Efter fem dage i det nordvestlige Thailand flyttede vi teltpælene mod øst til byen Chom Thong, der ligger ca. halvanden times kørsel syd for Chiang Mai. Byen er i sig selv ikke særligt interessant, men tiltrækker alligevel en vis portion turister, fordi den ligger mellem to natioalparker; Doi Inthanon og Op Luang. Førstnævnte er det helt store trækplaster – også for endagsturister, der køber all inclusive-pakketure fra Chiang Mai og tilbage igen samme dag – fordi parken har navn efter Thailands højeste punkt.

Vi valgte at gemme det bedste til sidst og startede med en tur til Op Luang, der ligger syd for Chom Thong. Vi købte en billet, der gav adgang til et campingopråde ved floden, en vandretur af middel sværhedsgrad på 3,5 km rundt om en bjergtop og besøg ved nogle varme kilder 15 km længere væk. Her ser vi stadig friske ud, for vi har kun gået de første 200 meter af turen rundt om bjerget. Læg mærke til den fine kløft og hængebroen i baggrunden.

Efter turen til Op Luang, der endte med små 200 km på vores lejede Honda Click (bagefter går man altså lidt som John Wayne), så vi frem til turen op til toppen af Doi Inthanon, der er 2565 meter højt. Man kan køre næsten hele vejen til toppen, så det er bjergbestigning lige efter vores hoveder. Det kostede 300 THB (60 DKK) at komme ind i nationalparken og 50 THB for motorcyklen.

Selv i Thailand kan det blive lidt koldt, når man blot kommer højt nok op tidligt på dagen, så derfor lange bukser og langærmede trøjer. Vi har læst os til, at søgningen mod toppen er størst omkring nytår, hvor man – hvis man kommer meget tidligt inden solopgang og er heldig – kan opleve frost. Som billedet viser, er der ikke meget udsigt at prale af på det højeste punkt, men blot lidt længere nede ad bjerget skorter det ikke på fantastiske “view points”.
Tæt ved toppen ligger et observatorium, hvor vi kørte ind. Desværre var personalet på vej til at køre, da vi dukkede op, men vi fik at vide, at vi bare kunne gå ind og kigge. Billedet af “kontrolrummet” er taget gennem en glasrude, da lokalet var aflåst, men ellers stod dørene åbne, så vi kunne kigge på en masse billeder af asteroider og andet godt. Det skorter ikke på tillid til sine medmennesker i Thailand.

Ca. 200 meter fra toppen af Doi Inthanon kan man gøre holdt og gå en tur på en natursti. Det er tæt på umuligt at gå vild, da hele turen på 3,5 km er nøje afmærket og udstyret med betontrapper alle steder, hvor det går bare den mindste smule op eller ned, men man SKAL følges med en guide. Hver gruppe, uanset om man er alene eller 20 personer, får udstukket en guide, og prisen er den samme: 200 THB (40 DKK).

Det meste af turen foregår inde i tæt skov, men pludselig fører stien ud i et landskab, der mest minder om en sæter. Selvom det var smådiset, da vi var der, var udsigten helt fantastisk.
Fra vandrestien har man også udsigt over to meget store pagoder, der er opført lidt længere nede ad bjerget. Pagoderne er opført på flyvevåbnets område som en hyldest til den tidligere konge og hans dronning. Det koster 100 THB (20 DKK) pr. person at komme ind på området.
Her har Peter fundet en plads i skyggen. Selvom vi var oppe i 2200 meters højde, så bliver det hurtigt meget varmt i solen. Der er rulletrapper op til begge pagoder, men når man skal ned igen, må man selv traske ned.

Efter to dage i Chom Thong pakkede vi bilen og kørte ca. 100 km mod vest til byen Lampang. Byen og området er bl.a. kendt for sin keramik og mange wat’er, så der venter masser af billeder i vores næste blogindlæg.