie, at den store samling skulle gives tilbage til Papua, og den er intet mindre end imponerende. Man kunne godt ønske sig, at der blev brug flere penge på at passe på tingene, for de repræsenterer i vid udstrækning noget, der aldrig kan genskabes, men det er også svært at bede et fattigt universitet i den fattigste del af Indonesien om at sætte penge af til ting på et museum.

De fleste effekter er fra den region i Papua, der hedder Asmat, og der var lokalbefolkningen hovedjægere indtil op i 70erne. De mente, at man optog kraften og styrken fra den, man slog ihjel, og det var vigtigt at gemme hans kranie og fx bruge det som hovedpude (se fotografiet i billedet) for at sikre, at hans ånd ikke vendte tilbage fra åndeverdenen og hævnede sig.
Vi har forbi museet et par gange, fordi samlingen simpelthen var så imponerende – og så var der i øvrigt ikke så meget andet at lave i Jayapura – så det endte med, at museumsinspektøren fandt verdens længste nøglebundt frem og åbnede montren med knive. Derfor kan Peter prale af at have stået med en ca. 70 år gammel kniv fra Asmat lavet af kæbebenet fra en krokodille pyntet med fjer fra en kasuar. Det var meget svært at få ham til at give slip igen.

Museet har en lille butik, hvor man kan købe nye ting fremstillet af de lokale stammer, så man på den måde kan få en fin og original souvenir og samtidig støtte nogle mennesker, uden fire administrative led, der alle skal have en del af kagen. Vi købte en fin udskåret ceremoniel “pind” til juletræet. Nå ja, så er der jo lige det med knive, for en ansat på universitetet kom forbi med sin personlige knivsamling, så nu rejser vi rundt med to fine gamle primitive knive lavet af lårbenet fra en kasuar i kufferten, der skal op på væggen at hænge, når vi kommer hjem.

Og så var det tid at blive klippet igen. Peter fik lidt hurtigt peget på et billede i “frisørsalonen” af en mand, der var særdeles tætbarberet i siderne, så de sidste par uger er der blevet brugt ekstra meget solcreme for at skåne den jomfruelige hud over Peters ører.
Lidt udenfor Jayapura var der et lille tivoli, der åbnede hver aften. De fleste af fornøjelighederne handler om at spise – indoneserne er VIRKELIG glade for mad og kager og kan konsumere umådelige mængder – men her kunne børn få et stykke flamingo med et fortryk motiv, der skulle farvelægges med akrylfarver. En rigtig hyggelig idé, der ikke kræver en masse.
Sidste billede fra Jayapura må nødvendigvis være af betelnødder. Vi har mødt dem andre steder også (Sri Lanka og Myanmar), men ingen steder bliver der tygget så meget betel som på Papua, og det er børn helt ned til 7-8 år, der bruger dem. Det skulle virke lidt ligesom at ryge, så det både har en opkvikkende og lidt sløvende effekt. Dem, der tygger betel, bliver helt røde i og omkring munden, og der bliver åbenbart genereret en del spyt ved tygningen, for der bliver spyttet rigtig meget, og det er helt okkerfarvet. Det er rigtig hårdt ved tænderne, så dem, der tygger betel, har som regel nogel meget grimme tænder. Det er ikke noget kønt syn.