Efter fem dage med provinsiel charme uden en masse andre turister i Lampang tog vi lige tre dage i Chiang Mais heksekeddel af mennesker og hektisk trafik. Under vores første besøg i byen to uger tidligere havde vi været rundt ved forskellige antikvitetshandlere for bl.a. at kigge efter knive/sværd og masker/dukker til vores samlinger hjemme. I den mellemliggende tid havde vi fået overvejet, hvad der kunne give mening at købe med hjem, så den ene dag i Chiang Mai blev brugt på indkøb.

Peter havde i den grad forelsket sig i et gammelt japansk sværd, der var så velholdt, at det så spritnyt ud. Ejeren af forretningen, Mr. Nobuhiro Yamashita, udviste stor andægtighed, da han præsenterede de to sværd, der begge var udstyret med certifikat, så stemningen var ganske højtidelig.
Peter “nøjedes” med at købe det ene sværd, der har en længde, der gør det egnet til kamp fra hesteryg. Der er en uendelighed af filosofi og viden forbundet med det håndværk, der ligger bag et rigtigt japansk sværd. Det hele oser af umage, æstetik og perfektionisme.
Når man har købt et japansk sværd med en mere end 200 år lang historie, skal man naturligvis også lære, hvordan man på korrekt måde trækker det ud af skeden. Peter skal vist hjem og øve sig lidt.

I omegnen af Chiang Mai ligger en del landsbyer, der hver især har specialiseret sig indenfor et håndværk. Vi besøgte bl.a. Bo Sang, der har en stor produktion af paraplyer.

Og der er tale om “rigtige” paraplyer, hvor alt bliver håndlavet lige fra håndtag, stivere, beklædning og dekoration. De var uforståeligt billige, men selvom især Camilla havde lyst til at købe en hel bunke, så kom ingen af dem med hjem, for vi kunne simpelthen ikke finde på en fornuftig anvendelse af dem hjemme. Vi bruger kun paraply, når det regner, og disse paraplyer var alt for smukke til at udsætte for dansk novemberregn.
På vores sidste dag i Chiang Mai ville vi se en stor botanisk have, der ligger en times kørsel nord for byen – hvis man tager den hurtige vej, hvor der er asfalt. Vi valgte en lille omvej, hvor asfalten på et tidspunkt slap op, men heldigvis havde vi lejet en helt ny Honda Click, der på et par timer fik os frem til Queen Sirikit Botanical Garden. Alt på os fra knæene og ned havde den samme røde farve som jorden på billedet, da vi nåede frem 😀
Den botaniske have dækker et område på 560 hektar, så det meste kan man køre igennem. Det store trækplaster er omkring ti store drivhuse med hver sit fokusområde, med rosenhave omkring. Thailands klima er generelt for varmt til roser, men i området omkring Chiang Mai kan de trives og tiltrækker sig forståeligt nok stor opmærksomhed fra thaierne. Vi er nok lidt for vant til roser til at falde i svime over dem, så vi faldt i stedet for drivhuset med kaktus og sukkulenter.
På vej retur til Chiang Mai stoppede vi ved et suppekøkken for at spise frokost. Man bliver altid budt velkommen og mødt med venlighed. Her fik ejeren øje på vores kamera og syntes, det kunne være hyggeligt med et billede.
Og nu vi er ved maden, så fandt i i Chiang Mai en virkelig hyggelig italiensk restaurant – Napoli – der lavede nogle MEGET gode pizzaer. Vi kan især anbefale deres pizza med silkeskåret skinke og en burrata-ost i midten. Rent kaloriemæssigt kan den slet ikke forsvares, men den smager, så englene synger.

Dagen efter fløj vi tilbage til Bangkok, hvor vi havde et par dage, inden vi i vores tredje udlejningsbil kørte mod sydvest for at bo ved Kaeng Krachan Nationalpark. Mere om det senere 😉