Lampang er hovedstad i den lille provins af samme navn, der ligger omtrent halvanden times kørsel sydøst for Chiang Mai. Det er en provins, som endnu ikke er overtaget af turister, og det er derfor stadig muligt at finde steder, hvor det er den lokale thai, som dominerer gadebilledet og ikke et utal af turister. Samtidig har Lampang masser at byde på mht. gode og alsidige restauranter, markeder og barer. Vi tror, at resten af Verden snart får øje på byen, så vi nåede det lige.

En flok lokale beboere på vores hotel var heller ikke blevet fortrængt af turisterne. De klukkede så hyggeligt rundt hver morgen udenfor vores hytte på hotellet.

For at danne os et indtryk af Lampang valgte vi at bruge den første dag på at tøffe rundt og se, hvad byen kunne byde på. Vi fandt både byggepladser, suppekøkkener, museer, produktioner og ikke mindst et stamsted.

Vi kan lige så godt starte med det vigtigste først – stamstedet. Et sted, hvor der sad mange thaier både unge, gamle og familier, og vi var de eneste blege og selvsagt de første på hele flodbreden. FANTASTISK! Her blev næste dag planlagt, bloggen skrevet og valget af aftenens spisested truffet.
På vores ture rundt på den lejede motorcykel blev vi nogle gange præsenteret for det mad, som vi spiste om aftenen. Efter denne oplevelse af soltørret (spyfluetestet) svinekød blev retter med denne ingrediens nøje overvejet inden bestilling.
Da turens to deltagere begge er i byggebranchen bliver vi ofte nysgerrige, når vi ser en byggeplads. Her er en lokal entreprenør gået fuldstændig amok med en betonhammer – også inden, at de nye fundamenter var støbt. Men hvad gør det, når man bare tager en masse kædespil og hænger Wat’en op i dem? Gud eller Buddha må være på entreprenørens side, for den metodik var aldrig blevet anvendt i Danmark.
Trods thaiernes måske lidt hårdhændede restaurering af deres wat’er, er der ingen tvivl om, at de kan dereshåndværk. Prøv bare at se dette alter og tagkonstruktion i Lampangs ældste wat, Wat Phra Chedi Sao.
Lampang har et udmærket museum, der fortæller om provinsens historie og ikke mindst deres stolthed over, at en af de fire grundlæggende historier om Buddhas “rejser” netop foregår i provinsen. Vi var mest begejstrede over den fantasifulde måde, som præsentationerne var udført på. En rickshaw er meget passende på museet, da den kinesiske befolkning har fyldt meget i forbindelse med udvikling af både byen og provinsen. Det var oven i købet ganske gratis at komme ind på museet.

En af de kinesere, som virkelig har betydet meget for byen, var en mand der i 1949 flyttede fra Bangkok til Lampang efter at have opdaget, at der var store forekomster af særlig godt kalk til produktion af “kinesisk” porcelæn. Det er nemlig byens hovederhverv og kendetegn at producere The Chicken Bowl. Succesen er bestemt ikke kun lokal, da den bliver eksporteret til hele verden som et varemærke. Hvis du klikker på nedenstående link, kan du se, hvordan den originale kyllingeskål bliver produceret.

For at understrege hvor lokal og betydningsfuld produktionen af porcelænsskålen er, har man valgt at bevare den oprindelige brændeovn, som grundlæggeren selv byggede, og som stadig blev brugt indtil for 16 år siden. Det tog 14 dage at fylde den op med porcelæn, 7 dage at brænde porcelænet og 7 dage at køle porcelænet ned igen. Så en måneds produktion var én brænding. Ovnen blev fyret udelukkende med bambus.
Som tidligere nævnt indtager vi typiske vores frokost måltid på et suppekøkken. Det smager fantastisk. Også her bliver maden serveret i kopier af den originale Chicken Bowl. Det skal måske nævnes, at alt det med haner og kyllinger alle vegne i Lampang først faldt på plads for os, da vi havde været forbi det lokale museum og fabrikken.

En relativ ny attraktion i Lampang-provinsen er Wat Chaloem Phra Kiat – også kaldt The Temple in the Sky. Byggeriet blev påbegyndt i 2004 for at mindes 200året for en eller anden konges regeringsperiode, og efter billeder af templet er begyndt at florere på internettet (også som startbillede på Windows) er søgningen steget og billetprisen ligeså. Det er ikke mange steder, hvor vi har betalt næsten 1000 thb (200 dkk) for at komme ind.

Det er klart, at templet er en kæmpe succes, da det er utroligt smukt og ligger helt fantastisk med en storslået udsigt, da de eneste umiddelbare forhindringer for at besøge samme er den nævnte pris og de næsten 800 trin til toppen.
Som billedet viser, så er udsigten mod de mange små pagoder på bjergtinderne helt særlig og bestemt turen værd.

Der var en helt særlig stemning på toppen af tempelområdet, hvor vinden fik et utal af klokker til at ringe. Hvis det ikke var nok lydkulisse, var Peter heldigvis klar til at slå på den store gong, som hang i gårdspladsen, hvilket nedenstående video kan bevidne.

Templet i skyen ligger en god times kørsel nord for Lampang, men det gør ikke så meget, for på en motorcykel oplever man altid et eller andet, der giver anledning til et stop.

Der var bl.a. et hus ud mod vejen, hvor der stod otte store væve, hvor der var gang i produktion af forskellige stykker stof. De var alle helt forskellige, men alle meget smukke og helt sikkert bestillingsarbejder.
Det er ligeledes helt normalt, når vi turer rundt på motorcykel, at vi ser gamle biler og motorcykler. Nogle er virkelig flot renoveret, andre står bare og får os til at blive nysgerrige. Her er vi stoppet ved en Daihatsu Trimobile fra 60erne på 305 cc tocylinderet aircoolet. Max hastighed: 60 km i timen. Hvis du vejer mere end 60 kg, kommer du måske ind i kabinen, men ikke ud igen.

På Lampang Museum lærte vi jo bl.a., at Buddha havde været forbi engang i tidernes morgen og efterladt en håndfuld hår. Derfor er der naturligvis bygget et enormt tempelkompleks (Wat Prathat Lampang Luang) på stedet – hvor håret stadig hævdes at befinde sig – som tiltrækker en masse besøgende. I samme område ligger et væsentligt nyere men også meget besøgt tempel (Wat Prathat Doi Prachan), som bl.a. kan prale af en smuk udsigt. Vi lavede derfor en wat-dag, for selvom vi allerede have set mange templer, så er der altid en wow-effekt, når man kommer tæt på.

Wat Prathat Lampang Luang set udefra.
Thaier og i det hele taget buddhister har mange måder at få svar på deres fremtid. En af måderne er, at man i wat’er finder disse elefanter. Princippet er, at man laver et ønske til Buddha og derefter løfter elefanten (den vejer ca. to kg) med højre hånds lillefinger. Derefter beder man en bøn om, at det, man ønsker, skal gå i opfyldelse. Hvis man trods alle anstrengelser ikke kan løfte elefanten anden gang, vil ens ønske gå i opfyldelse. Hvis man ikke er troende gælder ovennævnte selvsagt ikke. Som Peters ansigtsudtryk afslører, fik han ikke sin bøn opfyldt😀.
Det er ikke kun Buddha, der bliver bedt til i templer. Nuværende og afdøde munke indtager også en høj position, og det er helt almindeligt, at der hænger fotografier af flere munke i både private hjem og forretninger. Her er tre munke blevet foreviget som plastafstøbninger i naturlig størrelse, og de var meget virkelighedstro.
Guld & glimmer er altid godt.
Dagens anden wat, Wat Prathat Doi Prachan, ligger på en bjergtop, som man enten kan gå op til eller betale 20 thb for at blive kørt op til på ladet af en pick-up. Husk! at gemme billetten, når du er kommet op, for ellers får du lov til at gå ned.
Efter at have set et utal af guldbelagte eller guldmalede Buddhaer var det forfriskende at se en udført i kobber. Naturligvis skinner den ikke på samme måde som guld, men til gengæld er irbelagt kobber jo bestemt også smukt.
Buddhisme og katolicisme har bestemt ikke noget med hinanden at gøre, men ét sted har de samme holdning: kan vi få en troende til at smide en skilling for syndsforladelse eller for at få et ønske opfyldt, så gør de det. Vi har set det i forhold til buddhisme i mange lande, og på dette tempel kunne man så skrive noget på en porcelænskat, der samtidig var en sparegris (underforstået: put penge i mig), og dermed få et ønske opfyldt.
Camilla valgte i denne situation at tømme lommerne for mønter og skrive en lille hilsen fra Danmark.

For at der ikke skulle gå wat i det hele, sluttede vi dagen af med et besøg på Geologisk Museum. Der lærte vi bl.a., at der er fundet mange dinosaurfosiler i det nordlige Thailand (især i den region, der hedder Isaan, som vi ikke besøger på denne tur), så der var gjort meget ud af at vise, hvordan fortidens dyr har set ud. Som nedenstående video viser, var Peter nær blevet ædt.

Det er heldigvis ikke alting, der behøver at give mening, så på vores sidste dag i Lampang – inden vi dagen efter skulle tilbage til Chiang Mai og aflevere vores lejede bil – valgte vi at tage toget fra Lampang til Chiang Mai og retur!?! Banegården og stationsbygningen i Lampang er den originale fra 1921, hvor den var blevet etableret for at knytte provinsen sammen med Chiang Mai mod vest og Bangkok mod syd pga. skovdriften (teak). Videoen herunder viser toget, der ankommer på stationen. Vores billetter på 3. klasse kostede i alt 46 thb (10 dkk) for turen fra Lampang til Chiang Mai (man kan ikke købe returbilletter).

Lampang er en temmelig flad provins, hvor der bliver dyrket en masse grøntsager og ris, men på vejen mod Chiang Mai dukker der alligevel nogle bjerge og dermed kløfter op. Togbanen er naturligvis forsøgt ført så lige som muligt for at spare både tid og penge i forbindelse med konstruktionen, så på et enkelt stræk havde vi fornøjelsen af at skulle over nogle høje broer. Når man rejser på tredje klasse, er der selvfølgelig ingen aircondition, men til gengæld kan vinduerne åbnes, så man bedre kan filme ud af vinduerne😀

Den største attraktion på togturen mellem Lampang og Chiang Mai er Khun Tan-tunnelen, der er 1362 meter lang. Lige på den anden side af tunnelen ligger en station, hvor toget holder i ca. 15 minutter, og på vores tog var der en flink militærmand, der lod os stå af toget, mens vi ventede, så vi kunne tage en masse billeder af den ikoniske, røde tunnelindgang.

Efter således at have varmet op til vores biltur tilbage til Chiang Mai, tog vi tilbage til vores hotel i Lampang og pakkede sammen, for dagen efter at køre tilbage (hurra for, at biler har aircondition) til Viang Luang Hotel i Chiang Mais centrum.