Den sidste uge har vi brugt på øen Koh Kood tæt ved Cambodias kyst på afslapning og snorkling, inden vi skal hjem på arbejde.

Vores “homestay”, Baan Suan Homestay, med Lily som værtinde. Fint sted, hvor vi havde lejet et stort familierum på ca. 50 m2 med god morgenmad, venlig service og scooterudlejning.

Koh Kood er som de fleste øer i Den Thailandske Bugt et sted, hvor der ikke er så forfærdeligt meget at lave, da den består af en hulens masse resorts, restauranter, hvide sandstrande og en milliard turister. Turisterne er mestendels par i alle aldre, der kommer for at slappe af og snorkle/dykke. Der er som nævnt en masse forskellige spisesteder, men ikke som sådan noget natteliv, så der er stille og fredeligt.

Vi snorklede de fleste dage og tog i den forbindelse gode/dårlige billeder af vores oplevelser under vand. Nogle er taget på heldags snorkelture til øer i nationalparken omkring øen Koh Rang og andre er taget ud for kysten på Koh Kood.

Gule revfisk, der flygter fra fotografen.
Honningplettet grouper, der – ligesom muslingen ved siden af – ikke når at komme væk.
Papegøjefisk, lige inden den når at slippe væk.
Masser af fisk, hvor nogle når at slippe væk.
En almindelig pincetfisk, der har fundet noget at spise mellem piggene på et søpindsvin.
På trods af sin fine camouflage fik vi alligevel taget et billede af denne ca. 15 cm lange abborre-lignende fisk.
Disse så vi mange af, men det var svært at tage et skarpt billede, da de som regel skyndte sig væk, når vi kom plaskende.
De fleste fisk har en grim tendens til at vende én ryggen, når man nærmer sig, men det er da muligt på dette billede at fornemme den flotte, lange rygfinne på denne almindelige vimpelfisk.
Det skorter ikke på flotte farver, når vi snorkler, selvom de i gråvejr ikke træder så tydeligt frem. Her er det en nålestribet læbefisk, vi har skudt et billede af.
Her har fotografen fanget en mulle/gedefisk med to knaldgule “skæg-fimrehår”, som den brugte til at afsøge havbunden.
En del små fisk lever af at rense hud, mund og gæller på de større fisk til glæde for begge parter. Her pudser en læbefisk en papegøjefisk.
Vi har ikke set så mange bløde koraller på denne tur, og faktisk har vi slet ikke fundet Nemo i år, men denne slags bløde koraller er vi stødt på nogle gange, og hvis man kigger efter, kan man se en lille lyserød anemonefisk (halsbånd-klovnfisk) inde i midten.

Som tidligere nævnt i vores indlæg fra turen forsøger vi altid at finde det “uopdagede” på vores ture på scooter. Det er VIRKELIG en svær opgave på Koh Kood, så her kommer et par ting, som alle de andre også har set. Vi starter med en lille film af en bro, som helt sikkert er blevet filmet før. Klik på linket herunder for at se VORES film 😀.

Når man er SÅ lækker, er man helt sikker på at blive set af alle – inklusiv os.
Som de fleste ved, har vi i løbet af denne ferie oprettet en ny gruppe på Facebook, som er dedikeret til billeder af gruppens medlemmer iført den sagnomspundne Shower Cap. Her ses et af de uploadede billeder på FB. Billedet er taget ved et af Koh Koods tre vandfald, der alle er temmeligt vandfattige lige nu.
Da det var fire uger siden sidste klipning, trængte Peter til et nyt besøg hos en frisør. Vi fandt øens “herresalon”, der kan prale af butikslokaler på næsten 4 m2.

Efter en uge med hvilepuls er vi nu så småt på vej tilbage til virkeligheden/Bangkok. Det har været dejligt med en lang række af snorkeldage, og det sluttes selvsagt af med en lille film med havfruen på ferien. Klik på nedenstående link.