Efter fem varme dage med natur og et minimum af turister kørte vi en times tid mod sydøst ud til byen Hua Hin, der ligger ved kysten mod den Thailandske Bugt. Vi prøver at gøre os umage med at skrive om de positive indtryk fra de steder, vi besøger, men det er sørme svært med Hua Hin. Byen var proppet med turister og expats (udlændinge bosat i Thailand), og langt, langt de fleste var i alderen 70+, så det føltes lidt som om, vi var havnet på en geriatrisk afdeling. Vi er ikke vant til at høre til den øverste 1%, der er i bedst fysisk form, men sådan var det i Hua Hin. Vores nabo til den ene side på hotellet kørte rundt i en elscooter, og til den anden side boede et ægtepar, hvor kvinden knapt kunne gå. Det er også uden sammenligning den by i Thailand, hvor vi har set flest barer, hvor enlige, vestlige mænd kan byde en ung, smilende thailandsk kvinde på en drink. Der var dog et enkelt trækplaster lidt syd for byen, nemlig en wat inde i en grotte på et bjerg.

Grotten, Phraya Nakhon Cave, ligger i Khao Sam Roi Yot Nationalpark, så det koster 200 thb at komme ind. Derefter kan man enten vælge at gå hele vejen til grotten eller købe en billet til en båd, der sejler rundt om en pynt og sætter en i land på en strand (og efter besøget i grotten sejler en tur rundt om en lille ø ud for kysten). Bådturen koster 500 thb. Vi besluttede, at vi havde godt af at gå og droppede båden. Det viste sig, at turen fra stranden og op til grotten var langt den hårdeste del at gå, så uanset om man vælger den mest bekvemme løsning, så skal man sørge for gode sko og væske til turen. Vi kunne i hvert fald vrides, da vi nåede til grotten.
Og som med så meget andet her i livet var turen til Phraya Nakhon Cave alle anstrengelserne værd. Vi nåede grotten omkring kl. 10:30, hvor solens stråler på smukkeste vis ramte det lille tempel i bunden af jordfaldshullet. Vi ved ikke, om buddhister bruger begrebet Guds lys, men vi kan genkende det fra et utal af religiøse malerier på bl.a. Statens Museum for Kunst.

Vi havde været så forudseende af have vores badetøj og håndklæder med, så efter nedstigningen, hvor vi var godt svedige, kunne vi svale af i bølgen blå, inden turen gik tilbage til Hua Hin på vores lejede Honda Click. På en af vores ud-i-det-blå-ture på Click’en, kom vi også forbi byens vartegn, som ses på billedet herunder.

Den gamle togstation fra starten af 1920erne. Stationen er et symbol på byens velstand, for med toglinjen fra Bangkok fik den daværende konge øje på den lille fiskerby og byggede et “sommerhus” der. Hurtigt begyndte alle velhavende i Bangkok at gøre det samme, og siden 70erne er byen blevet indtaget af turister, der nu fylder stort set det hele.

Efter et par dage i Hua Hin tog vi tilbage til Bangkok og derfra videre til den lille ø, Koh Kood, der ligger i Den Thailandske Bugt tæt ved grænsen til Cambodia. Der skal vi have en uge med sol, snorkling og saltvand, inden vi vender snuderne hjemad igen.