Chiang Mai er Thailands næststørste by med lidt over 1.000.000 indbyggere. Byen var hovedstad i ca. 500 år i Lanna-riget indtil 1775, hvor det blev indlemmet i kongeriget Siam (Thailand i dag). Byens rødder i Lanna-kulturen ses stadig, og byen er en meget anderledes millionby, idet det er en lav by uden højhuse, og så ligger de religiøse bygninger (wat’er med tilhørende boliger til munkene) meget tæt i hele centrum. Hvis man skulle besøge dem alle, ville man være nødt til at afsætte uger i byen, så vi valgte nogle stykker ud, som vi valgte at se både ude og inde. Normalt koster det ikke noget, at komme ind i en wat (ligesom med kirkerne i Danmark), men i Chiang Mai måtte vi betale for at komme ind at se to af de tre wat’er, vi besøgte.

Her besøger vi Chiang Mais største tempel, Wat Phra Singh. Det kostede 50 bath at komme ind pr. Person, men hvis man vil spare de penge, så kan man nøjes med at gå rundt udenfor og se de mange bygninger i hele området. Det er en god idé at have et par lange bukser eller et tørklæde med i tasken, hvis man som Camilla har shorts på i Thailand, for kvinder har ikke adgang i templerne, hvis de har blottede knæ. Som regel kan man dog leje en nederdel af en af de handlende på området.
Wat’erne er lige så imponerende inde som ude. Se blot tagkonstruktionen i Wat Phra Singh.
I Chiang Mais sølvsmedegade er wat’en, Wat Sri Suphan, naturligvis beklædt med sølv både inde og ude. Det er imponerende sølvarbejder at se på med en fantastisk detaljerigdom.
Det er kun mænd, der må gå ind i templet. Som venlige skilte udenfor forklarer på lidt mangelfuldt engelsk, så er det kun mænd, der kan blive munke, så kvinder skal blive ude, mens mænd går ind og tager billeder, som de kan vise til kvinderne. Så Peter fotograferede på livet løs, mens Camilla pænt blev stående udenfor.
Der var temmelig mange kvinder klædt ud i traditionelt Lanna-skrud, der ivrigt lod sig fotografere med sølvtemplet som baggrund i alle mulige positurer, så den største prinsesse gjorde dem hurtigt kunsten efter.

En dag om ugen bliver sølvgaden lukket af for trafik om eftermiddagen og hele området bliver til et stort aftenmarked, hvor man kan købe stort set alt. Vi gik rundt i et par timer og kiggede på det hele.

På et marked kan det være svært at afgøre, hvilken bod der har den mest mærkværdige vare til salg, men på natmarkedet i sølvgaden blev dette vinderen; en kæmpemæssig bunke af fingerringe i det purreste messingguld. Som man kan se, var der godt gang i handlen.

Ca. 80 km nord for Chiang Mai ligger en nationalpark, hvor der bl.a. er grotter. Og når man siger grotte i Thailand, så siger man automatisk også Buddha, så den besøgte vi.

Der var et hav af besøgende, så det er faktisk ganske dygtigt gjort, at det lykkedes Peter at tage et billede uden andre turister end Camilla.

Dagen efter kørte vi ca. 40 km mod øst og så en anden Buddha-grotte, Mueang On, og den havde vi næsten for os selv, så den vil vi meget gerne anbefale. Det er en fin tur på motorcykel, hvor der er masser af gode gadekøkkener på vejen, hvor man kan få en god nudelsuppe til frokost for kun 40 bath.

Mueang On-grotten er ganske stor og imponerende i sig selv, men ca. midt i står en imponerende stalagmit, som glimter ligesom 1000 diamanter, fordi de mange kalkkrystaller reflekterer lyset i grotten. Den er oven i købet meget symetrisk, så naturen har lavet en særdeles smuk stupa under jorden.

Der er mange turister i Chiang Mai – MANGE! – men det skaber også grobund for en masse gode restauranter, og vi lykkedes med at finde både en super god libanesisk restaurant og en ditto indisk.

Den libanesiske restaurant hedder meget passende “Hummus”, og vi erfarede, at det er en rigtig god idé at booke et bord i forvejen.
Den indiske restaurant hedder “Indish Restaurant Bar & Grill”, og køkkenet er punjabi. De scorer højt på Butter Chicken-skalaen.

Efter tre dage i Chiang Mai går turen videre mod vest til byen Mae Hong Son, hvor vi håber på lidt færre turister. Vi vender tilbage til Chiang Mai senere på turen, når vi skal aflevere vores lejede bil.