Fra Pagsanjan kørte vi d. 14. januar mod syd rundt om den udslukte vulkan Mt. Banahaw for at ende på Alroa Spring Resort i byen Tiaong. Vores plan med opholdet var dels at trekke op ad vulkanen og dels at spise på en meget rost restaurant i landsbyen Dolores, der ligger for foden af vulkanen. Restauranten var lukket, det var ikke muligt at trekke op ad vulkanen pga. brandfare, og hotellet, vi havde booket hjemmefra, var dystert og lugtede muggent, så efter én overnatning drog vi videre mod byen Tagaytay ved søen Taal.
Vi indlogerede os på The Windy Ridge Hotel i går – én dag tidligere end planlagt – og er de eneste gæster. Måske derfor tilbød hotellet at opgradere os til ambassadør-suiten uden ekstra beregning? Vi ved nu, at den afgørende forskel i prisen på hotelværelser her bestemmes af størrelsen på tv-skærmen. Vi har en fin udsigt over søen Taal.

I dag kørte vi ned syd for søen Taal til byen Taal. Det er en af de få byer i Filippinerne, hvor husene stadig vidner om den spanske kolonitid, så der var ganske hyggeligt at gå rundt. Byen kan også prale af en gammel katedral, der er Asiens største, katolske kirke – i hvert fald ifølge et skilt udenfor. Under alle omstændigheder var den både stor og flot.

Taal er vokset sammen med nabolandsbyen Balisong, hvor en smed, der levede af at lave hestesko, i 1905 opfandt en knivtype, der efterfølgende har fået byens navn. I det meste af verden er den slags knive i dag kendt som “butterfly-knive”. Peter fandt Mr. Ona, der sælger knive i kommission fra de seks bedste knivsmede i området, og købte en helt traditionel og meget smuk, håndlavet Balisong med slebet knivsblad fra en bladfjeder fra en bil og skæfte af vandbøffelhorn og messing.

Tilbage i Tagaytay kørte vi mod øst ud af byen for at se parken “People’s Park in the Sky”. Det er et virkelig besynderligt sted, hvor tidligere præsident Ferdinand Marcos (det dumme svin) besluttede sig for at få bygget et sommerhus på et højdedrag med udsigt 360 grader rundt. Sommerhuset nåede ikke at blive bygget færdigt, før han og fru Imelda flygtede til USA, og byggeriet står i vid udstrækning tilbage som nogle underlige betonruiner i dag, selvom stedet vist også bruges af militæret som radarstation. Det hele er åbent for offentligheden (hvis man betaler 30 php), og der er alle gode muligheder for at komme dumt til skade, for der hænger jernarmering i hovedhøjde, og sætningsskader på bærende betonsøjler kan godt gøre en bygningskonstruktør bekymret. Men den fantastiske udsigt hele vejen rundt er der ikke noget galt med.

Ferieselfie fra People’s Park in the Sky
Lidt faktuelle oplysninger
- En dårligt lavet Balisong koster omkring 1.800 php, mens en dygtigt forarbejdet kniv af den originale type koster ca. 7.500 php.
- En flaske middeldårlig australsk rødvin koster 495 php i Walter Mart.

Hej Camilla og Peter.
Tak for dejlig lang og fyldestgørende rejsebeskrivelse. Nu kan I da rejse videre rundt, som ambassadører.
Fik I nu glæde af det store TV?
Katedralen virker meget imponerende – loftet er utrolig flot. Der kan Sæby Kirke ikke imponere, selv om kalkmalerierne er ved at blive restaureret af Nationalmuseet.
Så fik Peter endnu en kniv til sin samling. Ville også gene have set kniven på 2 cm.
Knus MOR
LikeLike
Loftet i katedralen i Taal ser utroligt flot ud – og er det også – men det er i vid udstrækning optisk bedrag, da det er kalkmalerier, der får det til at ligne stukkatur.
Jeg fotograferede ikke den lille Balisong; den var mere sjov end godt håndværk.
LikeLike