Vi havde booket tre overnatninger på Hotel Citrus i hovedstaden Tbilisi, et hotel vi sagtens kan anbefale både i forhold til placering, service og kvalitet. Vores værelse var mindst 60 m2 stort og indrettet i alle nuancer af brun. (Peter er dog 100% sikker på, at hotellet har en fortid som hovedsæde for KGB eller GRU.)

Facaden af Hotel Citrus med en af de ansatte securityfolk udenfor. Der er altid to securityfolk på arbejde ad gangen, der går rundt og ser bistre ud. Vi kom til at tænke på “Bøffen” fra Olsenbandefilmene.

Som alle i Danmark nok er klar over, har et flertal i Georgiens parlament stemt en ny lov igennem, som mange georgiere er imod – den såkaldte russiske lov – og trods regnvejr var der stadig demonstrationer foran parlamentet.

Georgien er en ung nation, der først fik – eller rettere tog – deres selvstændighed i 2004, og de fleste har ikke lyst til at blive underlagt Rusland igen.

Vores første dag brugte vi på at vandre rundt i Tbilisi, der har mange seværdigheder i den ældste del af byen. Ligesom i København kan man snildt nå rundt til det meste på gåben.

Her er vi på vej i svævebane op til et gammelt fort, der går tilbage til det 4. århundrede. Det koster 3 lari (ca. 7,5 dkr) for udlændinge og 1 lari for lokale at tage svævebanen hver vej. Hvis man vil spare pengene, kan man også gå hele vejen til toppen af klippen, men vi valgte altså at spare vores ben.
Udsigten over Tbilisi er der ikke noget galt med – ikke engang selvom det småregnede.
Oppe på toppen af klippen med udsigt over byen står dette skrummel af en statue, Moder Georgien.
Den ældste bydel i Tbilisi hedder Abanotubani og ligger nedenfor det gamle fort helt nede ved floden Mtkvari, hvor der også er varme kilder. Kilderne bliver stadig brugt i traditionelle badstuer, der kan kendes på de fine kupler. Der hænger også en svag lugt af svovl i området.
I omkring 400 år var store dele af Georgien en del af Osmannerriget, og i dag er ca. 10% af befolkningen muslimer. Alle guidebøger og dokumentarfilm, vi har set, beskriver Georgien som en sammensmeltning af øst og vest, og denne moske (øst) i de velkendte røde tegl (vest) er et meget godt billede på kulturmødet.
Et sjovt og skævt tårn, der huser et dukketeater. Forestillingerne er meget populære, så man skal være ude i god tid for at få billetter.
Nogen med både god humor og et vist kunstnerisk talent har i Tbilisi påtaget sig at udsmykke de mange kedelige elskabe. Denne Drunk-o-Phone, kan vi godt forestille os, bliver brugt en del, for Georgien vrimler med butikker, der sælger vin og chacha (georgisk brandy lavet på drueaffald fra vinproduktion).
Og nu vi er ved vin, får I lige et billede af den første flaske georgisk vin, vi købte. Det er en såkaldt hvid qvevri (på engelsk kaldet amber wine pga. farven). Qvevri er den traditionelle georgiske måde at fremstille vin, hvor druerne lagres i lerkrukker. Metoden bruges både til rød- og hvidvin, og en qvevri er altid tør. Der er blevet produceret vin i Georgien i mere end 6000 år, og der er masser af små vingårde. Denne flaske er nr. 1301 ud af en produktion på 2980 flasker.
Man kan jo godt blive lidt småsulten af de mange indtryk i et nyt land, men heldigvis er der aldrig langt til en café, hvor man kan bestille den lokale specialitet knachapuri, der fås i mange varianter. Det er en slags ostebrød, der smager lidt hen ad pizza, og så mætter det rigtig meget.
Peter nåede også til frisør og fik for 8 lari (ca. 20 kroner) trimmet lokkerne af denne venlige dame.
D. 26. maj fejrer Georgien deres uafhængighedsdag, og hele Tbilisis hovedstrøg var pyntet op til fest med en masse madboder og gratis smagsprøver på lokal vin. Det var slet ikke så tosset et arrangement.
Her er Camilla blevet brugt som undskyldning for at tage et billede af den gamle dame, der i den festlige anledning havde taget sin fineste grønne pailletkjole på.

På dag 2 fik vi udleveret nøglen til den bil vi havde lejet hjemmefra, så vi kunne komme ud og opleve noget af “det vilde” Georgien udenfor de store byer. Hvor Tbilisi er en moderne storby med 1,2 mio. indbyggere, så skal man ikke køre langt, før det moderne bliver afløst af livet, som det blev levet for 100 år siden i Danmark – dog tilsat en ikke uanselig mængde gamle Lada’er fra 80erne.

Vi havde håbet på smukke naturoplevelser, og vi er bestemt ikke blevet skuffet. Her nyder vi udsigten mod Kaukasus’ sneklædte tinder et par timers kørsel nord for Tbilisi. Vejene er generelt i fin stand, men vi har været glade for, at den lejede bil viste sig at være en Jeep Renegade med firehjulstræk.
Og det her er IKKE et særsyn. Der findes vist næsten ingen indhegnede køer i landet, men til gengæld sørger folk for at hegne deres haver inde, så dyrene ikke græsser blomster og grøntsager ned.
Hvis det ikke er flokke af køer, så er det får og geder, der pludselig spærrer vejen.

Der er rigtig mange floder i Georgien, og selvom vi er langt henne på foråret, så er de stadig fulde af smeltevand fra bjergene. Klik på videoen herunder, hvor Peter er helt nede ved den brusende flod. Farven på vandet skyldes sediment fra skiffer, som er hovedbestanddelen af bjergene i Kaukasus.

De massive vandmængder bliver naturligvis også brugt til at producere el. Nedenstående video viser, hvor meget tryk, der er på vandet nedenfor et vandkraftværk.

Georgien er et overvejende kristent land, og er det andet land i verden til at indføre kristendom som statsreligion omkring år 320. Ca. 85% af befolkningen tilhører den georgisk-ortodokse kirke.

Det var en kvindelig missionær, Sankt Nino, der bragte kristendommen til Georgien, og i taknemmelighed byggede kongen et kloster ved hendes grav. Der var mange besøgende på stedet, og det siges, at en kilde nedenfor klosteret kan kurere sygdom.
Et andet fint, lille kapel, vi kom forbi på vejen. Der var etableret en spritny bred vej op til stedet fra hovedvejen, men vi havde det hele for os selv.
Der var kun et enkelt rum i kapellet og ingen udsmykning, men et par ikoner var dog sat op ved alteret.